Plader

A Hound Ensemble: s.t.

Skrevet af Jonas Sørensen

A Hound Ensembles debutplade er postpunket, dyster dansemusik, der er drevet af solid instrumentering og en god portion energi.

A Hound Ensemble er med deres egne ord “Jyske gutter. Mystikere. Jyske mystikere. Hvis du afmystificerer os, forsvinder vi. Sådan er det jo med alt esoterisk.” Tidligere selvbeskrevet som frokostpunk, hvad end betydningen af det så må være, uden megen information på deres Facebook-, hjemmeside eller så mange andre sider – ikke at jeg havde forventet så meget mere, det er trods alt dansk undergrund – og jeg tror, der må være noget om mystikken. Vurderet ud fra en enkelt video må de tidligere have været en kvartet, men er nu reduceret til en trio bestående af sanger og bassist Simon Madsen, trommeslager Rune René Hansen og guitarist Tim Panduro.

Musikken er nu ikke  mystisk endda, og størstedelen af vejen er den rimelig ligetil. Strukturelt er det som sådan konventionelt; der er masser af nogenlunde fængende omkvæd for slet ikke at nævne det ene mindeværdige riff efter det andet. Det er ikke ligefrem radiovenlig pop – tværtimod. Størstedelen af lydbilledet består af skærende guitarlinjer og en nævneværdig Simon Madsen, der synes at slynge ord ud som en vred, beruset, utydelig John Garcia, der laver en Elvis-imitation med blot en anelse af Ian Curtis’ ildevarslende stemme.

Når det så er sagt, er det ikke en ordinær omgang. A Hound Ensemble spiller en mærkværdig omgang postpunk, der formår at balancere direkte indflydelse og innovation. “Dobbelgänger” åbner pladen med en rullende basgang og en surfet guitarlinje, og hele nummeret minder egentligt mest om surfrock, men det hele er så dystert, og Madsen lyder som en gadeprædikant, der råber om jordens undergang. På trods af at jeg blot forstod omtrent halvdelen af de ord, han synger, hænger det gentagne »revelations« endnu fast.

Især bassen er helt igennem strålende på pladen og især på numre som “Run Like Blood”, hvor guitaren står i baggrunden og giver plads til en af de skønneste basgange, jeg har hørt i lang tid. Gennem hele pladen er bassen ikke blot underlægning til guitaren, men den aktive melodiske drivkraft, hvor trommerne synes at stå alene tilbage som rytmesektion, og guitaren blot synes at supplere tekstur og støjende freakouts. Det er som sådan ikke noget nyt, men det er forfriskende at høre det brugt så effektivt, som det gøres her.

Størstedelen af sangene står frem for sig selv. På “Astronaughty” trækkes man rundt i manegen i et dystert cirkus under et dårligt trip. “Sweet Tooth Sleeps” gør sig bemærket med et beat, der genkalder Joy Division. “The Rat Move” er (i større grad end resten af numrene) særdeles dansabelt. “Tourist” åbner med den strålende linje »I’m a tourist but I can’t seem to find the attractions« og er ellers bare høj energi, der drives af Ryberg Madsens vokal, som her er fuldkommen psykotisk. Bassen gynger rundt i det sidste stykke, mens guitaren lægges diskant og skarpt, og den sidste linje, »I don’t understand their ways after all I was born here / but these are shark-filled waters so I buy a t-shirt that says “I Fucking ♥ it here”«, er symptomatisk for den særlige slags mørke, der synes at være til stede her.

En følelse af isolation og fremmedgørelse gennemsyrer hele pladen. Man forestiller sig trioen vandre rundt i Københavns gader og foragte alle omkring sig, hvilket gør sig tydeligt ikke blot i form af lyrikken, men af hele lydbilledet. På “Judas Tree”, der på mange måder er et af de svagere numre, synges om forræderi, og Judas er i virkeligheden det rette billede at frembringe, da Madsen nærmest prædiker ordene, før han til sidst nærmest truende siger »where are you hiding my friend / I’ve got a tree for you to climb«, og hele sangen synes personlig på en seriemorderagtig måde.

Oven i fascinationen af så mange aspekter af bandet er det dog ikke et fejlfrit mesterværk. “Well Oiled Machine Vroom Vroom Vroom” har energien, men er relativt monoton og knap så medrivende, som den burde være. Dog må der gives ros til det (for mig) utroligt morsomme stykke tekst på LP’en, der essentielt er en anmeldelse af en bog fra 1881 om symaskiner. Afslutteren “Run From Witches” er om muligt den mest støjende skæring på pladen, men lider lidt af samme problem som førnævnte nummer.

Overordnet set er A Hound Ensemble dog et godt band, og det her er en stærk debut. Bandets egen produktion er fantastisk i sin balance mellem slagkraftig trommedynamik, støjende guitarer, melodiske basgange og Simon Madsens unikke vokal. Lyrikken er dyster, nærmest religiøs, og det overordnede indtryk er tæt på kultisk (omend en utroligt mørk kult). Når det er godt, er det virkeligt godt, og den værste synd til stede er numre, der kun er okay. Jeg ville elske at opleve disse numre spillet live grundet den store portion energi, der er til stede, og A Hound Ensemble er uden tvivl et band, man bør holde øje med.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat