Koncerter

Primavera ’13: Thee Oh Sees, 24.05.13, ATP, Barcelona

Foto: Kristin Klien
Skrevet af Daniel Niebuhr

Der blev både crowdsurfet, drukket øl og råbt ad alt for hårdhændede scenevagter, da Thee Oh Sees gav en højeksplosiv koncert, som på intet tidspunkt afveg fra at score festivalens tredje topkarakter.

Foto: Kristin Klien

John Dwyer er uden tvivl en mand af folket. Ikke nok med at Thee Oh Sees, hvor Dwyer agerer guitarist, forsanger og hyperenergisk frontfigur, er garant for noget, der minder om én udgivelse om året og koncertoptrædener på den gode side af de 100 – ligeledes per år – hvor nogle sågar er foregået i privatpersoners baghaver, på fortovscaféer, offentlige pladser m.m. Nej, lørdag aften i Barcelona blev San Francisco-garagepunkerne også folkets beskytter mod den undertrykkende overmagt i form af ATP-scenens vagter.

Ikke én, men to gange, stoppede Dwyer kvartetten, der begge gange var et godt stykke inde i det pågældende nummer, for at få stoppet en alt for hårdhændet behandling af de crowdsurfere, som endte med at blive ’surfet’ ud over det forreste rækværk. Anden gang blev det gjort med en kommentar om, at vagterne – store, voksne mænd – på ingen måde kunne tillade sig at smide en yngre teenager i politigreb, og at en gentagelse ville medføre en alt for tidlig exit for bandets vedkommende.

Herefter kunne Thee Oh Sees fortsætte det, der indtil da havde været en højeksplosiv affære, hvor der ikke blev taget nogen som helst musikalske forbehold. Stort set alle publikumsfavoritter lige fra den galloperende ”The Dream” fra bandets i mine øjne mest solide udspil, Carrion Crawler/The Dream, til den mere hårdtslående ”Toe Cutter – Thumb Buster” fra deres seneste udspil, Floating Coffin, blev taget i brug, og det lod på intet tidspunkt til, at Dwyer havde i sinde at se sig tilbage.

Det blev kun yderligere eksemplificeret med fremførelserne af ”Tunnel Time”, ”Contraption/Soul Desert” og ”Block of Ice”, der hver især hev energien op på et helt ekstatisk niveau. Som et fuldstændig kontradiktorisk sangvalg var det vel derfor også på sin plads, at ”Dead Energy” var at finde på aftenens sætliste. Og heldigvis blev det ikke i samme sløje udgave som på Dog Poison, men derimod med de 180 km/t, som den også bliver fremført med på bandets splitudgivelse i samarbejde med Total Control.

Som en ekstra bonus var Thee Oh Sees ubevidst gået tidligere på end planlagt, så da Dwyer annoncerede, at gruppen nu kun havde to sange tilbage, kom en scenetekniker løbende ind fra venstre med et glædeligt budskab om ekstra spilletid – og to sange blev derfor til fire. Den langsomme og melankolske ”Minotaur” fik lov til at sætte punktum for en koncert, der var lørdagens helt store højdepunkt for mit vedkommende, og som på intet tidspunkt afveg fra at score festivalens tredje topkarakter.

★★★★★★

Deltag i debat