Plader

The Veils: Time Stays, We Go

Skrevet af Andreas Overgaard

The Veils er tilbage med deres fjerde udspil, som byder på endnu en potent omgang storslået og melankolsk rockmusik. Der er masser mainstreampotentiale at spore, og hvem ved, måske er fjerde gang lykkens gang for Finn Andrews og co.?

Finn Andrews er en historiefortæller forklædt som sanger. Det er der ingen tvivl om. Hans lave baryton og evne til at leve sig ind i, hvad end han lukker ud af munden, vidner om et naturtalent, der var født til at formidle fortællinger ud til mange mennesker. Ikke desto mindre har hans band The Veils på trods af bunkevis af gode anmeldelser aldrig slået igennem til et bredere publikum. Tager man udgangspunkt i bandets fjerde udspil, Time Stays, We Go, vidner det hovedsageligt om dårlig promovering fra bandets label og bandet selv, da deres musik har masser af mainstreampotentiale.

Musikalsk befinder vi os fundamentalt stadig i rocken et sted mellem den postpunkede og den britpoppede skole. Time Stays, We Go er dog den mest amerikansk-lydende plade, The Veils indtil videre har begået. Ifølge Andrews har bandet også især været inspireret af det californiske landskab. Dette høres tydeligst på “The Pearl” og “Bird”, der begge emmer af en ørkenstemning, der ikke ville være malplaceret på en Calexico-plade. Samtidig er der taget en tydelig inspiration fra sangsnedkere som Nick Cave og Leonard Cohen; for eksempel har mit favoritnummer, “Dancing With the Tornado”, en slags Nick Cave møder Echo and the Bunnymen-vibe, der underbygges af et fængende og nærmest løbende guitariff.

Finn Andrews er The Veils’ omdrejningspunkt og største styrke. Hans stemme er på én og samme tid ufatteligt selvsikker og skrøbelig, hvilket især skyldes den lette vibrato, der til tider dukker frem. Teksterne leveres med en tydelig indlevelse, hvilket også er nødvendigt, de tunge emner taget i betragtning. Selve musikken forekommer ikke nødvendig mørk og dyster, men dykker man ned i lyrikken, vil man møde et yderst deprimererende tekstunivers. Vokalerne er også lagt meget langt fremme i det i øvrigt krystalklare miks, der takket være Bill Prices båndtryllerier har resulteret i en analog lyd, der både har dybde og slagkraft.

Ifølge pressematerialet har bandet i løbet af de seneste tre år skrevet hundredevis af sange, der så efterfølgende omhyggeligt er blevet skåret ned til de 10 skæringer, som udgør Time Stays, We Go. Dette har haft en tydelig effekt på pladen, da resultatet består af 10 meget forskellige og bredtfavnende sange. Det er både godt og skidt, da pladen på den ene side er en varieret bunke numre, men på den anden side til tider snarere virker som en tilfældig samling af sange frem for et sammenhængende værk.

The Veils er ikke et band, man skal søge mod, hvis man ønsker musikalsk nyskabelse. Man bliver som lytter sjældent udfordret, og sangskrivningen er, selvom den er baseret på mange forskellige typer af musik, ikke ligefrem kompleks. Bandet har dog et særligt talent for at skrive fængende melodier og memorable tekster, og selvom musikken er storslået og ultra-sensibel, formår bandet at danne et intimt bånd mellem sig og deres lyttere. Forhåbentlig kan Time Stays, We Go sende The Veils ud i et større spotlys, da de endnu en gang har begået et solidt og modent udspil, der bare venter på, at nogen fjerner sløret.

★★★★☆☆

Deltag i debat