Koncerter

Primavera ’13: OM, 24.05.13, ATP, Barcelona

Skrevet af Daniel Niebuhr

Selv ikke naturens kræfter i form af et solidt stormvejr kunne forhindre OM i at genoprette den musikalske verdensorden og tilintetgøre gudsforagten på festivalpladsen, da der først blev skruet op for stonermetalen og de religiøse undertoner.

Blasfemien må siges at leve i bedste velgående på Primavera. I løbet af både første- og andendagen blev der drukket, horet uansvarligt, og adskillige ukvemsord nåede at blive råbt fra festivalens mange højtaleranlæg. Derfor var det måske på tide med et religiøst ‘wake-up call’ til at få genetableret ordenen og gudsfrygten.

Den opgave kunne festivalarrangørerne med god samvittighed pålægge OM. For fem år siden kreerede Al Cisneros og Emil Amos nemlig ifølge rygterne en af de bedste, guitarløse metalkoncerter nogensinde lige her i Barcelona, og her til aften skulle de så endnu en gang forsøge at overvælde publikum med deres musikalske kombination af særdeles tung stonermetal og kontrastfyldte, religiøse undertoner.

I løbet af de fem år siden sidst var duoen blevet til en trio i form af tilføjelsen af LaMonte Young, der denne aften stod for percussion, guitar, synth og vokal. Det var dog Cisneros, der lagde ud med sin eminente og flydende bashåndtering, som både Sleep og den indtil videre kortlivede supergruppe Shrinebuilder har nydt godt af i årenes løb, og med ét blev der som det første ritual tændt røgelse blandt de fremmødte, hvorefter selve ceremonien endelig begyndte at tage form.

Med ”Advaitic Songs”, der udkom sidste år, havde OM taget de religiøse elementer et niveau op, hvilket i den grad smittede af på aftenens koncert. Som en anden spirituel seance førte de tre bandmedlemmers sammenspil publikum sikkert gennem godt og vel en times overbevisende og hårdtslående tour de force gennem trioens bagkatalog, og højdepunktet kom i mine øjne i form af ”State of Non-Return”, hvor det hele gik op i en højere enhed: Det overdådige lydbillede og Cisneros’ kontrollerede messen skabte melodisk meditation, og den nyfundne, ophøjede ro, der var at finde i stort set hele området foran ATP-scenen kæmpede med naturens kræfter og det stormvejr, som havde præget Barcelonas kyst det meste af dagen.

Tilbage stod vi så med knyttede næver strakt mod himlen og en generel følelse af vantro, efter OM nok en gang havde genoprettet den musikalske verdensorden og tilintetgjort gudsforagten.

★★★★★★

3 kommentarer

  • Det ville være helt sindssygt, hvis de lige har trukket LaMonte Young med på scenen. Manden er vel snart 80 og bruger enormt meget tid på at spille den samme tone. Nærmest 80 år.

  • Det er gået meget hurtigt, kan jeg fornemme på det hele – jeg beklager.

Deltag i debat