Koncerter

Cancerbeat: Sort Kat Hvid Kat, 24.05.13, Studenterhuset, København

Skrevet af Camilla Zuleger

Den nye danske synthpop-duo Sort Kat Hvid Kat gav deres første koncert nogensinde under Cancerbeat. Undertoner var med, men var desværre skuffet over duoens optræden, der dog bød på et potentielt hit.

Den københavnsk baserede duo Sort Kat Hvid Kat, som Mads Duelund og Barbara Lind står bag, stod foran deres første koncert – nogensinde!

Og publikum var blevet lovet store og gode ting fra det spritnye band: analog synthesizer og en tilgang til musikken, der bevæger sig væk fra, at alt skal igennem en større digital redigerings-eller bearbejdningsproces, før det kan vise sig i offentligheden.

House og synthpop lød som en forening, der ville egne sig godt til København og den danske scene som sådan. Og det kan også godt være, at den er det – bare ikke lige nu. Sort Kat Hvid Kat havde aldrig stået på en scene i denne konstellation før, og det var desværre ikke til at overse.

Ideen var tiltalende, men blev i bedste fald en noget monoton affære, der lokkede med et klimaks, der aldrig kom. Lyrikken i sangen, fremført af Barbara Lind, der bygger på den særlige naive underfundighed, som har båret mangt et københavnerband frem, forsvandt i bitlyde.

Dog må jeg fremhæve singlen ”Stop” som værende en sang med potentiale. En tung bas og en stemmeføring, der vækker mindelser om Under Byens storhedsdage, fik mig til at trække på smilebåndet og finde håbet frem fra tasken igen.

Jeg havde forventet et uforudsigeligt og spøjst univers af sjældent sete konstellationer, men indtrykket var kedeligt. Musikken kom hverken op eller ned, men slingrede løs på en lidt for lige og lidt for nyasfalteret vej i et forladt villakvarter.

Og det er en skam. For Sort Kat Hvid Kat viser rigtig mange gode takter, som jeg godt kunne tænke mig at se mere af i det danske musikmiljø. Denne aften var jeg desværre kun glad, da de konstaterede, at fem sange skulle udgøre deres sætliste for aftenen.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Camilla Zuleger

Biografi:
Græder når jeg hører musik, der giver mening og går op i en højere enhed. Bliver til gengæld træt og gammel, når musikere ikke udnytter deres potentiale. Det nytter ingenting, hvis lyrikken ikke spiller. Og det er lidt løgn. For jeg har for ganske nyligt kastet min kærlighed på den elektroniske scene med dubstep og andre fortryllende instrumentale og bestemt ikke særlig lyriske arrangementer. Alligevel er mine all-time favorites nogle, hvor teksterne lige så godt kunne være havnet i en digtsamling. Hvilket giver mig anledning til at sige, at jeg bruger overskydende tid på at tosse rundt på danskstudiet på Københavns Universitet med masser af god og dårlig poesi og en kræsen for detaljen. Lidt ligesom min musiksmag. Håber jeg.

Skriv et svar