Plader

Dråpe: Canicular Days

Som ventet er norske Dråpes debutalbum luftig dreampop lige efter bogen: drømmende, sart vokal pakket ind i sfæriske guitarflader fra start til slut. Det er ikke svært at høre, hvor inspirationen kommer fra, og Dråpe bliver desværre aldrig synderligt interessante eller originale i deres udtryk.

Der er nærmest øjeblikkelig sommerstemning, når man får Dråpes debutalbum i hånden. Både det farvemættede cover og bandnavnet lover noget luftigt, drømmende og sværmerisk. Og titlen – den der vidunderligt sløve periode mellem juli og september. Det skruer naturligvis forventningerne i vejret, ikke mindst når Canicular Days allerede har fået en overvældende positiv modtagelse i hjemlandet. Gid jeg kunne tilslutte mig jubelkoret, for jeg elsker Norge, dreampop og sommersløvsind.

Som på den eponyme ep er musikken skåret lige efter bogen. Har man lyttet blot en smule til legendariske navne som My Bloody Valentine, Slowdive og Lush – ej at forglemme de tidligste Mew-udgivelser – vil man efter få sekunder opsnappe, hvor Dråpe har fundet deres inspiration. Fra start til slut er der nemlig lettere androgyn, drømmende vokal pakket ind i sfæriske guitarflader for alle pengene. Det er jo altid dejligt, men i Dråpes tilfælde bliver det heller ikke så meget mere end det.

Når Dråpe er bedst, er det stemningsmættet, inciterende og lige tilpas døsigt som i åbningsnummeret “Blue Skies”, “I Kept Falling Asleep” eller den velvalgte single “Memories”. Alle fremragende eksempler på en vellykket blanding af fængende popfraser og himmelsøgende guitarstøj. Lavmælte og larmende passager glider ubesværet mellem hinanden i det altid varme lydbillede. For mit indre blik ser jeg bandet stå skødesløst med nedslåede blikke på den helt rigtige måde. Det er en gammel anmelderkliché at finde frem, men ikke desto mindre er den passende her. Bandet har taget sig tre år til at lave debutalbummet, og man kan ikke nægte, at deres æstetik virker særdeles gennemført og stilsikker.

Når Dråpe er værst, bliver musikken imidlertid ensformig og kedelig i al sin buldrende storladenhed. Ligesom ep’en skal Canicular Days høres igennem mange gange, før det for alvor sætter sig fast. Det er jo ikke en dårlig ting, så længe personligheden er der et sted nede på bunden. Men selvom kompositionerne i deres grundstruktur er temmelig poppede og lettilgængelige, er de alt for ofte længe om at træde i karakter, og jeg skal ærligt indrømme, at flere af dem endnu ikke har åbenbaret sig for mig som noget over middel.

Alt for tit fortaber guitarerne i sig selv, de repeterende tekster er ikke synderligt interessante, og helhedsindtrykket bliver en udechifrerbar, pastelfarvet masse af lyd, der bare ikke er videre original – hvis man allerede har skamlyttet sine 90’er shoegaze-klassikere hjemme på pigeværelset. Det er ganske kønt, men så heller ikke så meget mere, desværre. I mine ører føles Canicular Days usandsynligt langt med sine blot ni numre fordelt ud på godt 40 minutter. Ikke som en sommer, der lige pludselig fløj af sted.

★★★☆☆☆

Deltag i debat