Plader

Akron/Family: Sub Verses

Med Sub Verses redefinerer Akron/Family ikke den karakteristiske lyd af Brooklyn og 00’ernes eksperimenterende indie-pop/rock. Men spørgsmålet er dog også, om det overhovedet er nødvendigt, når bare man er i stand til at levere et mildest talt brandgodt album

Hvorfor altid læne sig op af populærmusikkens til tider snævre konventioner, når det lige så godt kan betale sig at skabe sine egne?

Omtrent dette spørgsmål må have været et mantra for Akron/Family og resten af den meget karakteristiske indiepop-scene gennem det seneste årti. Bosat i indie-højborgen Williamsburg var bandet op gennem 00’erne i fællesskab med kunstnere som Grizzly Bear, Animal Collective og Yeah Yeah Yeahs bannerførere for en bevægelse af musikkere, som med en mere alternativ tilgang til popmusikken brød med snævre rammer for, hvordan et hit skal lyde. Særligt for disse grupper er det, at de modsat alle konventioner har haft en evne til samtidig at bibeholde en masseappel og klatre til tops på hitlister flere steder i verden og således sætte et mærkbart præg på mainstreamkulturen.

Denne evne til at blande skævt og letfordøjeligt er tydelig på Akron/Familys seneste album Sub Verses. Hvor den amerikanske trio tidligere har haft en tendens til at udfordre albumformatets begrænsninger for, hvor mange inputs fra forskellige musikkulturer man kan klemme sammen på en enkelt udgivelse, er nyudgivelsen en anelse mere strømlinet (her må begrebet strømlinet ikke forstås som hverken ’poppet’ eller letkøbt, men snarere som fokuseret, effektfuld og slagkraftig). Melodierne er blevet flere, riffene mere eksplicitte og albumkompositionen mere sammenhængende. Alt imens den uforbeholdne glæde ved syre er bevaret.

At lytte til intronummeret “No-Room” er på mange måder som at se solen gå ned over bysbørnene Animal Collectives spraglede neonbelyste lydlandskab. Trangen til at trække og vride i popmusikkens ensidige rammer har længe været et særligt kendetegn ved dyrevennerne fra Brooklyn, men hvor Animal Collectives lyd altid bærer et præg af et ironisk glimt i øjet og en nærmest barnagtig nysgerrighed, er Akron/Family langt mere dystre i deres udtryk. Her er eksperimenterne med støj af en helt anden og mere dunkel karakter, og dynamisk skaber Akron/Family sig langt mere luft og albuerum mellem top og bund.

Mindre dystert bliver det til gengæld på “Way Up”, hvor inspirationen fra de førnævnte bysbørn bliver endnu tydeligere. Nummeret indledes ellers med bulder og brag, men snart fader en arpeggiator ind, mens der begynder at lyde nogle mærkelige asymmetriske og højfrekvente claps. Over fem minutter vokser sangen ud mod stratosfæren for til sidst at eksplodere i en kaskade af effektbelagte instrumental- og vokalspor.

Sub Verses skal så afgjort roses for at være en alsidig affære. Efter en start i et ganske tålmodigt tempo kommer der mere gang i sagerne, i takt med at man bevæger sig ind mod midten af værket. Hverken “Sand Storm” eller “Holy Boredom” er særligt inspirerede kompositioner, og deres math-rockede og udsyrende støj føjer ikke for alvor noget nyt til nogen som helt globale musikalske strømninger. Ikke desto mindre tilfører de i form af deres balstyriske melodier og skyhøje tempi pladen en vigtig variation, som holder lytteren ved højttaleren gennem samtlige af pladens 50 minutter.

Inspirerende er til gengæld både den neo-folkede ”Until the Morning” og den kitschede ballade ”When I Was Young”. Førstnævnte er muligvis det stærkeste track på pladen og er en komposition af den slags, der uvægerligt fylder samtlige lyttende med en ro, som kan sende selv den bedste til drømmeland. Stik modsat lyder “When I Was Young” til gengæld i mange henseender som et (kunsterisk fuldkommen legitimt) take på en 80’er-rockballade med en charmerende 50’er-feel lurrende i kulissen. »I know pleasure / I know pain,« klynkes der ud af højttalerne. Sangen udvikler sig, og når en to minutter lang smadret guitarsolo dukker frem sidst i nummeret, stiger humøret uundgåeligt hos lytteren, og pludselig er det svært at få armene ned.

Sub Verses gælder det med andre ord, at variationsbredden er stor og numrene stærke. Eneste anke er dog, at det noget spraglede lydunivers til tider kan minde for meget om en tur rundt i manegen med 00’ernes eksperimenterende indiepop/rock, hvor afstikkerne både peger mod Seattle og Fleet Foxes, Oxford og Foals samt i særdeleshed New York med fokus på navne som Grizzly Bear og tidligere nævnte Animal Collective. Dette er en skam, for dét at være Brooklyns hengemte perle er ingen skam, og i hvert fald ikke en grund til at følge i slipstrømmen på andres midler til succes.

Men så må vi også komme videre. Akron/Family har jo ikke desto mindre begået et forfærdeligt godt album.

★★★★★☆

Deltag i debat