Plader

Halasan Bazar: Space Junk

Skrevet af Jonas Sørensen

Halasan Bazars Space Junk er en påmindelse om, at der er for meget folk. Alt for meget folk.

Har vi brug for flere af den her slags plader? De her behagelige indiefolkrock-plader, der desperat prøver at gengive en eller anden art fortabt ånd fra 60’erne, eller hvad end de nu prøver på. Det kan godt være, at jeg kommer til at lyde fandens bitter, men jeg er virkelig træt af det.

“Halasan Bazar er et eksperimenterende psychpop-orkester, sprunget ud af den nye danske psykedelia-scene. Bandet er baseret i København, men bandets besætning og lydbillede trækker i mere kosmiske retninger,” hedder det i pressematerialet. Men allerede her løber vi ind i problemer. “Eksperimenterende” er måske at strække den lidt, idet der foregår meget få eksperimenter på denne her plade. Tro mig, jeg har ledt. I forhold til at “trække i kosmiske retninger”, så er den nye definition af dette åbenbart rumklang og keyboard. For slet ikke at nævne den ualmindeligt humoristiske sætning “lunefuld, men drømmende retro-futuristisk psykedelia med et flair af urban elektrisk folkrock”.

PR-papirerne fortsætter: “Hvor bandets første fuldlængde, How to Be Ever Happy, var en fokuseret og orkestral poppsych-plade, er Space Junk en mere løssluppent, intens og rå affære.” Jeg kan måske gå med til at det er løssluppent, i form af at det ikke er så fandens tight; hvor råt det er, kommer til udtryk igennem den relativt lo-fi produktion, og begge aspekter er repræsenteret i Fredrik Eckhoffs vokaler, der simpelthen bare er slacktastic. Men intens? Fandeme nej, det mest intense øjeblik på pladen er “Sometimes Happy Sometimes Sad”, og dette blot fordi sangen rent faktisk er upbeat.

I pressematerialet er der gentagne referencer til lyrikken – “det tekstlige univers kan reflekteres op imod New York-scenens kølige defaitisme”, “[Space Junk], der med den spontane skabertrang og tekstmæssige underfundige ærlighed giver sangene en snert af umiddelbarhed og desperation” – men ordene er bare svære at forstå, når de kommer ud af Eckhoffs mund. Jeg sætter pris på, hvor upoleret det lyder, og korsangen, der dukker op her og der, er helt fin (om end langt fra andre bands som f.eks. Treefight for Sunlight), men jeg kan ikke forstå halvdelen af, hvad han synger, og jeg kan ikke opsnappe teksterne nogen steder på nettet.

Måske er det i virkeligheden ikke helt fair at bebrejde et band deres PR-materiale, da de nok ikke selv har skrevet det og garanteret selv finder det en smule fjollet, en slags intern industrisnak a la art-speak.

Jeg indså efter at have lyttet til pladen et stykke tid, at navnet og musikken virkede bekendt, og jeg kom i tanke om, at jeg havde set dem spille i en Stereo Studio under Kulturnatten, og det var en meget behagelig oplevelse. Jeg kom så også i tanke om, hvor meget de minder om The Shins, og hvor meget jeg tænkte på, at jeg egentlig gerne ville høre The Shins, da jeg sad der.

Ligesom med amerikanske Woods’ seneste plade er det hele så fandens hyggeligt, og det lyder jo i virkeligheden fint nok. Musikken, der dog er en smule uinspireret, er tilpas skøn og elegant, og der er en stærk sans for sammenspil mellem de forskellige komponenter, for eksempel på “Am I Blind”, der trods en smule ensformighed demonstrerer, at Halasan Bazar i det mindste prøver på noget interessant i form af især rytmesektionen.

“Light of My Day” er et meget sødt nummer (tror jeg), der primært er drevet af Eckhoff på akustisk guitar den første halvdel, og produktionen her formår at tillægge nummeret en stor mængde intimitet. Da flere instrumenter senere bygger ovenpå, er resultatet et klimaktisk crescendo, der giver mening, Eckhoff erklærer sin endelige kærlighed, og det er storladent og skønt. Lo-fi og en smule uoriginalt, men oplevelsen er ikke forfærdelig.

Andre steder er det blot utroligt strålende popmusik, som f.eks. “How Did We Get Here in the First Place”, som jeg gik rundt og nynnede en eftermiddag, fra de oscillerende synthflader, der åbner nummeret, til de bløde xylofontoner, der harmonerer med vokalerne. “Sometimes Happy Sometimes Sad” er også et skønt og medrivende sommernummer, der gav mig en interessant oplevelse, da de hurtigt anslåede guitarlinjer, stadig indhyllet i rumklang, resulterede i en til tider nærmest shoegaze-lignende lydmur (endnu engang nok grundet produktionen). Omkvædet fra “Live Without Love” sidder nok fast i min hjerne for evigt, og hvis det ikke er formålet med pop, så ved jeg ikke, hvad det er.

Andre steder er der dog komplette fejltrin som “You and I”, hvor en enkelt gentagende melodi er permanent alle fire minutter. Problemet er, at trommerne ikke tillægger numret nok energi eller styrke, og Eckhoffs vokaler er alt for langt fremme i lydbilledet – uden at det hjælper meget på forståelsen – og overdøver det meste. Ikke at der foregik ret meget interessant til at starte med. Og jeg tror grundlæggende, at det er hér, problemet skal findes. Der er ikke nok styrke i sangskrivningen på de individuelle numre.

Det er kun lidt over et halvt år, siden Halasan Bazar udgav sin sidste plade, og man kunne tolke det som enten et utroligt arbejdsomt band eller et band uden kvalitetskontrol, og det føles mest af alt som den sidste. Størstedelen af numrene er for intetsigende, som “My Mind Is Fixed”, “Ease Up” og “Wondering Why”, der er fuldstændigt ude af stand til at gøre noget indtryk eller inspirere nogen form for reaktion ud over “hey, den her sang kender jeg”.

Pladen er 52 minutter lang, og efter omkring de første fem sange begynder jeg at kede mig. Det hele bliver for ensformig en oplevelse. Og har vi virkelig brug for mere af det her? Især 52 minutter mere af det her? Der er en uendelig oase af musik, der lyder præcis sådan her, og den kan du hoppe ud og bade i, og jeg sværger, at vandet er varmere og mindre salt end denne her. The Shins, Woods, Fleet Foxes, Band of Horses (til tider), The Band, Crosby, Stills, Nash and Young, Crazy Horse, Bob Dylan. Hvis jeg skulle tro på sætninger som “elektrisk retro-futuristisk vision”, ville det passe bedre på bands som Tame Impala eller Foxygen. Hvis du vil have fandens catchy psychpop, kan Treefight for Sunlight anbefales (især live), og hvis du vil have kompleks eksperimenterende pop, behøver du ikke at lede ret længe indenfor hele den elektroniske musikgenre, eller du kan kigge på et band som Dirty Projectors.

Men denne her dovne, genkendelig folkrock giver mig flashbacks til første gang, jeg lyttede til Rumour Said Fires debut-EP, og jeg fandt mig i en situation, hvor jeg bare havde lyst til at høre al den bedre musik, som den mindede mig om. Det er ikke særligt psykedelisk oven i det. Faktisk er hele oplevelsen utroligt nede på jorden, så man efterlades med en plade, der mere passende blot kunne hedde Junk.

★★½☆☆☆

Leave a Reply