Plader

Waldo & Marsha: Zoo

Skrevet af Zenia Menzer

Waldo & Marshas luftige og højtragende debutalbum indeholder både optimistiske og mere alvorstunge toner. Zoo er et interessant udspil, men samtidig risikerer pladens monotone stemning at tabe sin lytter undervejs.

Den aarhusianske oktet Waldo & Marsha formår med sit debutalbum at fastholde lytteren. Først virker pladen umiddelbar, men ved nærmere bekendtskab viser den sig at byde på mere dybsindig og melankolsk pop, end hvad øret opfanger til at begynde med.

“Wide Awake, Wide Asleep” benytter sig af en træg musikalsk tilgang, hvor både vokalen og den instrumentale side bliver trukket ud og skaber nogle lange, seje træk, der på en sær måde lægger grunden for et statisk nummer. Gennem den monotone vokal og det nærmest stillestående instrumentale akkompagnement får bandet udtrykt en stemning, der på en og samme tid er let som et eventyr og tung som en regnvejrsdag.

Samme stemning gør sig gældende på flere af numrene på Zoo, bl.a. “Savannah”, “Leave Me Here” og “Canals”. Sidstnævnte inkluderer Niels Bagge alias Vinnie Who, der gæster nummeret med sin vokal.

“Canals” indeholder den samme form for monotoni som de andre numre, men alligevel rummer den også en mere højtflyvende og luftig karakter. Bagges androgyne vokal bidrager afgjort til, at nummeret afspejler både optimisme og melankoli. Dette udgør til sammen en noget flygtig stemning, der sætter sin lytter i en ubestemmelig følelsesmæssig tilstand. Man ved ikke helt, om man skal være glad eller ked af det; opløftet eller nedtrykt.

De elementer, der kan trække én i retning af det positive, er på mange måder de samme, der kan trække den modsatte vej. Zoo trækker med sin svævende og atmosfæriske underfundighed i flere følelser, ledt godt på vej af den ensartede vokal og den loopede lyd. Konstruktionen på numrene er dog ikke blot gentagelse, men lag-på-lag, og deri ligger de dybder, som Zoo indeholder.

Ud over den gråvejrsstemning, der har bidt sig fast på mange af numrene, finder lysere sider også vej til pladen. Det sker f.eks. i “Circular Surprise” og “Lemon Drops”, der har et mere rytmisk islæt og et mere tydeligt tromme-akkompagnement end flere af pladens øvrige numre. Det er opløftende at høre, men alt i alt er der mere efterår end sommer på Zoo, hvilket kommer til udtryk gennem den modne og alvorstunge stil, der præger de otte aarhusianere.

Alvoren bliver imidlertid også bandets akilleshæl, da man som lytter tabes en anelse undervejs i den meget højtravende tone, der præger hele albummet. Samtidig trænger monotonien flere steder en anelse for meget igennem og gør mødet med Waldo & Marsha for ensklingende. Omvendt er der meget at hente, hvis man som lytter har den eftertænksomhed og det tålmod, der skal til for ikke at blive tabt af musikken, men derimod fortabe sig i den.

★★★★½☆

Leave a Reply