Plader

Jørgen Teller & The Empty Stairs feat. Lazara: Unattended Cooking

Hvem siger, madlavning skal være kedeligt? På Unattended Cooking skruer Jørgen Teller & The Empty Stairs helt op for blusset og serverer en ret, der helst skal tages med grydehandsker. Kan man lide smagen af støj, er der lagt an til gourmet – stærke sager!

Hvis man et øjeblik kunne forestille sig Jørgen Teller & the Empty Stairs skifte instrumenter ud med køkkenredskaber og slå sig løs ved kogepladerne, ville man formentlig bevæge sig et pænt stykke forbi karbonader og brun sovs fra “Frøken Jensens Kogebog”. I hvert fald er musikken på bandets nye album, Unattended Cooking, kommet til verden på en opskrift bestående af lige dele impro-feeling og støj garneret med en god omgang kompromisløshed på toppen.

Trioen, der blev dannet tilbage i 2002 og siden har udgivet en håndfuld albums, er på Unattended Cooking lejlighedsvist blevet udvidet til en kvartet, da den cubansk-belgiske Lazara Rosell Albear bidrager med slagtøj, trompet og vokal. I den konstellation optrådte gruppen også live ved en række lejligheder i 2011-12, blandt andet med to temmelig udmærkede friluftskoncerter på Sønder Boulevard.

Unattended Cooking befinder sig nogenlunde så langt fra konventionel rockmusik, man kan komme. Glem alt om vers-omkvæd-vers-opbygning. Albummet består af to stykker musik, “Ohne Topflappen” på 56:33 minutter og “Slime Dei Vas” på sølle 17:09 minutter. Har man beskæftiget sig med musikanalyse, ved man, at musik består af mønstre af melodi, rytme og harmoni. Alt dette er ophævet her. Mønstrene er stort set nedsmeltet, og i stedet finder vi langstrakte støjflader, kaotiske trommer og en ofte abrupt start/stop-bas. Trompet og vokaler sovset ind i effekter finder lejlighedsvis vej ind i musikken, men man får aldrig en klar fornemmelse af tema eller melodi. Det er støjrock uden rock.

”Ohne Topflappen” begynder elektronisk, nærmest som glitch, hvor forskellige lyde gentages over en dronet baggrundssusen og en doven, sporadisk bas. Plaprende vokal og trommer lægges på lidt efter lidt, og til sidst ankommer hylende guitarfeedback. Godt fire et halvt minut inde i nummeret dør det elektroniske lidt ud og erstattes af et mere ”tørt” udtryk præget af bas og trommer, der buldrer lidt rundt. Guitaren falder ind og vakler mellem hvid støj og en heftig filen løs på de samme to-tre toner i det høje register. Selvom der langt fra er tale om jazz, synes forkærligheden for det improviserede og frie udtryk at være helt afgørende. Omkring 25 minutter inde bliver opskriften tilsat en lidt mere koordineret indsats af bas og trommer, og for en stund er der lagt an til noget, der minder om struktur. Men lige så hurtigt opløses det hele igen i et trommeløst break af feedback, elektronisk støj og trompet, før der bygges op til hektisk støj på ny.

”Slime Dei Vas” bygger videre på samme univers, men med variationer. Det starter afdæmpet ud med elektronisk susende lyde, før der suppleres med en guitar, der for første gang på albummet fremstår nogenlunde kontrolleret. Ikke fordi den dyrker et tema, en genkendelig akkordstruktur eller på anden måde opfører sig, som guitarer normalt gør, men fordi den er uden feedback og ikke er forvrænget til ukendelighed. Midt inde kaster bandet sig ud i et nogenlunde koordineret forløb, men det bliver alligevel sært dekonstrueret, fordi de forskellige instrumenter spiller atonalt i forhold til hinanden. Bandet ender således med at obstruere sit eget tilsyneladende forsøg på at nærme sig det konventionelle. Nummeret slutter naturligvis kaotisk i støj, hvor alle spor af struktur igen er visket væk.

Opskriften er set mange gange før. Et indlysende eksempel er Sonic Youth, der har utallige udspil bestående af ren støj på samvittigheden – ofte udgivet i samarbejde med andre – eller gode, gamle Lou Reed, der på ”Metal Machine Music” fra 1975 kultiverede støjen fra Velvet Underground-dagene. Så på den måde er der langt til den berømte dybe tallerken for Jørgen Teller & The Empty Stairs, men det gør nu ikke rigtig noget, for der leveres en heftig præstation på Unattended Cooking. Bandets energi brænder tydeligt igennem, og turen gennem lydlandskabet er både stemningsfuld og til tider næsten hypnotisk intens. Udspillet er opfindsomt og fremstår alt andet end påtaget, selvom det uden at tilføje noget altså skriver sig godt og grundigt ind i en solidt funderet tradition. Og kan man i bund og grund andet end glæde sig over, at der i vores egen lille andedam også findes kunstnere, som tør undslå sig de gængse konventioner og bare støje som ind i helvede? Det er i hvert fald godtaget herfra.

★★★★½☆

Deltag i debat