Plader

V/A: Reason to Believe – The Songs of Tim Hardin

Skrevet af Alex Nørregaard

Navnet Tim Hardin vækker formentlig ikke den store genklang. Men en række vidt forskellige fortolkninger af nogle af folkmusikerens centrale numre overbeviser om, at man bør lære manden at kende.

Da jeg første gang sad med hyldest- og coversamlingen Reason to Believe. The Songs of Tim Hardin, blev jeg en smule bange. Burde jeg egentlig vide, hvem Tim Hardin var? Det satte gang i lidt research – både i forhold til at læse om Hardin, men også at høre noget direkte fra den amerikanske folkmusiker selv.

Hardin var aktiv i 60’erne og 70’erne. Han døde af en overdosis heroin som 39-årig og efterlod sig en række albums af svingende kvalitet, men samlet set et betydningsfuldt sangmateriale, der har inspireret kunstnere som f.eks. Nick Drake, Patti Smith og Okkervil River. Heroinen spillede sammen med alkohol i rigelige mængder, så vidt jeg har læst mig til, en vigtig rolle i forhold til såvel højde- som lavpunkter i de musikalske udfoldelser. En flugt fra livet, hvor stofferne på sin vis endte med at give stof til eftertanke – i det mindste i musikken.

Reason to Believe samler en række vidt forskellige musikeres fortolkninger af nogle af Tim Hardins centrale numre. Det store spørgsmål i forbindelse med sådan en udgivelse synes altid at være, hvor tæt op ad eller hvor langt fra originalen man bør lægge sig. Sangene betyder noget i sig selv, men konteksten ændres, og en anden mening viser sig.

Hvorvidt de forskellige covers er vellykkede eller ej, afhænger i høj grad af, hvilket forhold man har til originalerne. Som sagt havde jeg hverken hørt Tim Hardin eller hørt om ham, så jeg valgte at sammensætte en spilleliste med de originale numre – om ikke andet for at få et indblik i det oprindelige materiale.

Det var en ret interessant øvelse, og det mindede mig om noget, som en af mine forelæsere engang sagde: “I er en del af kompendiegeneration. Hvornår har I sidst læst en hel bog?” Der var ganske stille efter den udtalelse. Og et compilation-album som Reason to Believe er netop sammenligneligt med et kompendium. Man kradser en lille smule i overfladen og ser det originale værk igennem andres øjne, men fordybelsen går som regel tabt.

Der er noget drømmende og behageligt over både den indledende “Don’t Make Promises You Can’t Keep” fra The Phoenix Foundation og “It’s Hard to Believe in Love for Long”, som The Magnetic North står bag. Anderledes er den afdæmpede og skrøbelige “If I Knew”, som i hænderne på Sarabeth Tucek bliver en anelse Lana Del Rey-agtig, samt “Lenny’s Tune”, der i Hannah Peels version folder sig ud mellem rolig folk og boblende, sødmefuld electronica. Sammen med Gavin Clarks udgave af ”Shiloh Town”, der sagtens kunne være at finde på soundtracket til en Quentin Taratino-film, er disse sange opsamlingens mest interessante.

Derimod minder Mark Lanegans take på “Red Balloon” og Snorri Helgasons udgave af “Misty Roses” lidt for meget om originaludgaverne. Det er bestemt ikke skidt, men det fremstår en smule idéforladt og halvhjertet. Knap så heldige er Smoke Fairies’ distortionprægede version af hittet “If I Were a Carpenter” samt den skæve og skingre “I Can’t Slow Down” fra danske Pinkunoizu.

Reason to Believe er en noget broget samling, hvor der hist og her tages chancer, og hvor kvaliteten af fortolkningerne svinger en del. Umiddelbart kan pladen fungere som en fin introduktion til Tim Hardin, men samtidig vil det nu være bedre at gå direkte til kilden selv, idet de originale sange stadig holder den dag i dag. Så kan coverversionerne altid fungere som et interessant sideindslag.

★★★☆☆☆

Deltag i debat