Koncerter

Mudhoney, 24.05.13, Loppen, København

Skrevet af Martin Colerick

Fredag aften tog Mudhoney os med på en musikalsk rejse tilbage til Seattle anno før Nirvana. Bandet er tilbage med et nyt album, men lyder som de altid har gjort – heldigvis. Det gav en grungerock-koncert af den helt rette støbning på Loppen.

Legender lader sig ikke slå ud. Med lige dele ærefrygt og sænkede parader, samt en klar forventning om en rejse tilbage til Seattle anno før Nirvana, tog Loppen imod Mudhoney med åbne arme. Med et nyt album i rygsækken og 25 års jubilæum mødte Mark Arm og co. Christiania i øjenhøjde.

Bandet lagde ud med åbningsnummeret ”Slipping Away” fra deres nyeste album Vanishing Point. Det kunne virke som en slet skjult henvisning til, at en tidløs rocklyd fra før digitaliseringen af musikken, kunne risikere at forsvinde i mængden på et proppet Loppen. Men det gjorde Mudhoney ikke.

De har stædigt holdt fast i et garagerock-udtryk, der fik selveste Kurt Cobain til at rangere dem i toppen af grungerockens inspirationskilder. Allerede i andet nummer indtog bandet Loppen med åbne arme og konstaterede tørt »I like it small,« som nummeret af samme navn. Det lille spillested var den perfekte ramme for et band, der måske nok kickstartede en stor rockbølge, men som aldrig nåede stjernerne.

Mudhoney holdt benene solidt plantet i en punk-inspireret lige-ud-ad-landevejen attitude, med fuld smæk på guitar og skrigende vokal. Det var imponerende at opleve en forsanger på den anden side af de 50 år synge med samme skingre og mærkeligt ungdommelige vokal som på bandets debut-ep Superfuzz Bigmuff fra 1988. Samtidig bød han og resten af bandet publikum op til crowdsurfing og headbanging som i de gode gamle dage. Her fortjener Loppens denne aften noget aldrende publikum ligeledes en rosende hånd. Hele vejen igennem medvirkede de til en stemning af at være tilbage i det spirende grungerockmiljø i slutfirsernes Seattle.

Loppen var i det hele taget den perfekte ramme for et band, der har oplevet meget og været med hvor det skete, men som aldrig har glemt deres rødder. Efter en lige-på-og-hårdt-start, dykkede bandet ned i arkiverne og hev det noget tungere nummer ”Mudride” frem. Koncerten og publikum tog en mindre puster, og det blev desværre mere tydeligt, at Loppen til tider har lidt problemer med lyden. Mudhoney spiller højt, dejligt højt. Men indimellem var Mark Arms vokal alt for lav, især i starten af numrene.

Mudhoney var ikke kommet til København for at præsentere ny musik, forstået som at eksperimentere med genrer eller lignende. Og heldigvis for det. For efter en mere stille periode, fik publikum igen noget at synge med på, da gennembrudshittet ”Touch Me I’m Sick” blev leveret stilsikkert og cementerede bandets stadige berettigelse, på trods af den tydelige mangel på fornyelse. Den seneste plade fortsætter stilen, og særligt nummeret ”Chardonnay” viste, at de stadig har masser af energi samt lyst til at dele ud af den.

Koncerten sluttede af på toppen med en række ekstranumre, herunder ”In and Out of Grace” fra 25 års jubilæums-ep’en. Mudhoney leverede det, de skulle, og henrykte et publikum primært bestående af mænd i midt-30’erne. Bandet spytter aldrig en ny hitsingle ud, og det behøver de heller ikke. For de matchede et mindre spillested som Loppen perfekt, og rockmusikken har brug for originaler, der holder fast i det, de kan. Mark Arm sang i sin tid »Everybody loves us, everybody loves our town / It’s so overblown« Det var det måske, men det er det ikke længere. Slet ikke for Mudhoney. Og det er kun godt.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat