Plader

Boujeloud: Går på vandet

Boujeloud erklærer mainstream-kulturen krig på thrashjazzet debut. Desværre bærer de selv for meget præg af institutionalisering.

Hvad er det nu for noget? Jazzmusikere, der efter eget udsagn spiller avantgarderock som i et møde mellem Ornette Coleman og Captain Beefheart?
Det må efterhånden kunne være kendetegnende for ganske mange unge musikere, der nok har gået på konservatoriet og derfor forstår at spille jazz, som det ‘bør’ gøres, men hellere med arme og ben rager til sig fra den store genrehylde og entusiastisk forsøger at omfavne eksperimenterende 70’er-rock, southern sludge, den skæve ballade, avantgarde-blæsere, punk og 1.000 andre ting.

Dette er generelt en sund tilgang, og friske bud på, hvordan man sprænger genrenes snævre rammer – for slet ikke at nævne jazzpolitiets dogmatiske regelbog – ad helvede til, er altid velkomne. Et band med egen fælles lyd og noget på hjerte er simpelthen mere opfindsomt end blot endnu en ”indsæt tilfældigt kapelmester navn + trio”. Denne søgen efter en bandmentalitet og reaktionen mod den ”pæne” skolejazz i den anarkistiske smadder-improjazz udføres med større eller mindre held.

Boujeloud er netop et band, der forsøger sig med et opgør med den traditionelle jazzverden og dens dogmer. Desværre virker det ikke, som om en særlig dyb bandmentalitet er på spil i gruppen, der først og fremmest må karakteriseres ved at være guitarist Emil Palmes projekt. De andre tre medlemmer er blevet tilføjet og bærer noget præg af at være hyrede lejesvende. I vaskeægte jazzstil, kan man tilføje.

Som det næsten forventes, gøres der i cd’ens medfølgende pressemeddelelse et stort nummer ud af at ville udgøre en modreaktion til mainstream/populær-kulturen, hvilket klinger lige lovlig meget af pubertært opgør med ’systemet’. Således er de ni numre på albummet selvfølgelig heller ikke skabt i en penthouselejlighed på Frederiksberg, men med ægte DIY-ånd optaget ved egne midler i et øvelokale på Refshaleøen. Dette medvirker til et lettere skramlet lo-fi-udtryk i produktionen, men dog ikke så skramlet, at det giver problemer med at få alle nuancer med.

Når alt det er sagt, skal musikken jo bedømmes på sit indhold. Og Boujeloud spiller på ingen måde dårlig musik. Pågående trommer og skræppende blæs dominerer pladen, og det er også i dette land, at Boujeloud lyder bedst. “Cyklus”, “Går på vandet”, “I Killed Hitler” og “Sultan” er fulde af godt gennemtænkte passager med kontrapunktiske figurer imellem de to blæsere, Mads Egetoft og Xenia Xamanek Lopez, på den ene side og Palme på den anden side. Der er testosteron-garnerede trommer med velkomne breaks, polyrytmiske unisone tonebombarderinger og andet godt fra trash-jazzens verden. Palme skriver gode numre med klar flair for polyrytmik og instrumenternes individuelle styrker, og det er som sagt dygtige musikere, vi har med at gøre, så musikken bliver leveret med præcision og overblik.

Desværre gælder det kun for omkring halvdelen af pladen, og på den anden halvdel går Boujeloud ikke nær så meget på vandet, som bandet forsøger at holde røven i vandskorpen. Det er også her, at trangen til at ville adskille sig fra mainstream-jazzen/musikken for ofte bliver underløbet af et skolet og ‘pænt’ præg. Her finder man nemlig kedelige ballader trukket ned i tempo med cirklende temaer som “I Don’t Feel at Home Anymore” og “Paint Me Without Pain”, som i forsøget på at blive ’skæve’ i stedet bliver kedelige, ensformige og unaturlige. Man finder soli uden nerve, hvor et for konformt, skolet udtryk igen stikker snuden frem. Både de solistiske improvisationer og de kollektive, som opdeler de komponerede elementer, er desværre kendetegnet ved mangel på nærvær og nødvendighed. Dog er det tenorsaxofonist Mads Egetoft, der klart bedst formår at holde tendensen stangen, og som bandets præmiehingst med skrig og hvin og livet som indsats får han rusket lidt liv i kludene.

Boujeloud, og Emil Palme, har lavet en plade, der lejlighedsvis viser ægte originalitet, men desværre for tit går i tomgang. Bou Jeloud er forresten en Pan-lignende guddom fra Marokko, der ligesom sit europæiske sidestykke står for fordrukkenhed, fertilitet og løssluppenhed. Især det sidste ville i den grad klæde de danske navnetagere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat