Plader

Primal Scream: More Light

Primal Scream står klar med sit 10. album og fejrer jubilæet med bravur. More Light er nemlig ét stort kludetæppe af genrer, udtryk og lyde, men dette til trods er det både helstøbt og overbevisende. Nu med blæsere!

På coveret til Primal Screams nye album, More Light, kan man se frontmand Bobby Gillespie indtage djævle-positur bag en forgrund af blomster. Umiddelbart et rimeligt modsætningsfyldt motiv, skulle man mene. Men det passer på mange måder godt til musikken, for det nye album fra Glasgow-ensemblet er en sand kalejdoskopisk udskejelse af næsten monumental karakter. Her tages ikke i nævneværdig grad tages hensyn til, hvilke elementer som bør eller ikke bør kunne fungere sammen. Her blandes og leges. Med mere end 68 minutters musik er der lagt i ovnen til den helt store omgang fra de skotske syrehoveder – og heldigvis skuffer de ikke.

Bandet har allieret sig med produceren David Holmes, som har gjort en flittig indsats for at åbne nye døre for det 30 år gamle orkester. Blandt andet kan han tilskrives æren for brugen af blæsere, som er lige så velfungerende, som den er overraskende. Det høres allerede i åbneren “2013”.
Nummeret spænder over ni minutter og befinder sig mestendels i de samme to akkorder. Det er intenst og næsten hypnotisk. Blæser-temaet klinger umiskendeligt orientalsk, og de mange guitarspor og subtilt tilføjet feedback feder det hele pænt op og sikrer den variation, selve kompositionen mangler. Der er med andre ord fyret godt op under kedlerne, og som åbner er nummeret perfekt valgt. Det sidste minut er udsyret kaos, som peger hen imod en mere fri form, der går igen flere steder på albummet.

Blandt andet i “River of Pain”, som starter med vuggende percussion og akustisk guitar. Det groover behageligt og dyrker et ganske dansabelt univers med latin-undertoner. Det ændres der dog på i omkvædet, hvor disharmonier og blæsere sniger sig ind. Midt inde i sangen strander den i kaotiske og mærkeligt halvjazzede lydflader, der tangerer moderne kompositionsmusik; komplet med strygere og det hele. På en måde minder det mig lidt om The Flaming Lips, dengang da de udgav deres mesterlige The Soft Bulletin med dets velvoksne arrangementer og instrumentering. Men Primal Scream besidder bestemt ikke den varme, der findes hos deres amerikanske kollegaer. Det er koldt, kaotisk, ja faktisk temmelig unheimlich – det virker!

I “Hit Void” tager bandet livtag med sin egen baggrund i 80’ernes alternative rock. Der er tyk, tyk guitarmur, der leder tankerne tilbage på artsfællerne My Bloody Valentine, The Jesus and Mary Chain eller endog Bob Moulds hedengangne band, Sugar. Det er pågående og uden slinger i valsen: en mesterlig opvisning i, hvordan den slags skal gøres. Selvom nummeret rådyrker et udtryk, der efterhånden burde være slidt ned til sokkeholderne, er det udført så kompromisløst og inderligt, at det er svært ikke at bøje sig i støvet. Og så er der alligevel pillet lidt ved formlen, da en ret så hidsig saxofon falder ind og tager den plads, der traditionelt ville være forbeholdt støjguitar.

“Walking With the Beast” er det mest afdæmpede på albummet og fortjener også at få et par ord med på vejen. Det er klassisk og tidløs sangskrivning, der med sin ligefremme og ukomplekse skønhed lige så godt kunne være skrevet i 60’erne eller 80’erne. Det vidner om, at den enkle form, uden alt fyldet, kan være lige så virkningsfuld. Også det efterfølgende “It’s Alright, It’s Ok”, der afslutter albummet, lægger sig op af et traditionelt rockudtryk. Tonen er, som titlen antyder, happy-happy, og med gospelkor, guitarsolo og hele pibetøjet afsluttes More Light dermed i dur, selvom albummet som helhed er en dyster omgang.

More Light er en kompleks størrelse, der vidner om en alt andet end tilfældig arbejdsindsats. Der er virkelig blevet leget med talrige ulige udtryk og virkemidler. Og heldigvis har band og producer ramt en opskrift, hvor de mange forskelligfarvede lapper i kludetæppet er syet solidt sammen med den berømte røde tråd. På de rockede numre svinger det, som kun et band med tre årtier på bagen kan svinge, men samtidig er der givet plads til mere afdæmpede udtryk, der er mindst lige så vellykkede.

Der er en næsten foruroligende underliggende tone albummet igennem, og det fastholder i hvert fald mig som lytter. Man bliver simpelthen draget af det, og jeg har haft indtil flere numre kørende på repeat – ikke fordi jeg skulle anmelde, men simpelthen fordi jeg ikke kunne lade være. More Light er, som det 10. i rækken, rent ud sagt et glimrende jubilæum for Gillespie & Co. Bandet er ekstremt velspillende, dejligt pågående og ikke mindst innovative. Om det så er udsyrede og guitardrevne wall of sound-kompositioner eller skamgroovende soulrock – på More Light kan de simpelthen det hele. Og gør det.

★★★★★½

Deltag i debat