Plader

Yeah Yeah Yeahs: Mosquito

Skrevet af Jonas Sørensen

Yeah Yeah Yeahs er tilbage med deres fjerde album, men der mangler fokus og energi.

Yeah Yeah Yeahs‘ karriere har bragt dem fra en start som arty dancepunk på deres debut-ep og -lp hen over alt.rock-albummet Show Your Bones og senest til den direkte synthpoppede It’s Blitz! Trioen er svær at forudsige og under konstant forandring, men formår at holde fast i et sæt elementer, der gør dem nemme at genkende. Så da jeg hørte den første single, “Sacrilege”, fra deres nye lp, Mosquito, var jeg klar til en plade, der gik fuldt og helt efter det storladne, episke og intense. Jeg blev skuffet.

“Sacrilege” åbner albummet, og hvilken åbner det er. Ét langt crescendo: Karen O synger langsomt mere og mere intenst, Nick Zinner lægger lag efter lag af guitarmagi (især det legesyge lick hen over omkvædet) og Brian Chase lægger elegant groovet. Det hele er strålende … og så kommer gospelkoret, og man trækkes helt op i himlen i en af de mest overdrevne, campede slutninger på et ellers konventionelt rocknummer, jeg længe har hørt. Det hele virker, lytteren rives med, alting er fantastisk. Sikke et momentum at åbne en plade med. Vi er her for det vilde ridt, og det her er en rutsjebanetur, der aldrig stopper.

Og dog. For så kommer “Subway”. Alt momentum mistes, og vi får i stedet en langsom, atmosfærisk ode til en flygtig eksistens på undergrundsbanen, drevet af et rytmisk sample af et tog på skinner. Den idé er måske nobel i sin intention og formår da også at etablere atmosfære, men er ikke så interessant endda. Fair nok, tænker jeg, Karen O vågner efter den overblæste åbner, og virkeligheden rammer. En virkelighed af savn, fortvivlelse, ensomhed, og mens Karen O passioneret synger disse ord, leverer Nick Zinner mere pedaldrevet guitarlir, og hele nummeret opnår en høj intensitet ført an af utrolig desperate vokaler og en sans for dynamik, der er på niveau med megen postrock.

Jeg er klar nu. Det kan kun gå op herfra, nu stikker det af, der er kontrast, der er emotionel vidde. En rutsjebane har vel andre facetter end turen nedad.

Dernæst bryder YYYs ud i titelnummeret med en basgang nuppet fra “Psycho Killer” og en rytmik stjålet fra Remain in Light: en dårlig og kedelig Talking Heads-hyldest, hvor ingen elementer synes at interagere med hinanden, og substansen er sparsom: »I’ll suck your blood / I’ll suck your blood / I’ll suck your blood / suck your suck your blood,« lyder omkvædet f.eks. – men måske er det mig, der misser den overordnede og komplekse metafor?

Det overordnede problem med pladen virker til at være lige netop den manglende kompleksitet. Numrene er nærmest barnlige, især “Area 52”, som er melodisk enkel a la top-40-pop og traditionel punkrock, men Karen Os vokaler er ikke energiske nok til at understøtte det. Teksten er heller ikke meget værd. Brian Chase gør sit bedste for at give nummeret slagkraft, og Nick Zinners støjfreakouts er som sådan helt fine i al deres Sonic Youth-fetichisme, men grundlæggende er jeg bare for irriteret over den nærmest hånende melodi, der om end den er catchy, ikke er behagelig at have klæbet fast i baghovedet.

“Buried Alive” inkluderer et fuldt ud forglemmeligt vers fra Kool Keiths ellers strålende alias Dr. Octagon. “Always” er et desperat forsøg på at gengive Beach House, men Karen Os vokaler formår ikke at lulle mig væk til en drømmeverden, ligegyldigt hvor meget rumklang den svøbes ind i. Derudover er hele omgangen så sukkersød, at jeg frygter diabetes, og trommerne lyder endda som et Casio-preset. Den efterfølgende “Despair” er et langt crescendo hen mod en postrocket afslutning, der hverken har den lydmæssige fylde eller det emotionelle grundlag, som gjorde genrehelte som Explosions in the Sky så beundrede.

Mosquito er dog ikke sang efter sang af modbydelighed. I “These Paths” brillerer Karen O, da hun langsomt, men sikkert øger sin intensitet. Man kan mærke passionen, og under de elegante keyboardtoner og det melodiske guitarspil, der ikke lyder som guitar, accentuerer en basgang alle de rette steder. Da nummeret mod slutningen bryder ud i nærmest freeform-sampling af Karen Os vokaler, virker samspillet mellem alle enkeltdelene. Mens samplingen stiger i hastighed og variation, gør resten af lydbilledet det samme, og hele omgangen er medrivende.

Nick Zinner synes at foretrække simple basgange som melodisk og harmonisk underlag til diverse guitareksperimenter, og det virker i et nummer som “Slave”, der er noget af det tætteste, YYYs kommer på Fever to Tell. “Under the Earth” drives på samme måde, men Zinner befinder sig i det farlige vand mellem popsensibilitet og eksperimenter, og her formår han ikke at inkorporere begge dele optimalt.

Som album fungerer Mosquito heller ikke. Numrene synes placeret tilfældigt og usammenhængende. “Wedding Song” kommer ind som sidste nummer på pladen og er for så vidt en fin nok afslutning, om end overdrevet traditionel – men den kommer efter to andre numre, som lyder som lukkere. Den trefoldige åbningssalut formår hverken at etablere en lydmæssig identitet eller overgang.

Problemet er, at betragtet som en samling enkelte numre, er pladen utroligt hit’n’miss, hvor numre varierer fra det fænomenale (“Sacrilege”, “These Paths”) til det kedelige (“Always”, “Despair”) og til sidst det nærmest fornærmende dårlige (“Area 52”, “Buried Alive”). I en video fra Noisey taler Yeah Yeah Yeahs om pladen, men virker ikke ekstremt glade for at sælge deres plade, ikke overordnet stolte af hele projektet. Nærmere virker de som et band, der blot har fucket rundt i et studie uden den store seriøsitet eller fokus, og sådan føles resultatet også. Yeah Yeah Yeahs er ved at blive gamle, de har mistet kant, men synes ikke at have indset det, og det er en skam.

★★★½☆☆

Leave a Reply