Plader

The National: Trouble Will Find Me

Den er god nok. The National kan stadig ikke skrive popsange. Til gengæld kan de så meget andet. Som for eksempel at skrive sig helt ind i hjertet på denne anmelder. Jeg tager hatten af, bøjer mig i støvet og sender alle slags cadeaux og street creds til de fem sørgmodige mænd fra Ohio.

Da Matt Berninger, Aaron og Bryce Dressner (The National-brødrepar nr. 1) og Scott og Bryan Devendorf (The National-brødrepar nr. 2) i 1999 skulle finde på, hvad de skulle kalde deres nystartede band, søgte de efter et navn, der ikke betød noget. Ikke noget, der sagde noget om musikken. Ikke noget, der havde en personlig betydning for dem. Ikke engang et ord, de holdt af. Måske en ligegyldig detalje, men ikke desto mindre meget sigende om universet hos det tungsindige amerikanske band, The National. De formidler nyttesløsheden, betydningsløsheden og afmagten og trækker opgivende på skuldrene, selv når verden smuldrer omkring dem. »I didn’t ask for this pain / It just came over me« (“Pink Rabbits”).

Dermed ikke sagt, at bandets produktioner i sig selv er betydningsløse. Der er en enorm tyngde i hver eneste skæring, en enorm seriøsitet. Og så til helvede da med, at tempoet sjældent lægger op til mere end en langsom sjæler. Når det gælder The National, er der større ting på spil end danseglæde og radiotække.

Trouble Will Find Me er The Nationals sjette album. Vi har altså at gøre med et band, der har været på banen forholdsvis længe. Det var ikke givet fra starten, at det lettere indebrændte, melankolske indierockband fra Ohio skulle ende blandt musikindustriens store navne. Men det gjorde de.

Med pladerne Alligator (2005) og i særdeleshed mesterstykket Boxer (2007) blev The National langsomt, men sikkert et must-listen for indierock- og americana-fans verden over. Forsanger/tekstforfatter Matt Berningers præcise skildring af den amerikanske middelklasse og ikke mindst af den evigt tilbagevendende, evigt komplicerede kærlighed kombineret med de dvælende og samtidig pulserende musikalske kompositioner syntes at være en kombination, der ramte mange musikelskere. Der er altså med andre ord noget at leve op til på det nye udspil.

Og her kommer så det tidspunkt i anmeldelsen, hvor jeg i respekt må lægge mig fladt ned på maven. Hvis man troede, at vi havde set toppen af The Nationals kreativitet, kan man godt tro om igen. Eller gå ned til den nærmeste pladeforretning og investere i Trouble Will Find Me.

Jeg har personligt aldrig været så glad for bandets forrige album, den storladne High Violet. Bandet lød simpelthen lidt for komfortabelt i sit efterhånden temmelig cementerede musikalske ståsted. Der var for lidt bid i teksterne og for lidt hjertebanken i musikken. Jeg havde forestillet mig, at Trouble Will Find Me ville fortsætte lidt i samme spor. Men det er ikke tilfældet.

The Nationals sjette plade er tværtimod rørende og vedkommende. Teksterne har en kvalitet, som man kun alt for sjældent hører hos lignende orkestre. Og tonen i musikken ligger placerer sig stadig et sted mellem det romantisk melankolske og det direkte deprimerende – lige præcis som en god The National-plade skal.

Trouble Will Find Me åbner usædvanligt lyst med den akustisk baserede “I Should Live in Salt”. The National er kendt for gode åbnere (“Terrible Love”, “Fake Empire”, osv.), og denne er ikke en undtagelse. Herfra er vi dog hurtigt tilbage ved de indre dæmoner med førstesinglen “Demons”, som snildt kunne være taget fra High Violet med sin meget direkte tekst og en lydside, der bedst af alt passer til en sen aften på motorvejen.

Mere sofistikeret er den Johnny Cash-profetiske “Heavenfaced”, der med elegante sproglige vendinger som »can’t face heaven all heavenfaced« nærmest lyder som det tætteste, vi kommer et lille stykke sandhed i en forvrænget verden. Eller den blå, folkede “I Need My Girl”, hvor en lille, flygtig og gentagen guitarfigur symbolsk indrammer fortællingen om den ulykkelige kærlighed og om længslen, der er allestedsnærværende, selvom man både er »good« og »grounded«. Hjerteskærende.

Et andet enormt rørende og rammende øjeblik på pladen er den klaverbårne “Pink Rabbits”, der i virkeligheden nok er det tætteste, The National nogensinde har været på at skrive en popmelodi – selvfølgelig stadig i ballade-afdelingen, forstås. På en måde er den uendelig simpel, næsten vise-agtig, den lille melodi. Men ikke desto mindre effektiv, især i sammenhæng med den enormt præcise og velskrevne tekst.
Sætninger som »Somebody said you disappeared in a crowd / I didn’t understand then / I don’t understand now / Am I the one you think about / When you’re sitting in your faintin’ chair / Drinking pink rabbits?« og »You didn’t see me I was falling apart / I was a white girl in a crowd of white girls in the park / You didn’t see me I was falling apart / I was a television version of a person with a broken heart« gør bogstavelig talt ondt at læse og lytte til. Men det gør ondt på den gode måde. Hjerteskærende pt. 2.

Og jeg kunne blive ved. “Slipped”, der er Trouble Will Find Mes sidestykke til Boxers “Gospel”, de mere uptempo “Don’t Swallow the Cap” og “Graceless” eller den distortede “Sea of Love” – alle et lyt eller 60 værd, så det er ikke for tidligt at begynde nu. Samtidig kan man glæde sig over en imponerende gæsteliste, der tæller både Sufjan Stevens, St. Vincent og Richard Reed Parry fra Arcade Fire.

Hvis man allerede er hoppet på The National-vognen, bliver man ikke skuffet over det nye skud på stammen. Hvis ikke, kan man passende begynde her – måske lige efter at have lyttet lidt til Boxer, som stadig er bandets bedste præsentation. Måske kunne det ligefrem være en god, om end knap så festlig, opvarmning til årets Roskilde-festival, hvor bandet ligger vejen forbi? I wouldn’t say no.

★★★★★½

Deltag i debat