Plader

Telekinesis: Dormarion

Skrevet af Bitten Kjærgaard

Michael Benjamin Lerner alias Telekinesis er blevet voksen – eller er i al fald i gang med at blive det. Hans lyd er blevet mere avanceret, og kant og melankoli præger hans stemme og musik. Det er klædeligt.

Hvis man googler Dormarion, er det eneste, der dukker op på skærmen, navnet på den gade, hvor Michael Lerner indspillede sin plade og altså opkaldte den efter. Det vil sige: Sådan har det været indtil for nylig, for nu er der et væld af links forbundet med Lerners nye udspil. Han valgte navnet, fordi han syntes, det havde en smuk klang, og fordi det var så unikt. Men kan Telekinesis‘ plade leve op til titlen?

De to første numre på pladen indeholder elementer af den glade ungdom, som vi kender fra de to foregående Telekinesis-plader, med Lerners traditionelle opbygning af staccato trommer og hurtige guitarriffs. Ikke så meget nyt dér. Det er powerrock a la Lerner med fed energi i især åbningsnummeret.

Det er først i tredje nummer, “Ghosts and Creatures”, at Lerner for alvor kommer til sin ret, og vi kommer dybere ind og lærer ham at kende. Han bevæger sig ind i et melankolsk synthunivers, hvor trommer og elguitar er lagt lidt i baggrunden. Det klæder hans stemme utroligt godt at udtrykke melankoli og lærdom, og rumklangen på vokalen spiller godt sammen med synthtonerne, som er noget nyt for Lerners musik.

Med “Wires” kommer vi tilbage til powerrocken, men med langt mere kant end i de første to numre. Lerner er rå, og rumklangen på vokalen skaber igen en dybde i sangen og fornemmelsen af Lerner. Ikke noget happy-go-lucky her.

Det er noget af et skift, der er til nummeret “Lean on Me”. Her har Lerner bevæget sig ind i et blidt 60’er-inspireret univers, der trækker tråde til The Beatles og Belle and Sebastian. Selvom jeg umiddelbart bliver lidt forvirret over stilskiftet, fungerer nummeret ret godt. Det er en sød og ærlig sang, hvor Lerner synger til sin udkårne. Det klæder dog hans vokal bedre at være kontant og melankolsk end blid og sukkersød.

Med ét er vi tilbage i powerrocken i “Dark to Light”, og her bliver jeg lidt træt af Lerners lyse, let barnlige vokal. Så hellere den drømmende læderjakke-rå Lerner i “Little Hill” med den fede melodi og en elguitar, der har kant uden de lidt komiske riffs. Og herfra går det videre til 80’er-synth med flydeakkorder og trommemaskine i “Ever True”, der med sit ganske fængende omkvæd giver lyst til at trække i skulderpuderne og kaste sig ud på dansegulvet. Lerner får sørme vist, hvad han kan. Man keder sig ikke, for ingen numre flyder sammen.

Pladen sluttes af med “You Take It Slowly”, og man er ikke i tvivl om titlen på nummeret, for Lerner gentager sætningen i en uendelighed. En lidt kedelig afslutning på et mægtigt album, hvor lidt af hvert bliver prøvet af.

Wow, Lerner, sikke en tur, du har taget os på! I bund og grund er Telekinesis ved at udvikle sig til noget dybt og dragende. Der er generelt gode kontraster i musikken mellem tempo, styrke og instrumenter. Lerner formår at vise sin alsidighed ved at gå fra rå synthnumre til akustiske kærlighedssange. Vi har hørt nok af de lidt for lalleglade numre og vil hellere have mere af den melankolske Lerner, der er begyndt at arbejde med synth og har lært noget om livet.

★★★★☆☆

Deltag i debat