Plader

Savages: Silence Yourself

Skrevet af Klaus Thodsen

Hårdt, tungt, let, skævt og kantet. De fire postpunk-piger i Savages har høstet mange roser for deres debutplade, og der er flere på vej herfra. En yderst anbefalingsværdig debut!

London-pigerne i Savages har med deres debut skabt sig en hel del opmærksomhed. Og Silence Yourself er bestemt en plade, der fortjener, at du hører den. Ikke nok med det – den kræver nærmest, at du sætter dig ned, holder din kæft og hører efter. Faktisk i så høj grad, at det både fremgår af det lille forord, man finder på albumcoveret, og pladens første sang bærer sågar titlen “Shut Up”.

Nummeret lægger fra land med en dialog fra John Cassavetes-filmen “Opening Night”, inden en basgang overtager med guitar og trommer lige i hælene. Lyden er klassisk britisk rock med en konstant følelse af, at lige om lidt bryder det helt store lydhelvede løs. Hvilket det også næsten gør til sidst, men alligevel bliver energien ikke forløst helt. Og det er fedt, rigtig fedt endda.

Savages trækker klare spor tilbage til bands som Joy Division og deres lidt formørkede postpunklyd, og Jehnny Beths no nonsense-vokal er skåret helt ind til benet. Der er ingen overflødige slag på trommerne eller riff fra guitaren.

Et godt eksempel på netop den dunkle lyd er “Waiting for a Sign”, pladens længste nummer. Det starter stille og roligt, og vi befinder os hurtigt i et nærmest ubehageligt indelukket univers, hvor bas, guitar og trommer sløvt kører i tomgang, selv efter vokalen gør sit indtog. Tempoet bliver aldrig rigtig sat i vejret, selvom man flere gange får fornemmelsen af det. Det fortsætter stort set i samme rille fra start til slut, og det sidste, man som lytter ønsker sig, er, at dette ændrer sig undervejs. Beths udtryksfulde levering af teksten »You don’t like their manners / You don’t like their face / You turn yourself away / From the man who madly drinks / Now you find your nights deeper / Without anyone else / Without anyone else around« kan på det nærmeste tåle en sammenligning med Patti Smith. Det er noget af den samme stemning over Beth, noget af den samme intensitet. Ikke bare i “Waiting for a Sign”, men på Silence Yourself generelt.

Efter første gennemlytning var dette en stærk plade fyldt med gode og dejligt kantede punknumre. Men efter at have hørt den flere gange begyndte jeg at få ørerne op for langt mere end bare de hårdtslående punkelementer. Allersidst på pladen findes det fantastiske “Marshal Dear”, der er endt som min favorit. Den dysterhed, klaveret tilfører nummeret fra start, spiller simpelthen perfekt sammen med den mørke og monotone basgang. Beths ellers så hårde vokal viser sig fra sin mest følsomme og bløde side, da hun smukt synger den dybt rørende sang om den døende Marshal: »I hope you’re breathing your last breath / Oh Marshal Dear / And you will die / you will die soon.« En smukkere afslutning kunne man dårligt drømme om.

Jeg er på det nærmeste overvældet over denne plade. Savages leverer med Silence Yourself en af de stærkeste debuter i meget lang tid.

★★★★★☆

Om skribenten

Klaus Thodsen

Jeg er fra et hjem med klaver, så er det sagt.
Ved klaveret sad min storesøster, men som regel kom musikken ikke længere end til hendes høretelefoner. Pladespilleren mindes jeg ikke har været tændt, men der var såvel The Beatles som The Dubliners i pladesamlingen.
Mine søskendes kassettebånd og cd'er med Guns N' Roses, Nirvana, Pearl Jam, Live, Queen osv, osv, blev derimod spillet på repeat, indtil de til sidst faldt fra hinanden. Forkærligheden for hårdtslående rock har siden forgrenet sig, og har med tiden resulteret i en dyb passion for de ofte mørke, melankolske og dystre musiklandskaber.


Favoritter
Guns N' Roses: Appetite for Destruction
Tool: 10.000 Days
Lis Er Stille: The Collibro
Mogwai: Happy Songs for Happy People
David Bowie: Heroes
Godspeed You Black Emperor: F# A# (Infinity)
Rolling Stones: Aftermath
The Evpatoria Report: Golevka

Skriv et svar

boeger