Plader

Small Black: Limits of Desire

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Brooklyn gruppen fortsætter deres drømmende elektroniske eskapader på et album, hvis budskab aldrig helt bliver fortalt.

Small Black passede perfekt ind i tidsånden på deres sidste udgivelse, New Chain. Et genremæssigt miskmask sammenbundet af svævende synthtoner, trommemaskiner og stakåndet vokalarbejde satte overliggeren højt for en stime solide popnumre. Albummets styrke befandt sig ikke i orginalitet, men snarere i evnen til at sætte en række lange forskellige referencer ind i deres egen, moderne kontekst.

Limits of Desire forsøger gruppen igen at gøre præcis dette. Produktionen er blevet slebet til perfektion, så den lo-fi-tilgang, man fandt på deres tidligere udgivelse, erstattes af et fyldigt, helstøbt lydbillede. Det er nedbarberet og simpelt, selvom gruppen sporadisk eksperimenterer med nye virkemidler; således inddrages både elektrisk guitar og trompeter på albummet.

“Free at Dawn” åbner det drømmende elektrotrip. Det er tilbagelænet chillwave, som trækker tråde tilbage til de sene 80’ere og bands som Talking Heads og Blondie. Det er ufarligt, velafprøvet og døsende, når der langsomt tilføjes flere og flere elementer nummeret igennem. Small Black har virkelig fat i den brede pensel, og selv forsanger Josh Kolenicks vokal er langtrukken og behageligt afslappende.

Lyrikken komplementerer det ellers positive lydbillede. Albummets cover viser en mand og kvinde i omfavnelse på hver sin side af en høj trappestige, hvilket efter sigende symboliserer manglen på rigtig kontakt i hverdagen, og det afspejles også i teksten. »Other lives droned / far from the grass where I lay / each eye stared out the opposite way« synger Kolenick i titelnummeret og cementerer et dystert billede af det liv, man nu engang må føre i en metropol som New York: tæt forbundet med et hav af forskellige individer, mens man samtidig savner dybere forbindelse hinanden imellem.

Den frodige lyd er gennemgående albummet igennem. Den varme reverb, de flygtige guitarriffs og den lette, pulserende bas giver Limits of Desire en harmløs stemning, der byder lytteren velkommen til bandets nænsomme univers. Til tider bliver det dansevenligt som i “Only a Shadow”, der er som revet ud af New Orders Low-Life, og i det afsluttende nummer, “Outskirts”. Ikke fordi det byder op til vild dødsdisko, men snarere kontrolleret tripperi til de bløde beats.

Det er dog, som om albummet simpelthen ikke tager chancer nok. Den pletfrie, R’n’B-agtige produktion efterlader ikke meget plads til fantasi og gør samtidig, at numrene forsvinder imellem hinanden. ”Canoe” er et skridt i den rigtige retning, når den på mærkværdig vis indledes med et langsomt beat, og Kolenicks vokal udvikles i falset i stedet for den luftige stemmeføring, der præger resten af albummet. Lyrikken modarbejder, at albummet flyder ud, men træder aldrig mærkbart frem i lydbilledet. Small Black forsøger ikke at være anderledes, nyskabende eller overordentligt kreative, men måske rammer de på Limits of Desire tidsånden så præcist, at man simpelthen overser ideen. I hvert fald bliver albummet aldrig helt vedkommende, og musikkens døsige karakter ender simpelthen med at lulle lytteren i søvn.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Simon Rune Knudsen

Biografi:
Det går vildt for sig i det nordjyske. Der er stærke følelser på spil, når du råber til den største dreng i klassen, at du fornægter DJ Alligator, og alt hvad han står for. Ingen vej tilbage. Kun dig selv, musikken og det snævre mindretal af musikinteresserede, der er at finde så langt mod nord. Og det sammentømrer, og før du får set dig om, er du afhængig af musikken. Den guidede mig, og jeg fulgte trop. Langt om længe væk og ind til byerne, som blev så forjættet beskrevet af store rock helte.

For det startede med rockmusik, og det vil muligvis også slutte der. Jeg har altid været tiltrukket af den mere eksperimenterende del, og hvad der startede med The Doors og Pink Floyd, er i dag endt i psych, post punk, ambient og shoegaze. Min smag er dog ikke begrænset hertil, og lytter med glæde til hele musikspektret. Indrømmet, at jeg har svært ved hiphop og lidt for matematisk jazz.

Efter et par år i København hvor det meste af tiden gik med at udforske den spændende, dynamiske undergrundsscene, har jeg nu min daglige gange i Aarhus. Tilbage til Jylland for at læse journalistik, selvom det stikker i mig at forlade knudepunktet for dansk musik.

Fem favoritalbums:
Pixies: Doolittle
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
The Black Angels: Passover
Low: Things We Lost in the Fire
The Doors: Waiting for the Sun

Skriv et svar