Plader

Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Nøgne som nyfødte

Claus Høxbroe er så meget beatpoet, at han har det tatoveret på sine hænder. Samfundskritikken kommer dog lidt for sløvt til udtryk på dette album, der kunne have nydt godt af et mere varieret lydbillede, et strammere format og lidt mere galskab.

“Hvad med at lave den næste plade i IC3-toget eller bumletoget til Nykøbing Falster eller live i Thy. Eventuelt på Thisted Bryghus?” spurgte Jens Blendstrup i 2010 som den sidste anmelder her på siden til at skrive om beatpoeten Claus Høxbroes spoken word-album. To udgivelser er nu gået siden disse ord, men Høxbroe lader ikke til at have fulgt opfordringen. Han går stadig rundt på stenbroen og lader sig inspirere i al Københavns armod og forfald.

På sit fjerde album, Nøgne som nyfødte, teamer Høxbroe op med pianist Oscar Gilbert, som han har optrådt live med i flere år. Digtene er plukket fra forskellige samlinger i Høxbroes forfatterskab (og et par af dem var også med på livealbummet Nye rytmer – live i studiet fra 2010), mens ét, “Flimrende på VHS’en”, er skabt særligt til lejligheden.

Høxbroe er efter sigende så meget beat poet, at han har ordene tatoveret på sine hænder. Og hvad vil det så sige for de uindviede? At ordene, der strømmer fra Høxbroes mund, er egentlige oplevelser frem for opdigtet fiktion. Hermed bekender Høxbroe åbent sin gæld til de første, skelsættende beatpoeter fra 1950’ernes USA – Allen Ginsberg, Jack Kerouac, William S. Burroughs etc. – der rejste landet tyndt og vrængede af al den småborgerlighed, de stødte ind i. Høxbroe vrænger også af »forførende flexlån« og »Danmarks ligegyldighed« på sin egen stille, samfundskritiske og satiriske facon. “Vrænger” er måske så meget sagt, for tonen holdes i samme jævne leje hele vejen igennem. Det er alt sammen meget eftertænksomt, roligt og behageligt.

Måske lidt for behageligt, for selvom jeg vældig godt både kan lide beat og poesi og burde være lige i målgruppen, så bliver Nøgne som nyfødte med sine 18 skæringer for lang, udmattende og gumpetung. Om end Gilbert er en ferm pianist, savner jeg nuancer og spænding i lydbilledet til at hæve Høxbroes monologer over det ensformige og kedsommelige. Det er måske nok en uretfærdig sammenligning, men jeg kommer til at tænke på min yndlings-spoken word-plade, Dan Turèlls samarbejde med Halfdan E., Pas på pengene (1993), som for mig står som det fremmeste eksempel på, hvor godt genren kan fungere.

På dette album mangler en god bid af den galskab og fandenivoldskhed, som Høxbroes håndtatovering ellers antyder. Den melankolske, minimalistiske tone, der i stedet slås an, indfrier måske nok Høxbroes løfte om en ”nøgen og afklædt” plade, men jeg skulle godt nok tage mig gevaldigt sammen for at holde ører og øjne åbne til sidst. Det er synd, for jeg er sikker på, at Høxbroe virkelig har noget på hjerte. Nøgne som nyfødte bliver dog aldrig andet end lettere anonym og letfordøjelig baggrundsmusik, der kunne have nydt godt af et kortere format og et skud adrenalin.

★★★☆☆☆

Deltag i debat