Plader

Iron & Wine: Ghost on Ghost

Skrevet af Alex Nørregaard

Iron & Wine vokser på gruppens femte album Ghost on Ghost fortsat i lyd og størrelse. Sam Beam har skruet ned for den følsomme folk og forsøger sig denne gang med jazz, funk, pop og Motown, hvilket ikke falder alt for heldigt ud.

Bag navnet Iron & Wine gemmer den fuldskæggede amerikaner Sam Beam sig. Jeg forestiller mig, at han må være et af jordens rareste mennesker, bedømt ud fra såvel hans musik som hans udseende. Men navnet Iron & Wine antyder for mig at se noget helt andet, nemlig noget hårdtslående og dog forgængeligt. Jernet ruster, og vinen svinder ind. Så derfor gælder det også om, at smede, mens jernet er varmt, og nyde vinen, mens tid er.

Sådan var det vist også for Sam Beam i starten. Han siger selv, at han aldrig har lært at spille guitar og mener endvidere, at hans stemme er begrænset. Men han er blevet ved, fordi han kan lide det. Det er egentlig utroligt, hvordan vi mennesker kan stirre os så blinde på os selv og påpege selvfundne fejl og mangler, når vi i stedet burde rette øjnene mod vore omgivelser. Og se den glæde eller sorg, som vi bringer andre. Det er vel det, der tæller.

For det er i høj grad det, som Iron & Wine har gjort gennem musikken. Numre som “The Trapeze Swinger”, “Naked As We Came” og coveret af The Postal Services “Such Great Heights” må i den grad betegnes som uomgængelige for enhver folk-interesseret lytter. Skrøbelige, dybfølte og iørefaldende skæringer, der efterlader lytteren ramt. En mand med en guitar, en stemme og lysten til at spille.

Men tiderne skifter, og Iron & Wine kan ikke længere reduceres til Sam Beam. De seneste plader, The Shepherd’s Dog og Kiss Each Other Clean, viste et Iron & Wine med band- og lydmæssigt vokseværk, og udviklingen fortsætter på det nyeste album, Ghost on Ghost.

Det er stadig Beams bløde og legende stemme og de skæve tekster, der er i centrum. På et albummets bedste numre, “The Desert Babler”, sniger linjen »California’s gonna kill you soon« sig ind, og den leveres enormt catchy og fløjlsblødt. Men ”The Desert Babbler” lyder med sine »uhh-ahh«-kor, hviskende trommer og kærlige stryger mere som George Michael eller Marvin Gaye end Iron & Wine. Det er virkelig godt, men også lidt af en slem overraskelse.

Det slemme ligger i, at Iron & Wine enkelte steder på Ghost on Ghost i sin leg med Motown og poppede elementer på sin vis tangerer guilty pleasure. Det er lidt ligesom Bon Ivers enormt cheesy “Beth/Rest” – alt for meget, men alligevel svært ikke at lytte til. Og det er her, at det overraskende skal findes. For det fungerer flere steder for Sam Beam og resten af holdet, der også i høj grad har taget jazz og funk til sig.

Et nummer som “New Mexico’s No Breeze” lægger sig i samme kategori som “The Desert Babbler”. De glider rent melodisk lige ind, instrumenterne smyger sig lækkert om Beams vokal, og begge sange har et let melankolsk skær over sig. Noget anderledes er førstesinglen “Grace for Saints and Ramblers”, hvor lydbilledet er fyldigt og skarpt, mens stemningen er sommerlig og optimistisk. Fælles for de tre sange er dog, at det fungerer for Iron & Wine, og man savner ikke nødvendigvis de gode gamle folk-udfoldelser.

Skulle det alligevel være tilfældet, er der lidt at hente i numre som “Joy”, “Caught in the Briars” og “Sundown (Back in the Briars)”. De er alle tre en anelse mere klassisk Iron & Wine-agtige, men fremstår dog noget blodfattige og fylder heller ikke meget på Ghost on Ghost.

I stedet bruger Beam tid og plads på at jazze ud og lege lidt showman. Det sker i “Lovers’ Revolution”, “Low Light Buddy of Mine” og “Singers and the Endless Song”, hvoraf sidstnævnte vitterlig føles uendelig på den kedsommelige måde. De to førstnævnte fremkalder et billede af Sam Beam med band, som på et røgfyldt, dunkelt og dog classy spillested forsøger at levere et show frem for lade musikken komme til. Det bliver filtret og forvirrende – og mere frustrerende end forløsende.

Samlet set er Ghost on Ghost et album, hvor Sam Beam giver sig selv og resten af slænget lov til at prøve lidt af det hele. Problemet er blot, at de misser det meste. Musikken er mere svulstig end førhen, men med mindre substans, hvilket går ud over albummets helhedsindtryk og levetid. På Ghost on Ghost smeder Iron & Wine fortsat, selvom jernet er mere rustent og koldt end tidligere, og nyder vinen, selvom flasken er halvtom, og indholdet er knap så spændende som tidligere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat