Plader

She & Him: Volume 3

Indieduoen She & Him har altid været garant for skudsikker nostalgipop, der formår at være bevidst cheesy, pigesødt og skørt – altid med et charmerende glimt i øjet. På tredje album, Volume III, halter det dog med charmen. Måske er det på tide at introducere lidt fornyelse.

Opskriften på et album med indiepopduoen She & Him er så simpel, at selv børnene kan være med. I front har vi skuespiller/it-girl/sangerinde Zooey Deschanel, hvis bløde altstemme boltrer sig i nette arrangementer af 60’er-nostalgiske popnumre. Bag producerknapperne og på tilbagelænet guitar finder vi den evigt cool singer/songwriter M. Ward, som mange måske også vil kende fra Monsters of Folk. Til sidst tilsætter vi et par covernumre, lidt uh-huh-kor og en lille sjat selvironi til at give den ellers noget sukkersøde cocktail lidt bid. Et voilà! Så er Volume xxx (indsæt selv tal) er født.

Volume 3 er She & Hims tredje plade, foruden julealbummet A Very She & Him Christmas (2011), og det ville være synd at sige, at den musikalske udvikling har være enorm. Heldigvis er dette jo heller ikke et succeskriterium i sig selv. Duoen er altid garant for rimelig skudsikker hyggepop med bevidst cheesiness og befriende go-happy-attitude.

Man ved, hvad man får, når man køber en plade med She & Him. Man køber nemlig ikke bare musikken, men hele konceptet. Og det bliver der ikke sådan pillet ved. Af og til hører man bands tage ret store spring i forskellige musikalske retninger, men denne duo har allerede fundet deres vej til succes. Så hvorfor også udforske omveje?

Personligt synes jeg, at nysgerrighed er charmerende. Men når det så er sagt, er der bestemt også noget charme over She & Hims målrettede stræben imod det nostalgiske. En stræben, de bestemt ikke er ene om. Selv anno 2013 er der, af gode grunde, stadig stor hype om 60’er-lyden. She & Him har så valgt den lidt polerede og radiotilpassede del af 60’ernes lydbillede. Et lidt ufarligt valg, kunne man synes, men fred være med det.

Både Volume One (2008) og Volume 2 (2010) var underholdende plader. Der var sjove popsingler som “Why Do You Let Me Stay Here?” og “In the Sun”, og duoen lykkedes tilmed også med smagfulde, om end lidt sentimentale ballader som “Thieves” og den sødt naive “Sentimental Heart”.

Volume 3 halter desværre en smule på begge punkter. Førstesinglen “Never Wanted Your Love” fremstår hyggenygge-kedelig og bliver leveret en anelse ufølt fra Deschanel, som ellers fint bakkes op af nogle ganske yndige strygermotiver. Størstedelen af pladens numre går desværre samme vej, mest udtalt i nummeret “Baby”, som er ufrivilligt søvndyssende.

She & Him fungerer bedst, når det bliver serveret lidt skørt og fjollet. Det lykkes for eksempel i det søde uptempo-cover af Blondies “Sunday Girl”, som er svær ikke at blive lidt glad i låget af. Samlet er der dog simpelthen for få højdepunkter til en fuldlængdeplade. Deschanel har en behagelig ukompliceret tilgang til musik, men her kammer det ukomplicerede alt for ofte over og bliver fladt og overfladisk.

Måske er det på tide at tage konceptet She & Him til eftersyn. I mine ører lyder det, som om duoen er kørt fast i en rille og er lidt for dovne til at prøve at komme ud af den. Autopiloten er slået til, og den sikre vej fremad er allerede lagt. Men den ser ærligt talt ikke så spændende ud.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Anne Nørkjær Bang

Biografi:

Måske var det, da jeg som barn sad på gulvet og legede med dukker, mens Bob Dylan brægede "Mr. Tambourine Man" i baggrunden fra pladespilleren. Eller måske var det senere, da jeg gav den hele armen "på engelsk" som Eliza fra musicalen My Fair Lady i børnehavens sandkasse. Et eller andet sted i mine ganske unge år har musikken i hvert fald bidt sig fast - og den kom for at blive. Jeg har selv sunget i mange år, bl.a. i DR's Pigekor, og pillet lidt ved både klaver og guitar, men har nu lagt den praktiske del af musikken lidt på hylden til fordel for et liv som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Fem favoritalbums:
Bob Dylan: Blonde on Blonde
Death Cab for Cutie: Plans
The Shins: Wincing The Night Away
The National: Boxer
C.V. Jørgensen: Sjælland

Skriv et svar