Plader

Austra: Olympia

Skrevet af Anna Møller

Austras nye album er mere upbeat electro-kabaret end gothmystik, men den canadiske sekstets musik er stadig ekstremt veludført og overbevisende.

Canadiske Austra er de seneste år gået fra mørk synthpoptrio til mere storladen sekstet, hvor Katie Stelmanis’ trænede og stærke vokal fortsat indtager en central plads i det pulserende lydbillede. Med sig har hun stadig sin tidligere bandkammerat fra Galaxy, Maya Postepski, på trommer, den tidligere Spiral Beach-bassist Dorian Wolf, tvillingerne Sari og Romy Lightman på kor og keyboardspiller Ryan Wonsiak fra Ze and the Boyfriends.

Lyrikken på Olympia er skrevet i et samarbejde mellem hjørnesten Stelmanis og vokalist Sari Lightman, og om pladen har Stelmanis sagt: »We are really into dense harmonies and big beautiful melodies, but I also love techno and dance music. I wanted to bring those elements together.« Kombinationen af vokalharmonier og et upbeat danseoplæg er tydelig på det nye album, selvom scenen er mere teatralsk sat end på det forrige album.

Katie Stelmanis vokal er stadig dragende vibration og følelsesfuld alt, og det er tydeligt at høre, at fortidens dramatiske sangfugle ikke har kvidret for evigt. Stelmanis er i øvrigt klassisk trænet og sang som 10-årig med i et canadisk operakor for børn, og de store arie-følelser spores da også direkte i Austra. Især på Olympia.

I sammenligning med debuten Feel It Break (2011) er Olympia både mindre mørk og mindre båret af de popmelodier, der ellers virkede så dragende på det første album og i særdeleshed i et nummer som “Beat and the Pulse”. Snarere har de kabaretprægede elementer fået en større scene at hoppe rundt på, og lur mig, om det ikke er en lille dansesag, der er sat på som baggrundsmusik til teatershowet.

I den klavervuggende førstesingle “Home” blandes bløde elektroniske impulser, percussion, vokalharmonier og fløjter med næsten en disco-agtig understrøm. Nummeret er en bekendelsessag om en kæreste, der ikke kommer hjem fra byen, mens vores lyriske jeg ligger og venter lettere irritabel i den fælles dobbeltseng. Med en trommepad som eneste kompagnon.

“Painful Like” pumper derudaf i overstadigt dansetempo, men beholder samtidig en dyb mystik, der især opstår i forbindelsen mellem vokaler og rytmesektion. Stelmanis stemme lægger sig i nogle synkoperede stykker, så det, der ellers har potentiale til både Crystal Castles Light og Disco Classic, ender som en upbeat electroversion af Dark Dark Dark. Klart et af pladens bedste numre sammen med den – de øvrige numre taget i betragtning – minimale og bastunge “Fire” og afslutteren “Hurt Me Now”.

Derimod lægger de gentagne kor og den lidt gumpetunge melodi i “Sleep” sig med tiden som en irritation et sted i det indre øre, og numre som den electroclashede “Annie (Oh Muse)” og “You Changed My Life”, hvor klaver og vibrerende vokal bærer den bekendende lyrik frem, bliver for meget.

Der er klart mere upbeat electro-kabaret og mindre gothmystik at finde på den canadiske sekstets nye album, og da der ikke er en finger at sætte på relativt objektive faktorer som produktion, talent eller komposition, må det i sidste ende handle om, hvorvidt man er mere til uptempo electropop end mørke forvildelser og slæbende melodikonstruktioner. Jeg må bekende kulør. Den er mørk.

★★★★☆☆

Deltag i debat