Plader

Lorna: Heart of Wire

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit fjerde album lyder Lorna stort set, som det plejer. Heldigvis er det slet ikke så dårligt endda, for det engelske band har fat i den lange ende, når det kommer til sarte popmelodier i akustisk indpakning.

Der er som vanligt gået tre-fire år siden sidste udgivelse fra engelske Lorna, og igen serverer bandet bittersøde, minimalistiske popmelodier, der emmer af ømhed og bekymring. Som på de foregående album dyrkes vokalharmonierne mellem ægteparret Mark Rolfe og Sharon Cohen-Rolfe i mange afskygninger med den ene eller anden vokal i centrum, mens musikken er afdæmpet akustisk, sødmefuld og skrøbelig.

Fjerde album tilføjer som sådan ikke noget nyt til bandets cv, men det gør absolut ikke noget. Når Lorna er bedst, smelter melodi, stemning og vokal sammen til et rigtig behageligt bekendtskab, der ikke gør brug af de store armbevægelser, men kræver opmærksomhed på en mere subtil måde. Det er i numrenes afdæmpede stemning, at styrken ligger.

Tag f.eks. et nummer som “As She Goes By”, hvor akustisk guitar, trommer og bas sætter tempoet langsomt i gang, Mark Rolfe falder ind som lead, og Sharon Cohen-Rolfe ledsager ham i omkvædet. Det er simpelt og dejligt. Eller den mere stillestående “Whatever Happened to Andie Walsh?”, hvor Mark Rolfe halvt hviskende synger hen over en mere cirkulær bund af orgel og piskeris på trommerne. Her er stemning prioriteret over melodi – og ramt rigtig fint.

Hvis albummet byder på noget nyt, så er det, at de numre, hvor Mark Rolfe synger lead, fungerer bedst, eksempelvis førnævnte “As She Goes By”. Sharon Cohen-Rolfes stemme er nogle enkelte steder på kanten til at kamme over i skrøbelighed og sarthed som i åbneren “Sounds We Hear” og “Old Shanklin Sunset”, og det ødelægger musikkens ellers intime udtryk.

En anden mulig variation i forhold til tidligere Lorna-album kunne være styrken af strygerne i “Whose Idea”, der også indeholder et for Lorna atypisk temposkift. Eller lyt til et nummer som “Mina and Marco”, der tager afsæt i et melodistykke skrevet af den engelske komponist Edward Elgar tilbage i 1930’erne, og som er lidt uvant romantisk for bandet.

Der er dog ikke de store revolutioner at spore, og nogle kritiske sjæle vil sikkert sige, at Lorna efterhånden har lavet det samme album et par gange. Og det er ikke en uberettiget kritik. For det vil ikke tilføje ret meget nyt at høre alle bandets album efter hinanden – en vis ensformighed vil måske endda skinne igennem. Men Lornas fine univers og sarte melodier kan sagtens tåle endnu et genhør i blot lidt andre gevandter end før.

★★★★☆☆

Deltag i debat