Plader

Lubomyr Melnyk: Corollaries

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Lubomyr Melnyk er et forholdsvis ukendt navn til trods for sin særlige pianoteknik, der skaber en glidende bølge af lyd ved hjælp af ekstremt hurtigt spil. Med denne udgivelse på foranledning af Peter Broderick og Nils Frahm bliver han forhåbentlig mere kendt for sin berusende musik.

Lubomyr Melnyks navn lyder sikkert både meget fremmedartet og klinger næppe heller velkendt for særligt mange. Den 65-årige canadiske komponist og pianist, der har sit navn fra sin ukrainske oprindelse, har ellers sideløbende og med inspiration fra den minimalistiske musikbevægelse i 70’erne udviklet sit eget sprog til pianoet kaldet “continuous music” efter et princip om at lade den ene tangent tage over fra den anden. Det sker gerne med sustain-pedalen i bund, og derved skabes en ubrudt strøm af lyd. Han er desuden kendt som en af verdens hurtigste pianister, og de to ting burde være nok til, at hans navn står mere frem, end det gør.

Lubomyr Melnyk debuterede i 1979 og har bortset fra midt i 90’erne jævnligt udgivet plader gennem alle årene. Det er altså ikke en hengemt herre, som afstøves af musikerne Nils Frahm og Peter Broderick med denne udgivelse, de har taget initiativ til. Men måske trækker de Lubomyr Melnyk op og ind i den bølge af klavermusik, som er blevet en del af scenen for folk, der ellers ikke lytter til klassisk musik, og dermed udbreder de kendskabet til ham. Ganske sympatisk.

Corollaries‘ fem numre er ikke en specielt varieret størrelse. Hvis man sammenligner med nogle af Melnyks ældre musikstykker, hvor der både er flere pianoer og strygere i spil, kan albummet virke en smule sparsomt. Men det er nu kun på overfladen. Når han sætter sig til tangenterne, blander overtoner sig med anslag, resonanser og mekaniske lyde i et tempo, som på en måde transcenderer fart og antager en anden form, hvor hastighed ikke er en dimension. Det er første nummer på albummet et godt eksempel på, hvor tempoet langsomt sættes op i fart, indtil nummeret holder op med at være håndgribeligt, og så holder det pusten fantastisk gennem godt tyve minutter – desværre til slut forstyrret af Peter Brodericks tynde vokal og klagende violin, som også på albummets afsluttende nummer spiller en lidt for stor melodisk rolle og bliver en smule spillemandsparodisk ind imellem.

At Lubomyr Melnyk også interesserer sig for selve pianoets mekaniske lyde, kan man høre på ”A Warmer Place”, som er forsigtig, famlende og tøvende i hele sin intro med skiftevis pianoets anslag og mekanikken omkring strengenes sarte lyde. Her er Peter Brodericks lange violintoner langt mere passende og bidrager med en mørkere tyngde til pianoets lethed. Som modspil til den rullende dramatik i det forrige ”The Six Day Moment” fungerer nummeret godt som en pause i det brusende lydbillede.

Sammenlignet med f.eks. en pianomusiker som Nils Frahm er Lubomyr Melnyk mere krævende at lytte til – i hvert fald hvis man skal holde koncentrationen og fange alle tonernes samspil og de mange melodier, der hele tiden er på spil enten alene eller samtidig med mange andre melodier. Det gælder bl.a. åbneren og ”Nighttrail From the Sun”. Men Lubomyr Melnyks musik har som iboende drift at være en lang bølge af musik, som lytteren nogle gange bemærker detaljerne i og andre gange lader sig drive af sted med som et stykke træ i flodens strøm.

Det er ikke til at sige, hvorfor Lubomyr Melnyk aldrig er blevet så berømt som andre af de klassiske minimalister. Hans musik er ofte præget af en forunderlig og smuk synergi mellem pianoets mange lyde og muligheder, som man kun kan fascineres af. Der er momenter på Corollaries, som stikker ud og på en måde ødelægger pianoets flow, men heldigvis er der et solidt bagkatalog at blive opslugt af, når resten af Corollaries begynder at kede.

★★★★☆☆

Deltag i debat