Plader

Cold War Kids: Dear Miss Lonelyhearts

Skrevet af Andreas Overgaard

For Cold War Kids handler Dear Miss Lonelyhearts om, hvad de allerede har udrettet og ikke om nye græsgange. Her er Cold War Kids’ indierock både unik og medrivende, men også kitschet og melodramatisk, når det er værst.

Historien om Cold War Kids’ musikalske evolution er en fortælling, der efterhånden er blevet en klassiker. Det er nemlig fortællingen om det band, der startede ud med at spille særpræget musik, men som søgte mod et bredere publikum, som diskografien udviklede sig. Lyder det bekendt?

I Cold War Kids’ tilfælde var det deres tredje udgivelse, Mine is Yours, der bragte bandet mod de mere strømlinede breddegrader. Debuten Robbers & Cowards og den opfølgende Loyalty to Loyalty bød nemlig på blueset og soulet indierock, der med den særprægede og skingre stemme fra forsanger Nathan Willett havde et ganske unikt udtryk. Mine is Yours var derimod en plade, der var præget af gennemtrådte formler og uinspirerede melodier, der på trods af få højdepunkter ikke var noget værd at skrive hjem om.

Derfor kunne man fristes til at tro, at Cold War Kids ville gå tilbage til rødderne på deres fjerde udspil kaldet Dear Miss Lonelyhearts. En antagelse, der ikke desto mindre ikke er helt korrekt. For selvom de mere blues-agtige elementer stadig er blevet vendt ryggen til, er de soulede elementer fra de første to plader atter at spore. Mine is Yours er bedst repræsenteret på pladen i form af den velproducerede lyd, der også er at finde på Dear Miss Lonelyhearts. Og her klæder den bandet godt; Willett har aldrig lydt bedre, og hele lydbilledet er stort, klart og ekkofyldt. Tilføjelsen af elektroniske komponenter til arrangementerne er for det meste harmløse, og Cold War Kids har faktisk formået at udvikle deres lyd uden at lave seriøse ridser i identiteten.

Nathan Willett er Cold War Kids’ styrke og drivkraft. Hans stemme besidder en kraftfuld følsomhed, som giver teksterne et (til tider) veltrængt løft. Lyrikken veksler nemlig mellem det oprigtigt personlige og det tåkrummende pinlige. Linjer som »My solitude, it makes me softer / My suffering is not in vain / My depression sings, how much longer / Will I have to wait to see a world free from pain?« fra “Jailbirds” burde være blevet i teenagedagbogen, men der er heldigvis nogle rørende små stykker lyrik hist og her, der ikke er alt for omsvøbte i hollywoodsk plathed.

Det er tydeligt, at pladen for Cold War Kids mere handler om, hvad de allerede har udrettet, end den handler om at søge nye veje. Ikke desto mindre vil man blive skuffet, hvis man forventer at få serveret Robbers & Cowards II: The Throwback. Dear Miss Lonelyhearts har sin egen identitet, og der findes glimrende elementer på pladen i både den lyriske og i den musikalske afdeling. Der er så sandelig stadig fejltrin, og pladen er også et bevis på, at når Cold War Kids er bedst, er de unikke og medrivende, men når de er værst er de kitschede og melodramatiske. Heldigvis er de medrivende elementer endelig i overtal igen.

★★★½☆☆

Deltag i debat