Nyheder

Maj-koncerter II: Kurt rejser til Berlin for at se ukendte orkestrale søer

Maj er koncentrationens måned for mange studerende. Et godt pusterum kunne være en af de mange koncerter i anden halvdel af maj, der især byder på psykedelisk og drømmende musik, samt mange spændende upcoming navne.

Maj er spændingens måned. Mange oplever nu hvordan sommeren lige pludselig lister sig frem. Festivalerne nærmer sig, og de studerende skal bestige de sidste kongeetaper; eksamenerne. Efter den sidste store udfordring står den på sommer, og for mange vil musikken være et samlingspunkt. Allerede i maj kan du varme op til den sidste skalle. Måske er du allerede i gang med strabadserne og har brug for et pusterum?

Den 17. maj spiller den canadiske indierock-kvartet The Besnard Lakes på spillestedet Stengade i hovedstaden. Den canadiske kvartet, med frontparret Jace Lasek og Olga Goreas, har netop udgivet det nye album Until in Excess, Imperceptible UFO, om hvilket Undertoners anmelder Alex Nørregaard blandt andet skriver: »Der er ingen tvivl om, at The Besnard Lakes kan sit håndværk og er i stand til at skrue nogle stærke numre sammen.« Tidligere på året udsendte bandet førstesinglen “People of the Sticks”, som ligeledes er et klassisk Besnard Lakes-nummer. Har du lyst til et pusterum? En flyvetur over det unikke canadiske landskab? Så smut forbi Stengade den 17 maj. Hvis du ikke kan vente, så spiller canadierne allerede den 14. maj på Mejeriet i Lund i det sydsvenske.

Med armene over kors og et mut blik går Kurt Vile tilsyneladende kun modvilligt på scenen i København og Aarhus.

Vi forsætter i det drømmende og svævende, for den 21. maj spiller de psykedeliske, Roskilde-aktuelle Portland-drenge fra Unknown Mortal Orchestra i Lille Vega. Trioens lydlandskaber er grumsede og svampede samt særdeles mystiske til tider, men drengene har netop spillet en rost koncert på SXSW og udsendt albummet II, hvor vores anmelder påpeger, at navne som Jimi Hendrix, Pink Floyd og Soft Machine melder sig i kulissen. Unknown Mortal Orchestra er et nyt interessant bekendtskab, og skulle du misse dem i Lille Vega, så spiller de som nævnt på dette års Roskilde Festival. Opvarmningstjansen til denne koncert er ligeledes tildelt en trio, og det er københavnske The White Album, der et tale om. De skæggede folk-drenge i de islandske sweatere er ude med debutalbummet Conquistador, og trioen har netop spillet på SPOT Festival. Drengene er et interessant og betagende bekendtskab. Den 21. maj på Lille Vega bliver en aften i det eftertænksomme og drømmende hjørne.

Roskilde Festival kommer tættere og tættere på, og festivalen kan meget muligt være noget af det, som mange studerende ser frem til. Lækker livemusik og en velfortjent ferie oven på et hæsblæsende skoleår. Det kan måske være svært at vente på? Kan man ikke vente med at opleve nogle af festivalens kunstnere, så bør man tage på Christiania den 25. maj. Her har Roskilde Rising tre navne klar, som ligeledes spiller under festivalens warm-up-dage. Schultz and Forever, Travelling Tribes og Go Go Berlin tænder op for Loppen, og de tre navne vil tage dig vidt omkring forskellige sider af musikkens mangfoldighed, for de er sprudlende talenter, inden for deres forskellige områder.

Schultz and Forever består af gymnasieeleven Jonathan Schultz, som gør den jævnaldrende undertegnede misundelig. Schultz er et unikt folk-talent, der med sin nasale voksenmandsstemme, kan få mange mennesker til at tie stille og i stedet blot lytte. I februar udgav drengen fra Køge sin ep Céline, som beviser hans potentiale og hans talent for de mellemstore kompositioner samt det meget minimalistiske, som du blandt andet kan høre i nummeret “Falling”.

Nogle af de samme perspektiver finder vi i Roskilde Risings anden act, Travelling Tribes. Her kommer der dog flere elementer i brug, hvilket afspejler sig i deres genre worldbeat-avantgarde, som bandet selv kalder deres musik på deres Facebook-profil. Travelling Tribes er nok ikke blevet lige så hypet som Schultz and Forever, men kvartetten udsendte i slutningen af 2012 albummet Everything Seems to Change, som rosende fik fire et halvt U’er af Undertoners anmelder. Du kan også tjekke kvartettens spændende toner og univers ud her, hvor Out in the North har optaget dem i Mindeparken i Aarhus.

Sidste navn er Go Go Berlin, og ifølge dem selv, er de kommet for at blive. De aarhusianske beatrock-lømler har de sidste tre år markeret sig som et rutineret og yderst underholdende liveband, med de klassiske rockklichéer og den fandenivoldske rock’n’roll-attitude på menuen. I år er det specielt taget fart for de langhårede drenge, som flot er blevet signet af to pladeselskaber. Desuden kalder de sig selv for Danmarks bedste liveband. Bedøm om der er noget om snakken på Loppen den 25. maj.

Maj er en måned i skyggen af den psykedeliske guitar. Den krukkede Kurt Vile spiller med sit band Kurt Vile & The Violators i både København og Aarhus. Det er henholdsvis i Amager Bio den 29. maj, imens han drager over Storebælt dagen efter, så han kan stå på scenen i Voxhall i hjertet af Aarhus. Vile gør sine ting på helt egen personlig facon. Et godt eksempel er førstesinglen fra hans nyeste album. Singlen “Wakin on a Pretty Day” er et ni et halvt minut langt nummer, men manden kan et eller andet. Som vores anmelder Joachim Kahr Rasmussen skriver: »Så snart man sætter Wakin on a Pretty Daze på anlægget, falder der på magisk vis lidt mere ro på alting. Det er ganske enkelt svært at have travlt med noget som helst, når først lyden af Kurt Viles uimponerede røst og hans på overfladen lidt lemfældige guitarklimpren flyder ud af højttalerne og sænker en dyne af tålmod over lytteren. En egenskab, som er ganske unik hos den endnu kun 32-årige amerikanske musiker, som over en periode på fem år har udgivet samme antal dvælende slacker-rockende værker, der alle som ét har været skarpe konkurrenter til pots ry for at være den sikre vej til en stener.«

Tjek Undertoners koncertkalender ud, hvis du er lækkersulten for flere koncertanbefalinger.