Plader

The Besnard Lakes: Until in Excess, Imperceptible UFO

Skrevet af Alex Nørregaard

Canadiske The Besnard Lakes leverer på Until in Excess, Imperceptible UFO et noget blødere og mere drømmende materiale end tidligere, hvilket desværre går ud over gruppens ellers fine fornemmelse for himmelstormende og knasende guitarer.

Da canadiske The Besnard Lakes for nogle år siden smed The Besnard Lakes Are the Roaring Night på gaden, var jeg fuldstændig solgt. Det var et smukt, himmelstormende og gennemrocket album, der i mine ører leverede et mere fokuseret udtryk end den anmelderroste forgænger, The Besnard Lakes Are the Dark Horse. Nu er gruppens fjerde album, Until in Excess, Imperceptible UFO, landet, og selv om der er velkendte elementer, har The Besnard Lakes alligevel formået at søge nye veje.

Frontparret i The Besnard Lakes er Jace Lasek og Olga Goreas, der begge har en flot vokal – og i øvrigt også danner par uden for scenen. Lasek er desuden medejer af studiet Break Glass i Montreal og har her hjulpet bl.a. Young Galaxy, Patrick Watson og Sunset Rubdown. Derudover har han også udgivet en enkelt plade med det indierockede sideprojekt The Soft Province, der også består af det tidligere The Besnard Lakes-medlem Michael Gardiner.

Når det er vigtigt at nævne Laseks gøren og laden, er det af den simple grund, at det tydeligt smitter af på musikken hos The Besnard Lakes. Gruppen har uden tvivl formået at danne et selvstændigt udtryk, men samtidig prøver bandet på hvert album nye instrumenter og genreretninger – uden at det på nogen måde er voldsomt radikalt. I stedet er det som regel gennemført og stilsikkert.

Førstesinglen “People of the Sticks” er et klassisk The Besnard Lakes-nummer. En stille intro sætter scenen, trommer og guitar sætter forsigtigt ind, og en sprød bas byder sig til. Langsomt vokser guitarerne i en tiltagende sitren og knasen, og det hele flyder perfekt. Herefter følger Goreas’ lyse og nærmest rislende vokal, der mere fungerer som et supplement til instrumenteringen frem for igennem glasklar tekst at angive et handlingsforløb eller lignende. Det er mere stemning end stemme.

Til forskel fra gruppens tidligere albums fylder netop det stemningsfyldte gennemgående mere på Until in Excess…, hvilket har både sine styrker og svagheder. Hvor … Are the Roaring Night i højere grad bød på højtravende guitarer med masser af distortion og velplacerede riffs, så er Until in Excess… overordnet set blødere og drømmende. Sangene er på ingen måde dårlige, men de sætter sig ikke i samme grad fast, da de er mere flydende og knap så skarpe.

Åbningsnummeret “46 Satires” er drømmende og til tider overvældende og har ligesom den poppede perle ”The Specter” en snert af Memoryhouse over sig. Det er dog ikke helt dreampop på samme måde som hos den canadiske duo, men i stedet med et prog-rocket præg. Begge numre indeholder således bl.a. eminente guitarstykker, som sætter sig igennem midtvejs og tilføjer numrene energi og en smule kant.

Et nummer som ”At Midnight” rusker godt igennem, men der går for meget tomgang i den. Det sker desværre også i den mere søvndyssende “And Her Eyes Were Painted Gold” samt det bombastiske afslutningsnummer “Alamogordo”, der begge bliver noget langtrukne. Et fællestræk er, at det virker, som om The Besnard Lakes ikke helt har vidst, hvordan bandet skulle runde numrene af og gerne har villet holde sig på den ‘rigtige’ side af de fem minutter.

Der er ingen tvivl om, at The Besnard Lakes kan sit håndværk og er i stand til at skrue nogle stærke numre sammen. Men hvor især … Are the Roaring Night var særdeles helstøbt og velfungerende, efterlader Until in Excess… i stedet et indtryk af en mangel på retning. Det drømmende og luftige udtryk klæder egentlig The Besnard Lakes ganske fint, men der er ikke helt styr på balancen. Der mangler noget bid, noget af det mere støjende og knasende, som gruppen excellerede i på både … Are the Dark Horse og … Are the Roaring Night. Måske er der rettet op på det næste gang.

★★★★☆☆

Lyt til “People of the Sticks”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/03%20People%20of%20the%20Sticks.mp3]

Deltag i debat