Plader

The Men: New Moon

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

The Men har på sin fjerde plade forladt Brooklyn og flyttet på landet for en stund. Her har de indspillet deres egen version af country-rock og americana. Sangene er melodisk stærke, spillestilen løssluppen og smadret.

The Men har åbenbart ikke tænkt sig at blive sat i bås som et hipt punket hardcore-band fra Brooklyn. På forrige års Open Your Heart varslede den akustiske “Candy”, at bandet har en forkærlighed for country. Det udfolder bandet på New Moon, som er en grungy og lo-fi-produceret version af americana og countryrock.

Albummet er indspillet i løbet af 14 dage i Catskills-bjergene nord for New York. I den periode har The Men hørt en masse The Byrds, Neil Young og Bob Dylan, og det må have haft indflydelse på indspilningerne. Men selvom man kan pege på flere klare referencer, som The Men trækker veksler på i sine country-fikserede rocknumre, medvirker en lettere smadret og relativt støjende produktion til at bevare bandets integritet og gøre de voksen-modne sange appellerende. New Moon har afsæt i andre udtryk end den psych- og punkrock, der prægede bandets forrige plader, men den lyder trods alt stadig som The Men.

Udgangspunktet som hardcore-punkband er ikke glemt. “The Brass” og “The Electric” byder endda på regulær rock med punk-næset attitude. Stærkest står dog de sange, hvor forlægget er melodisk country-rock, men spillestilen er løssluppen og støjende. Sådan er de klare højdepunkter “Bird Song” og “The Seeds”, hvor hhv. en mundharmonika og en akustisk guitar har markant støjende placeringer i lydbilledet, som derfor ikke bliver kedsommeligt ved nærmere bekendtskab.

“Half Angel Half Light” lyder lidt som Tom Petty og kunne godt blive et radiohit, hvis ikke det var for de støjende guitarer, som ustandseligt skærer sig ind i og flosser den melodiske vellyd. Og på “I Saw Her Face”, som er fløjlsblød og Neil Young-melodisk, skurrer et par guitarer sig gennem sangen, indtil de pludselig vælger at løbe deres eget parløb og duellere sig igennem en finale med thrash-tempo efter en ellers i udgangspunktet afdæmpet kærlighedsballade.

Den afdæmpede lejrbålshymne “Open the Door”, som åbner pladen, og afrunderen “Supermoons” psykedeliske guitar-udskejelser udgør rammen om en guitarrock-plade, som på lidt samme måde som Meat Puppets eller Replacements på vedkommende vis forbinder melodisk countryrocks blidere toner med den alternative rocks hang til det flossede, støjende og skævvredne. New Moon er ikke en ny start for The Men, men snarere endnu et sikkert skridt på vejen i en udvikling mod et mere modent udtryk, der bevarer en ungdommelig nerve og derfor ikke forfalder til tilforladelig voksenrock.

★★★★½☆

Deltag i debat