Plader

The Strokes: Comedown Machine

Skrevet af Andreas Overgaard

Med Comedown Machine overgiver The Strokes sig definitivt til den lyd, de begyndte at dyrke på Angles, i stedet for forgæves at forsøge at koge suppe på omskrivninger af tidligere hits. Selvom pladen ikke er uden sine skønhedsfejl, beviser den dog, at The Strokes stadig har masser af relevans og levetid foran sig.

At debutere med en så epokegørende plade som Is This It medførte en temmelig tung arv at løfte for The Strokes. Nok bragte pladen bandet til ubetinget berømmelse og anerkendelse i rockverdenen, men dens eftermæle skulle vise sig at være mere end almindeligt svært at slippe af med.
Den opfølgende Room on Fire var egentlig en god plade, men bar stadig tydeligt præg af, at The Strokes hårdt forsøgte at indkapsle magien fra debuten. First Impressions on Earth fra 2006 var derimod definitivt beviset på, at Is This It havde været kreativitetens mordvåben for The Strokes.

Selv efter bandet endelig vendte tilbage med Angles efter en fem år lang tænkepause, var det ikke uden forbehold eller med særligt høje forventninger, at man dykkede ned i materialet. Men det skulle vise sig, at The Strokes endelig var klar til at vise, at de ikke vil sættes i bås, og at de har mere at byde på end lyden fra debuten. Angles havde alt det, jeg især savnede på First Impressions of Earth: charme, friskhed og ikke mindst viljen til at redefinere bandets lyd.

Spilleglæden hos bandet var atter at spore, og derfor var det glædeligt at høre, at de få måneder efter udgivelsen af Angles allerede var i gang med at skrive det næste kapitel. Fem års ventetid var ikke noget, man skulle frygte, og tilbage i januar blev sløret løftet for Manhattan-kvintettens femte album Comeback Machine. Den første sang, der blev udgivet fra pladen kom i form af ”One Way Trigger”, der skulle vise sig at blive én af de mest debatterede sange i The Strokes’ historie. Med dens upbeat tempo og poppede synthleads lød den som en fortsættelse af Angles tilsat en dosis 80’er-synthpop, og samtidig markerede den Julian Casablancas’ første forsøg med en noget tvivlsom falset. Resultatet var ikke imponerende fra første lyt, men har sidenhen vist sig at passe fint til Comeback Machine.

De, der fuldstændig mistede lysten til nyt fra The Strokes efter ”One Way Trigger”, behøver dog ikke gå i forlænget vinterdepression, da Comedown Machine ligesom Angles stadig indeholder nogle sange, der giver associationer til tidligere bedrifter. Bedste bevis for dette er ”All the Time”. Nummeret giver klassiske Room on Fire-vibes med sit infektiøse omkvæd, der sjovt nok – ligesom ”Under Cover of Darkness” fra Angles – var pladens førstesingle, men på ingen måde repræsentativ for hele pladens lyd. Ligeledes garagerockede bliver The Strokes på ”50/50”, der har en nærmest Songs for the Deaf-lignende forvrængning på Casablancas vokal, men hvis instrumentale afdeling er lidt for underspillet i forhold til de aggressive vokaler.

På trods af, at bandet har udviklet sig, er de essentielle Strokes-elementer stadig at finde: Julian Casablancas’ karakteriske croon ligger stadig over legende guitarleads, der fører sangene frem med deres lyse, livlige og næsten drilske toner. Udviklingen er dog ikke altid helt vellykket; sange som ”One Way Trigger” og ”Call It Fate, Call It Karma” er stadig uden for The Strokes’ komfortzone. Sidstnævnte lyder mest af alt som en Gorillaz-P-side, og selvom den har et meget afslappet og egentlig rimelig cool omkvæd, er den alt for malplaceret på et ellers alsidigt album. Af sange i det mere rolige afdeling slipper The Strokes godt af sted med ”80s Comedown Machine”, der giver associationer til en syret udgave af Broken Social Scene, og pladens bedste sang, ”Slow Animals”, hvor Casablancas virkelig får sin mest emotionelle side frem. Det er sange som den, hvor det sparsomme brug af synth virkelig kommer til sit ret, og de flotte harmonier adderer et lækkert lag til sangens tekstur.

Med Comedown Machine tog The Strokes definitivt hoppet fra at være et band, der forgæves forsøgte at finde magien fra debuten, og i stedet fik de redefineret deres lyd. De har videreudviklet det udgangspunkt, de tog på Angles, men står stadig med én fod tilbage i tidligere betrådt land, hvilket kommer bandets identitet som helhed til gode. Is This It-puritanerne bør stadig holde sig væk, hvis de ikke kan acceptere, at The Strokes nok aldrig kommer helt tilbage på dén sti. The Strokes kunne så nemt have gået ned af Oasis-stien og kogt suppe på omskrivninger af tidligere hits, men I stedet har de på den mest forfriskende vis valgt at udvikle sig som band, og dét med endnu en helt udmærket plade som resultat.
Comedown Machine er ikke er uden skønhedsfejl og er på ingen måde så genredefinerende som Is This It, men pladen er – ligesom Angles – et bevis på, at bandet stadig har relevans og levetid foran sig.

★★★★☆☆

Deltag i debat