Plader

Flume: s.t.

På australske Flumes debutalbum bliver energien fra hiphop og soul underbygget af det seneste årtis mest toneangivende elektroniske virkemidler. Det er intelligent, men yderst tilgængelig club-musik med velvalgte gæsteoptrædener og afstikkere i mange stilretninger.

Bag navnet Flume står australieren Harley Streten, og dette selvbetitlede debutalbum blev udgivet i hjemlandet fire dage efter hans 21-års fødselsdag. Måske er den unge alder grunden til Stretens befriende mangel på troskab over for nogen bestemt genre. Han bygger i hvert fald ubesværet bro mellem hiphoppens skarphed og den elektroniske musiks mange muligheder og udvisker helt den i forvejen uklare grænse mellem at være dj og producer.

Albummets 15 numre er en tour de force gennem mange af de sidste 10 års mest toneangivende elektroniske virkemidler, for på eklektisk vis arbejder Streten både med synthtemaer, pitchede vokaler, dub-effekter, synkoperede rytmer og soul-samples.

Der er flere eksperimenterende produktioner undervejs, men der bliver opretholdt et imponerende energiniveau næsten hele vejen igennem pladen. Især de mange hiphop-influerede produktioner har banger-potentiale. Hør bare den instrumentale “Warm Thoughts” eller den skiftevis laid-back og aggressive “On Top“, hvor rapperen T. Shirt vækker den energi, som gav kommerciel succes til New York-rappere som M.O.P, Onyx og Redman i starten af årtusindet.

Harley Streten befinder sig tydeligvis bedst på en bund af minimalistiske hip-hop-beats med ekstra tryk på 1. og 3. slag, men heldigvis ofte også med lidt skæve anslag, så udtrykket ikke bliver for house-stramt og upersonligt. Til gengæld er Streten måske blevet inspireret af house-musikkens måde at bruge soul-fulde vokaler for deres instrumentale kvaliteter frem for deres indhold, hvilket fungerer overraskende godt i betragtning af den manglende nyhedsværdi.
Samtidig bliver vokaler og soul-samples på over halvdelen af albummets numre pitch-moduleret op i det unaturlige leje, som Kanye West gjorde til sit varemærke for efterhånden et årti siden. Det fungerer også forrygende, selvom der heller ikke her er noget nyt under solen.
Til gengæld bliver det lidt kedeligt, når Streten forsøger sig med en doven, Dr. Dre-lignende vestkyst-lyd på nummeret “Ezra”. Percussion-elementerne og samplingen af afrikansk sang er forfriskende, men der mangler ganske enkelt noget vokal til at fylde al den plads ud, der er skabt i produktionen.

Både synthflader og vokal-samples bliver albummet igennem brugt lige så rytmisk, som de gør melodisk, men alligevel falder de sjældent lige oven i beatet, da de ofte har et vidunderligt langtrukkent anslag. Flere steder har Streten endda sidechain-kompresset nogle spor, så de ganske enkelt bliver skruet ned under for eksempel stortrommens slag. Det giver plads i lydbilledet og samtidig den pumpende effekt, som man blandt andet kender fra David Guettas “Titanium” eller Nicki Minajs “Starships” – heldigvis uden at nå helt samme overdrev.
På samme måde modstår Harley Streten også fristelsen til at gå all in på den snart allestedsnærværende dubstep, som kun midlertidigt får lov til at stikke sit wobble-ansigt frem i “More Than You Thought” og “Space Cadet”.

Der er generelt mest tryk på albummets første halvdel i forhold til både vokalsamarbejder og tempo. Det kommer anden halvdel til at mangle, men Streten mestrer heldigvis også andre virkemidler. “Insane (feat. Moon Holiday)” lokker mig for eksempel ind i et 80’er-univers, hvor det mesterligt konstruerede og for en gangs skyld helt stramme lydbillede konstant peger hen mod et klimaks og derfor minder mig om M83. “Bring You Down (feat. George Maple)” bringer mig derimod i ren indiepop-stemning, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sværge på, at sangen var et samarbejde mellem Hot Chip og Oh Land.

Streten kunne godt have arbejdet på at få mere reel vokal og indlevelse i sange som “Stay Close”, “Ezra”, “Space Cadet” og “What You Need”, som virker lidt kedelige sat op imod resten af albummets energiniveau. Men der er heldigvis langt flere numre, som fungerer fuldstændig gennemført – ikke mindst i den soul-fyldte tretrinsraket, man finder allerede som albummets anden-, tredje- og fjerdeskæring: de rå, fede soul-samples i “Holdin On”, Chet Fakers skrøbelige, men alligevel flabede neo-soul i “Left Alone” og Jezzabell Dorans voldsomt modulerede r’n’b-vokal i hittet “Sleepless“.

Harley Streten har været god til at vælge sine samarbejdspartnere på debutalbummet, men der er stadig rigelig plads til flere vokalister. Især nogle flere gæsteoptrædende rappere ville passe godt ind i lydbilledet, men det ville også være spændende at høre Flume i et fast samarbejde med en sanger, der har noget mere specifikt på hjerte. Jeg kunne også godt tænke mig at høre Streten sample flere instrumenter, gerne i form af breakbeats, men det er alt sammen tankeeksperimenter og ikke noget, der for alvor savnes, når man hører pladen.

Udtrykket spænder i forvejen bredt og er så tilgængeligt, at næsten alle har noget at tage med hjem eller med i byen – selv mig, som normalt ikke ligefrem kaster mig frådende over elektroniske udgivelser. Flume er intelligent clubmusik, uden at det nogensinde bliver dybt eller intellektuelt. Det er nok derfor, albummet allerede har toppet de australske salgslister, og jeg kan ikke forestille mig, at den unge Flume kommer til at mangle hverken internationale tilhængere eller samarbejdspartnere i fremtiden.

★★★★½☆

Deltag i debat