Koncerter

Primavera ’13: Metz, 23.05.13, Pitchfork, Barcelona

Foto: Robby Reiz
Skrevet af Daniel Niebuhr

Foran et ekstatisk publikum sønderrev canadiske Metz på under en halv time både festivalidyl, hørelse samt enhver idé om civiliseret koncertadfærd. Det var intenst, støjende og præcis det anarkistiske mord på høfligheden, festivalen havde brug for.

Foto: Robby Reis

Jeg har en speciel plads i mit hjerte til bands, der på smukkeste vis kan inkorporere et sandt musikalsk kaos over for et publikum, som ligeledes er tilbøjelige til at give efter for trangen til ukontrolleret, destruktiv adfærd – sådan et band er canadiske Metz.

Anført af trioens maniske guitarist og forsanger Alex Edkins sønderrev de tre canadiere på lige lidt under en halv time både festivalidyl, hørelse samt enhver idé om civiliseret koncertadfærd, og et anarkistisk mord på høfligheden var måske netop, hvad Primavera Sound 2013 havde brug for.

For tredje gang på lidt over to timer var omdrejningspunktet et, overordnet set, anmelderrost debutalbum, og akkurat som Metz’ eponyme plade, der udkom sidste år, foregik dagens koncert med ulovlige hastigheder i fremførelserne af de simple og støjende rocknumre. Især numre som ”Negative Space” og ”Headache”, hvis store mængder fuzz fra både Edkins’ guitar og Chris Slorachs bas gav surrealistiske vibrationer i betonunderlaget, satte gang i moshpits såvel som anden form for bevægelse i det tætpakkede område foran Pitchfork-scenen. Derudover stod Hayden Menzies for noget af det mest højlydte trommespil, jeg forventer at komme til at opleve på denne side af My Bloody Valentines koncert, der finder sted lørdag nat.

Hen ad vejen blev de ensformige kompositioner dog mere eller mindre trivielle at være vidne til, så selvom der ikke blev skruet ned for hastigheden oppe på scenen, var det kun de mest inkarnerede mosh’ere, der for alvor holdt liv i stemningen blandt publikum.

Det ændrede sig dog med aftenens sidste nummer, ”Wet Blanket”, hvor der foruden også blev gjort plads til et mere end fem minutter langt og fantastisk uvarieret mellemstykke. Til sidst var der pludselig mening med ensformigheden, nummeret eskalerede i en ekstatisk energiudladning, folk crowdsurfede, og samtidig blev der sat punktum for en intens og medrivende koncertoplevelse, som jeg kun kan krydse fingre for, at de tre canadiere gentager, når de rammer Roskilde Festival senere på sommeren.

★★★★★☆

Deltag i debat