Artikler Interview

When Saints Go Machine – når det ikke skal være alt for let

Skrevet af Camilla Zuleger

When Saints Go Machine har eksperimenteret med lyden, med måden at arbejde på og med, hvordan man udfordrer både sig selv og publikum på deres nye plade Infinity Pool, der netop er udkommet. Vi snakkede med Jonas Kenton fra bandet om, hvad der egentlig er sket.

When Saints Go Machine, marts 2013, foto: Thomas Skou

Der bliver eksperimenteret med lyden, overrasket og udfordret på When Saints Go Machines tredje album Infinity Pool. Alting er, som det plejer … Og så alligevel overhovedet ikke.

Nye veje
At det er de samme fire gutter som tidligere, der står bag, er der på intet tidspunkt tvivl om. Men derudover er der ret langt til de tidligere to plader, Ten Makes a Face og Konkylie fra henholdsvis 2009 og 2011, der begge lod bandet hylde som Danmarks nye stjerner.

Men stilskiftet er helt bevidst, fortæller Jonas Kenton, der sammen med Nikolaj Manuel Vonsild, Silas Moldenhawer og Simon Muschinsky udgør When Saints Go Machine, for hvem kun det tilnærmelsesvis perfekte i øjeblikket synes at være godt nok.

Siden de løftede sløret for deres elektroniske univers med deres selvbetitlede ep tilbage i 2007, må der siges at være sket en del. De vandt P3 Talentet i 2008, åbnede Orange Scene på Roskilde Festival i 2010 og blev signet på det tyske og meget succesfulde pladeselskab !K7. Senest høstede de priser ved både Steppeulven og Danish Music Awards.

Samtidig har de opnået at blive ekstremt populære hos deres publikum. Men på deres tredje plade har de ikke valgt at køre i samme spor som tidligere – i stedet udgiver de deres suverænt sværest tilgængelige album med Infinity Pool.

»Det er svært at forklare, hvorfor det ender sådan. Men vi har ikke fornemmelsen af tidligere at have lavet deciderede landeplager,« siger Kenton om udtrykket på den nye plade og forklarer samtidig, at når musikken bliver skrevet, så er det tit stemningen frem for lyrikken eller melodien, der afgør, hvorvidt sangen bliver lavet eller ej.

It’s a banger!
Åbningsnummeret er et samarbejde med den amerikanske rapper Killer Mike, der tidligere har samarbejdet med blandt andre Outkast og El-P.

»Mange mennesker ville ikke kunne forestille sig samarbejdet,« siger Jonas Kenton, »men vi vil udvikle os og udfordre.«

Og af den idé kom nummeret “Love and Respect”, som allerede er blevet spillet på radiostationer og har fået flotte ord med på vejen.

At valget faldt på Killer Mike, skyldes også, at »han jo er helt vild fed,« som Kenton siger. Bandet sendte ham oprindeligt ikke mere end skitsen af en sang – ja, faktisk var sangen endnu blot et beat. Men Michael Render, som er Killer Mikes borgerlige navn, var med på ideen med det samme. »It’s a banger!,« var hans kommentar til sangen, da forsanger Nikolaj Vonsild mødte ham til en koncert i Danmark.

Altings uperfekthed
Siden gutterne debuterede i 2007 har de ikke bare fået fingrene beskidte og lært at lave musik på den hårde måde. Nikolaj Vonsild har de sidste tre år gået på sangskriverlinjen på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

Men hvordan ændrer det ens arbejde med musikken, hvis man ikke længere bare gør, fordi man ikke kan lade være, men også er teoretisk funderet i det at skrive musik?

For Jonas Kenton har det bestemt ændret nogle ting, men udelukkende ført ad nye og bedre stier. Men der er også en iboende fare i at vide for meget om det, man laver, når det handler om kunst, mener han.

»Nikolaj er blevet mere bevidst om nogle ting. Men det gælder om at finde en balance. Hvis nu man får fortalt, hvordan alting fungerer, går der også noget romantik af tingene.«

Autodidaktikken har helt sikkert noget over sig i deres musikalske univers, og Kenton mener, at man ligefrem kan finde en inspiration i det, man ikke kender.

»Det uudforskede er også et drive og kan have et stærkt udtryk i kunst. Når man kan læse det ind, man ikke evner. Der er ikke noget, der er perfekt.«

Den svære treer
Det er en efterhånden ret fasttømret myte, at det er svært at vende tilbage efter en succesfuld debut, hvad man i den grad må sige, at Ten Makes a Face var. Ikke desto mindre fik de lavet Konkylie, hvorimod arbejdet med Infinity Pool ikke var helt så ligetil.

»Det har været en hård plade at lave, fordi processen ikke var så flydende. Vi eksperimenterede med ting, der ikke fungerede,« fortæller Jonas Kenton.

Marts 2013. Foto: Thomas Schou

Efter flere forsøg i sommerhuse og store studier vendte de tilbage til udgangspunktet. Hver for sig sad de og skrev og producerede nye sange i hjemmestudier og mødtes efterhånden og prøvede at få noget ud af det. Men at det har været sværere at vende tilbage med studiealbum nummer tre, mener Jonas Kenton ikke nødvendigvis er en dårlig ting.

»Det skal jo ikke være let,« bemærker han med en vis portion perfektionistisk kynisme.

Benhårde dommere
Da de vendte tilbage til studiet, blev det dog klart, at tingene var anderledes, end da de var der sidst. Det var nemlig ikke længere bare et spørgsmål om at udgive den musik, de gerne ville have ud. Denne gang var der også et betydeligt publikum at tage med i ligningen.

»Vi kunne mærke det mere end nogensinde før. Folk har denne gang faktisk muligheden for at blive skuffede. Men det er ikke noget, vi er gået ned på. Vi synes selv, at pladen kan noget.«

Men netop frygten for at skuffe må nødvendigvis skinne lidt igennem, når man ikke vælger at lave en plade, som giver folk det, de allerede elsker. Og da bliver det klart, at When Saints Go Machine bestemt ikke laver musik udelukkende for publikums skyld.

»Hvis vi havde været fast besluttede på at lave populære sange, havde vi også gjort det. Vi skal tilfredsstille os selv. Vi er benhårde ved os selv– også når vi skal spille live. Så kommer alt andet bagefter. Men selvfølgelig er det vigtigt for os, at andre synes, at det er fedt.«

Then we take Berlin…
Bandet har de sidste par år oplevet en stigende popularitet i udlandet, og det særligt i Tyskland: den elektroniske musiks slaraffenland. Og Jonas Kenton forstår godt, hvorfor netop tyskerne har taget så godt imod de danske elektrodrenge. For ham at se er den tyske musikkultur meget umiddelbar for et band som When Saints Go Machine, hvor synthesizeren bestemmer slagets gang, og der er knap så meget klap på 1 og 3.

Kontrakten hos berlinske !K7 har da også sat dem i fint selskab med elektroniske helte som Apparat, Hot Chip, Brandt Brauer Frick og Digitalism. Men med udgivelsen af Infinity Pool bliver det tid til at søge nye territorier.

»Vi har valgt USA fra nogle gange, men nu er der nok opmærksomhed til, at vi giver det en chance,« fortæller Kenton.

Infinity Pool er netop udkommet i Europa og sendes på gaden 28. maj i Nordamerika. Du kan i øvrigt opleve bandet på mangt en festival over sommeren. Foruden lige at have været på Spot kigger de også forbi Northside Festival, Roskilde Festival, Trailerpark Festival og Skanderborg Festival, inden touren slutter 18. oktober i Store Vega i København.

Deltag i debat