Nyheder

Unik intimkoncert med Suede på vej

Inden det genopståede, legendariske britpopband Suede giver koncert i Tivoli, holder de en unik koncert i intime rammer i Lille Vega den 26. juni.

For bare to måneder siden kunne Undertoner fortælle, at genopståede Suede kommer til København 27. juni for at give koncert på Plænen i Tivoli. Det bliver bedre endnu, for i dag er det bekræftet, at britpop-legenderne allerede dagen inden, onsdag den 26. juni, giver deres mindste koncert på dansk jord nogensinde. Det bliver i Lille Vega i København, og der vil helt sikkert ikke være et øje tørt blandt de udvalgte få, som vil være så heldige at få billet.

Suede har alle dage været glade for Danmark og er kendt for at være et yderst veloplagt liveband med den altid hyperaktive Brett Anderson i front. Bandet gav blandt andet en koncert i topklasse på NorthSide Festival i 2011. Så er du (også) fan, må du hellere være hurtig for at komme med, da der blot sættes 350 billetter til salg. Jagten sættes i gang 17. maj via Vega.dk, Billetlugen.dk og Fona, og der kan maks. købes 2 stk. pr. person.

Som en lille bonus-godte vil Figurines-forsanger Christian Hjelm, med sit meget roste soloalbum i bagagen, stå for opvarmningen.

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar