Koncerter

Cancerbeat: Rough Sketch Consolation, 24.05.13, Studenterhuset, København

Skrevet af Camilla Zuleger

På Studenterhuset i København afholdes to dages minifestival under navnet Cancerbeat. Indtægterne går til Kræftens Bekæmpelse, og en række bands giver koncert. Undertoners første af slagsen var med folk-bandet Rough Sketch Consolation.

Efter at have turbolyttet Rough Sketch Consolations debutplade Ghosts and Wolfes, der udkom tilbage i marts, var koncerten fredag under festivalen Cancerbeat på Studenterhuset én, jeg så frem til med forventninger af en vis størrelse.

Jeg skulle læne mig tilbage og nyde et smugkig ind i en svunden tid, hvor Johnny Cash og co. vrængede deres sjæle ud på guitarens stålstrenge. Og sådan var det da også, langt hen ad vejen i hvert fald.

Jeg er svært begejstret for den folk-bølge, der i øjeblikket synes at have fået godt tag i musikscenen og også i Rough Sketch Consolation. De synger sange om livets essens, og forsanger Nis Gaardes vokal scorer højt på autenticitetsbarometeret. Og så var det – hvad bestemt ikke er ligegyldigt – uendeligt catchy sange.

Selvom projektet, bandet var i gang med at eksekvere, var både medrivende og sympatisk, fungerede det ikke helt. Det var ærgerligt, at vokalen ikke fik lov til at være et mere bærende element i lydbilledet, men snarere blot var sidestillet med de utroligt mange andre dele af musikken. Publikum – det være sig de få, der allerede var dukket op her først på aftenen – var ikke til megen hjælp, da de hovedsagligt var fordybet i højlydte diskussioner om, hvis tur det var til at hente øl.

Værre var forstyrrelsen dog på scenen. Jeg kunne godt forstå ideen i at have to piger som kor, men i nogle tilfælde, skal man lade mænd være mænd, især når de – som her – beslutter sig for at være af den mere følsomme variant. De var uden tvivl dygtige sangere, desværre var de bare også dem, der fik mit bæger til at flyde over. Al den rustikke stemning, som resten af bandet formåede at opbygge, forsvandt lidt ned i et hul, der fører direkte til ligegyldige mainstreamland.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Camilla Zuleger

Biografi:
Græder når jeg hører musik, der giver mening og går op i en højere enhed. Bliver til gengæld træt og gammel, når musikere ikke udnytter deres potentiale. Det nytter ingenting, hvis lyrikken ikke spiller. Og det er lidt løgn. For jeg har for ganske nyligt kastet min kærlighed på den elektroniske scene med dubstep og andre fortryllende instrumentale og bestemt ikke særlig lyriske arrangementer. Alligevel er mine all-time favorites nogle, hvor teksterne lige så godt kunne være havnet i en digtsamling. Hvilket giver mig anledning til at sige, at jeg bruger overskydende tid på at tosse rundt på danskstudiet på Københavns Universitet med masser af god og dårlig poesi og en kræsen for detaljen. Lidt ligesom min musiksmag. Håber jeg.

Skriv et svar