Plader

Svin: Secretly We Are Gay

SVIN byder endnu en gang til grisefest. Vildt og underholdende i den begrænsede tid, det varer, og dog lidt for forglemmeligt.

En ualmindeligt kold fredag i april havde man chancen for at opleve en understrøm i dansk musik på Københavns Manhattan, Amager. En modreaktion mod den kommercielle scene og tankegang, der behandler musikken som forretning og driver bands, som var de virksomheder. Selv om man er vant til en undergrund, der definerer sig ved at være i opposition til den etablerede scene, er det sjældent, at det lykkes at ramme en grundstreng i det brede publikum og opnå tilstrækkelig opbakning til at udgøre en egentlig opposition. Det er dog tilfældet i denne udvikling.

Som ét af elementerne finder man fire underdrejede jyder med det herlige navn Svin. Hos Svin tilsidesættes den kommercielle bagtanke, mens fandenivoldskheden og den punkede tilgang fra de salige 80’ere er blevet pudset af, hvorefter kvartetten med lind hånd har tilsat polyrytmisk metaljazz, postmoderne klassiske kompositioner, uendeligt langsomme blæserballader og pludrende improvisationer.

Selv om Svin klart har sit eget genremæssige ståsted, har de fire menigmands-avantgardister, som de kalder sig, alligevel deres klare åndsfæller i bands som Synd og Skam, Frisk Frugt og Iceage for uden musikkollektiverne Af Med Hovedet, Yoyooyoy og Aftenrutine. Til sammen en uofficiel og uorganiseret bevægelse, der udgør et af de mere spændende modtræk til konventionel musikindustri, der længe er set herhjemme. Smalt er det nok, men en støt stigende opbakning blandt publikum vidner alligevel om et velkomment modpunkt i dansk musik.

Det afspejlede sig også, da Svin den føromtalte fredag holdt hof på Amager. Et sammenrend af følsomme Dan Turèll-typer med sort mascara og læderjakker, gøglede kollektivister i heldragter og, næsten bedst af alt, helt almindelige piger og drenge troppede op i et forladt kræmmermarked for at drikke billige Harboe-håndbajere, men hovedsageligt for at fejre fødslen af SVINs nye 12″-vinyl, Secretly We Are Gay, i folkemunde benævnt S.W.A.G.

Ved samme lejlighed leverede grisebasserne så oven i hatten en intens minikoncert ved hjælp af et par ramponerede forstærkere, forvrænget trombone og en særdeles ilter trommeslager i skikkelse af Thomas Eiler. Et overflødighedshorn af frådende math-prog-rock afbrudt af lejlighedsvise bevægende postrockede ballader med perlende guitar og hjerteskærende klarinet. Halvdelen af kvartetten, Eiler og guitarist Lars Bech Pilgaard, var i konstant bevægelse med vrængende ansigtsudtryk og høje råb, mens blæserduoen, Henrik Melbye og Magnus Bak, stod plantet som melodisk mediterende saltstøtter. Selv om SVIN og deres musik ikke just falder inde for mainstreamens klaustrofobiske rammer, har bandet alligevel formået at opnå koncerter på Spot Festival og Tysklands-turnéer, og kvartetten har ikke uden grund fået ry for at kunne levere varen live. Især siden udgivelsen af debutpladen Heimat i 2011, har de med bred anmelderros i ryggen rumsteret i den danske undergrund.

Men hvis man ser bort fra, at Svin er en del af en spændende udvikling, og selv om bandet formår at blæse deres tilskuere midt over live, har S.W.A.G dog alligevel problemer, når man får den med hjem i stuen. Der er en dejlig uhøjtidelighed i instrumentale numre med titler som ”Glatnakke” og ”Frøken Frank”. Associationerne er humoristiske, simple og frem for alt uprætentiøse, og det virker skidegodt. Dog kammer det over, når der i pressemeddelelsen står, at den ellers ganske finurlige albumtitel er ”en hentydning til det skønne, vi alle har med os, men som ofte ikke finder vej ind i strømlinetheden og derfor aldrig ser dagens lys.” Her ville man ærlig talt være bedre tjent med at kalde en spade for en spade og undlade at trække moralske budskaber ned over en ellers ganske underholdende titel.

Svin har stilmæssigt holdt fast i de elementer, der var med til at gøre debuten så fremragende. De har beholdt en lo-fi produktion, hvor optagelserne overvejende er one-takes uden dubs, hvilket klæder æstetikken, om end de mere tunge numre måske lyder en smule meget af ‘pap’, i forhold til den velsmurte soniske dødsmaskine man møder live.

Numrene veksler ligesom på Heimat mellem altfortærende metalliske eskapader, hvor ”Glatnakke” med tonstung guitar, trommetæsk og kaskader af blæserimpro nok er Svins tungeste nummer til dato, og forsigtigt afsøgende og repeterende melodier i “Fasanens Død” og “Frøken Frank”, der samtidig sætter tempoet ned i begravelsesmarch. Denne sammensætning fungerer egentlig ganske udmærket, og de fire frilandsgrise spiller røven ud af bukserne på de hårdtslående skæringer.

Dog lever melodierne på den meget begrænsede spilletid på under 20 minutter ikke op til debutens niveau. Højtflyvende episke postrockmelodier, som for eksempel fandtes på debutens “Illilu”, mangler, og i stedet præges S.W.A.G for meget af repeterende melodier, hvor forglemmeligheden og monotonien viser sig.

Svin er et hårdt tiltrængt band på den danske musikscene, og når de folder sig ud i den forrygende åbner ”How Deep Is Your Love”, som dog ikke lyder meget af Bee Gees, eller ”Glatnakke”, der giver undertegnede lyst til at støve sine gamle Meshuggah-plader af, klør det lidt i fingrene efter en topkarakter. Dog er pladen for kort, og det melodiske materiale er til tider for mangelfuldt. Man sidder tilbage med følelsen af, at lidt længere tid til at finpudse skitser og perfektionere numrene ville have været på sin plads. Derfor bliver S.W.A.G mest en overgangsplade, der viser et øjebliksbillede af et band med en klar, unik lyd og vækker appetitten efter endnu en fuldlængde, der for alvor får lov til at fremvise Svins kvaliteter.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Super anmeldelse –
    Grundig, referencerig og nuanceret.
    Tak for din tid!

    SWAG er netop tænkt som en overgangsplade, et øjebliksbillede og en Hour d’oeuvre til næste fuldlængde album, så du har helt ret –
    Glæder mig til at sende dig et eksemplar :-)

Deltag i debat