Koncerter

Primavera ’13: Roll the Dice, 24.05.13, ATP, Barcelona

Skrevet af Daniel Niebuhr

Svenske Roll the Dices elektroniske koncert var på én gang både ultrasimpel og dybt kompliceret, da de lørdag aften gæstede Barcelona. Man stod tilbage med en uendelig lyst til mere, men desværre blev det ‘kun’ til tre numre på 48 minutter.

Det var koldt. Meget koldt. Faktisk så koldt, at kun et par få hundrede mennesker havde begivet sig op foran ATP-scenen for at stifte bekendtskab med den svenske electronica/ambient-duo Roll the Dice. Selv var jeg gået glip af Malcolm Pardon og Peder Mannerfelts besøg på Roskilde Festival tilbage i 2011, og havde derfor set ekstra meget frem til denne koncert.

I kamp med faretruende skyformationer og en vindstyrke på adskillige sekundmeter indtog de to svenskere scenen. De havde begge sod i ansigtet og var iklædt kedeldragter – som taget ud af et dagligdagsbillede for en industriarbejder i 1800-tallets Europa. Duoen skød koncerten i gang med en næsten uendelig sekvens af langtrukne, forvrængede anslag, som en enorm elektronisk hammer på en ukuelig metaloverflade. Der skulle gå nogle minutter, førend der langsomt blev bygget yderligere elementer på, og nummeret ”Way Out” fra duoens fantastiske plade In Dust begyndte at tage form.

Et helt kvarter gik, hvor den minimale udviklingen forsatte – langsomt, men sikkert – og hvis man samtidig brugte tiden på at bekymre sig om de mørke skyer på himlen eller undre sig over den evigt aktive røgmaskine, der indhyllede de optrædende i et vel nok sundhedsskadeligt røgslør, missede man højst sandsynligt også de små ændringer og tilføjelser, der udgør selve essensen af Roll the Dices musik.

Derfor foregik stort set hele koncerten for mit vedkommende med lukkede øjne – der var jo alligevel intet at se oppe på scenen – hvilket skulle vise sig at være et endnu smartere træk, da næste nummer kom i form af ”Undertow” fra den tre år gamle debutplade. Hele tiden stod jeg ubevidst og synkroniserede mine fødder med på 5/8-taktarten, mens mit hoved kæmpede med at følge andre synthrytmer og ambiente nuancer, der tog form i både 3/4 og 4/4. Som et stort og vanvittigt polyrytmisk puslespil, der aldrig så ud til gå op – og pludselig var der gået en halv time.

Lidt mere overskueligt blev det til gengæld med åbningsnummeret fra In Dust, ”Iron Bridge”, der ligesom de to foregående numre lagde ud med én simpel rytme, som gradvist tog til, og i sidste ende – efter et væld af elementtilføjelser og forvrængninger – stadig var at finde i den mosaik, der udgjorde nummerets klimaks 15 minutter senere.

Tre numre på 48 minutter nåede det at blive til for Roll the Dice. Jeg ville så uendeligt gerne have haft mere tid i selskab med noget af det mest simple og på samme tid mest komplekse musik, jeg længe har haft fornøjelse af at opleve live. Men sådan blev det ikke, og jeg måtte skuffet konstatere, at det tidsmæssigt desværre ikke var nok til at gøre koncerten fortjent til en højere bedømmelse, end det nu engang er tilfældet.

★★★★★☆

Deltag i debat