Plader

R.A. the Rugged Man: Legends Never Die

Skrevet af Emil Fibiger

R.A. the Rugged Man har haft kultstatus i hiphopkredse, siden han udgav sin debutplade i 2004. Nu er der endelig kommet en opfølgning. Desværre er Legends Never Die lidt af en skuffelse.

R.A. the Rugged Man var en af de første hvide rappere, der fik respekt på den amerikanske hiphopscene. I starten af 1990’erne blev han signet på Jive Records og spået en stor karriere. Sådan gik det ikke. Inden hans debutplade nåede at udkomme, fik han sparket og blev stemplet som en utilregnelig tosse.

I 2004 efter flere års kamp med pladeselskabet og psykiske problemer stak R.A. hovedet frem igen med Die Rugged Man, Die. Her fortalte R.A. sin turbulente historie med et hæsblæsende flow, vanvittig humor og snøvlende udtale. Pladen blev hurtigt en undergrundsklassiker, og numre som “Chains” og “Lessons” finder stadig vej til min playliste. Derfor var mine forventninger også store, da R.A. efter næsten 10 år med gæstevers på andres udgivelser endelig meldte et nyt album på vej.

Men Legends Never Die, som albummet hedder, har svært ved at leve op til min egen hype. Det er, som om magien er forsvundet.

Pladen kommer ellers fint i gang med “Still Diggin Wit Buck”, hvor R.A. i et afslappet flow byder sine fans velkommen over et mellow beat, som Buckwild har leveret. Problemerne begynder dog allerede på det efterfølgende track, “The People’s Champ”, der også er pladens førstesingle. Her vil R.A. tydeligvis gerne vise, at han stadig er en vild punchlinerapper, hvilket han også lykkes med, men bokseterminologien er en smule kedelig, og beatet, der bruger et irriterende kvindekor, er meget gennemsnitligt. Der er desværre en hel del flere fusere at finde på pladen.

På “Shoot Me in the Head” bliver der skudt nogle sjove nok punchlines af sted, men beatet er tyndt, og omkvædet, som R.A. prøver at klovne sig igennem, er en joke. Knaldesangen “Luv to Fuck” har en skraldet discountlyd og en skinger Eamon på omkvæd – ja, ham der engang hittede med “Fuck It (I Don’t Want You Back)”.

“Underground Hitz” er ren tortur. Igen er det beatet og omkvædet, den er helt gal med. “Definition of a Flow” med danske Amalie Bruun hører til i samme kategori. Andre tracks som “Holla-Loo-Yuh” og “Sam Peckinpah” er ikke decideret dårlige, men de lyder lidt som andres leftovers. R.A.har stadig et flow, som de færreste kan hamle op med. Det demonstrerer han på så godt som hvert track. Der er bare ikke så meget mere at komme efter på store dele af pladen. Det er punchlinerap uden særlig meget punch, kiksede klovnerier og dårlige beats.

Pladen har dog også en række tracks, som kan holdes ud. Selv ikke et pinligt beat, der bruger et cover af Beyonces “Halo”, kan ødelægge titelnummeret, der er en flot hyldest til R.A.’s afdøde far.

“Learn Truth”, “Media Midgets” og “Tom Thum” er også helt fine raptracks. Det klæder R.A at gå lidt ned i tempo, som han eksempelvis gør på “Still Get Through the Day”, der er et af pladens bedste tracks. Han har nemlig en rigtig behagelig stemme, der godt kan minde lidt om Brother Alis. Ali gæster i øvrigt et andet godkendt track, “The Dangerous Three”, sammen med Masta Ace.

Legends Never Dies må siges at være til store fans af R.A. og folk, som nørder rapflows. For de fleste andre vil der være få ting at hente.

★★½☆☆☆

Deltag i debat