Plader

!!!: THR!!!ER

Trods titlen er der ikke meget spænding ved !!!’s femte udspil, som er gruppens måske lettest tilgængelige til dato.

Det var med en vis skepsis, jeg modtog !!!‘s femte album. Den californiske gruppe rev benene væk under mig, da jeg første gang stødte på dem på Roskilde Festival i 2004, hvor de gav en mildest talt mindeværdig koncert. Jeg gik derfra med skælvende knæ, ærefrygtig og dybt rystet med et saligt smil, som havde jeg oplevet Jesus’ genkomst, og jeg styrede direkte hen efter albummet Louden Up Now. Halleluja, den slags musikalske åbenbaringer glemmer man aldrig. Siden da har !!! desværre skuffet mig en lille smule hver gang, hvad enten det har været live eller på albumfronten. Det har da været godt, men ikke sådan fuldstændigt hæsblæsende og overvældende som vores første møde. Nuvel, vi bliver jo alle ældre, men tabet af den kaotiske energi og vitalitet, der gennemsyrede de første udgivelser, har unægtelig kostet på charmekontoen, som Undertoners anmelder også beklagede i 2010.

Titlen på denne udgivelse henviser naturligvis, som den opmærksomme nørd for længst har gennemskuet, til Michael Jacksons kultalbum fra 1982, og ifølge !!! er det altså deres svar på en Thriller – det kunstneriske højdepunkt. Store ord at kaste fra sig op til en albumudgivelse, og !!! er da heller ikke kendt for at være humorforladte eller bange for en lille provokation, selvom de er blevet blødere og langt mindre politiske efterhånden: På THR!!!ER er der ikke længere meget ”You can tell the president to suck my fucking dick” over teksterne – eller bandeord i det hele taget. Forsanger og frontmand Nic Offer, berygtet for sit skamløst roterende underliv m.m. på scenen, har gudhjælpemig været på en sjælesøgende tur til Afrika op til albummets tilblivelse. Teksterne handler således om at blive voksen, ”både som menneske og som musiker”. Åh nej, tænker man så, og fordommene bliver bekræftet på den gumpetunge åbner ”Even When The Water’s Cold”. Hvis dét er at blive voksen, så nej tak. Heldigvis bliver det hurtigt bedre på den efterfølgende ”Get That Rythm Right”, præcist så groovy og overlegent cool, som man håber på. Sammen med den dystre techno-sag ”Careful” og ”Station (Meet Me at the)”, der lukker albummet med et anarkistisk brag a la de gode gamle dage, er den et glimrende indslag i en ellers jævn forsamling sange.

”Punkfunk” blev !!! kaldt, da de debuterede i 2001, men i flere år har gruppen været mere funk end punk. På THR!!!ER er lyden – ligesom teksterne – til stadighed mere livsglad, mindre aggressiv, men heldigvis lige så dansabel som i begyndelsen. En moderne, basdomineret version af disco synes i dag at være !!!’s signatur, og i den henseende er THR!!!ER et meget stringent album. Det oser (selvfølgelig) stadig af sex, men nu på en mere kærlig, optimistisk og radiovenlig facon. ”One Girl/One Boy” lyder af ukompliceret popsang med et irriterende overstadigt omkvæd, mens det bliver mere uartigt på ”Slyde”, hvor Out Hud-sangerinde Molly Schnick er med på lummer gæstevokal. Her er intet overladt til fantasien. Alligevel bliver det aldrig så sprængfarligt eller sjovt, som der ellers var potentiale til. Måske fordi man ligesom har hørt det hele før – bare bedre.

Nogen Thriller er der bestemt ikke tale om. På mange måder er det !!!’s mest lettilgængelige udspil til dato: kortere numre, fængende melodier og venlige syng-med-omkvæd. Og det skal da nok lokke en masse ud på dansegulvet sommeren igennem. Desværre er !!! bare ikke et særligt sindsoprivende bekendtskab længere, og THR!!!ER bliver aldrig til mere end et middelmådigt underholdningsfix.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar