Koncerter

Primavera ’13: John Talabot, 23.05.13, Ray-Ban, Barcelona

Skrevet af Daniel Niebuhr

Spanske John Talabot lukkede førstedagen på Primavera 2013 med Barcelonas største morgenfest. Den går ikke over i historien som den mest mindeværdige koncert, men blandt de 5.000 publikummer bevaredes feststemningen i de tidlige morgentimer.

Bedst som jeg troede, at nu havde jeg set dagens/nattens/morgenens sidste koncert i form af Animal Collective, og klokken havde passeret 04.00, lod jeg mig alligevel overtale til at sætte det definitivt sidste punktum med John Talabot. 5.000 andre havde åbenbart fået samme idé, for foran den scene, hvor jeg i selskab med par hundrede 10 timer tidligere overværede Poolside, stod folk nu som sild i en tønde for at få torsdagsprogrammets sidste koncert. De var trætte efter en lang dag med musik, der havde sat sine tydelige spor, men muligheden for en allersidste fest var åbenbart for svær at sige nej til. Så det var op til John Talabot at give folket, hvad de var kommet efter.

Den spanske dj havde til lejligheden pakket vinyltasken med en lang række musikalske godbidder. Derfor blev publikum undervejs præsenteret for ”Destiny” fra 2012-udgivelsen Fin, Talabots eget remix af The XX’ ”Shelter” og et velvalgt vokalsample fra LCD Soundsystems ”Sound of Silver”, der ikke var længe om at få skudt Barcelonas største morgenfest i gang.

Desværre kunne trætheden sagtens mærkes blandt publikum, og selvom størstedelen af de fremmødte holdt stand, tog en god andel – på trods af Talabots godkendte indsats – også turen op ad de mange trappetrin mod festivalpladsens udgang.

Det spolerede dog ikke festen for alle de andre, der fortsatte i mere end en time. Talabot selv gjorde ikke meget væsen af sig fra sin centrale, men dog tilbagetrukne position midt på scenen. Det lod heller ikke til at være nødvendigt, når det nu for en gangs skyld overhovedet ikke var manden – eller nærmere silhuetten – på scenen, der var i fokus, men i langt højre grad dennes musik og den igangværende efterfest.

Natten kunne dermed gå på hæld med et udmærket punktum, der ikke overraskende var en smule begivenhedsfattig. Heldigvis fik jeg lov til slutte min første dag i festivalsæsonen anno 2013 af med synet af 5.000 mennesker badet i blåt og lilla LED-lys i én stor, unison feststemning – det kunne på ingen måde undgå at trække en halv karakter op.

★★★★☆☆

Deltag i debat