Plader

Bibio: Silver Wilkinson

Skrevet af Mikkel Arre

På sit sjette album er Stephen James Wilkinson tilbage i den zone, hvor folk, electronica og J Dilla-inspirerede beats mødes. Men mens det trekløver var opskriften på et lille mirakel på hans forrige album, bliver Silver Wilkinson aldrig nogen stor oplevelse.

Da engelske Stephen James Wilkinson (alias Bibio) i sommeren 2009 udgav sit fjerde album, Ambivalence Avenue, var jeg umiddelbart ikke imponeret. Godt nok havde han skiftet stil og ladet de første pladers udflydende instrumental-folk erstatte af mere stringent sangskrivning og lejlighedsvise hiphopbeats – men albummet gjorde ikke rigtig indtryk på mig. Den opfattelse blev jeg ved med at have, indtil sommeren blev til sensommer, og det pludselig gik op for mig, at jeg jævnligt nynnede sange fra pladen og faktisk hørte den dagligt.

I dag står Ambivalence Avenue som noget ganske særligt for mig – bl.a. fordi jeg her fire år senere stadig ikke forstår, hvordan Wilkinson kunne lykkes så formidabelt med at veksle mellem ultrakorte folkpopsange, varm electronica og hektiske hiphopbeats – og samtidig få pladen til at fungere som en helhed.

På den følgende plade, Mind Bokeh, prøvede Wilkinson kræfter med mere dansable og til tider 110 procent radiopoppede sange. Forsøget var dog ikke ubetinget vellykket, så mit første lyt til Silver Wilkinson gjorde mig glad: På album nr. seks er Bibio tilbage ved den kombination, der fungerede så fantastisk på Ambivalence Avenue.

De efterfølgende gennemlytninger af Silver Wilkinson gjorde mig imidlertid snarere ligeglad. For godt nok er bestanddelene de samme – folksange, legesyg electronica og opklippede beats – men resultatet er ikke nær så forjættende.

Tværtimod kommer albummet noget sløjt fra land. De første fire numre er alle klædt i en form for dis, og hverken den idylliske drømme-folk i “The First Daffodils”, de piblende klokketoner og den blide melankoli i “Dye the Water Green” eller de brusende bølger i “Wulf” trænger for alvor igennem. Wilkinson strækker idéerne lidt for længe, og det er nemt at glemme, at pladen snurrer.

Heldigvis hiver han så “À tout à l’heure” ud af ærmet: et skønt og øjeblikkeligt fængende stykke folkpop. En hastigt hoppende guitarmelodi og Wilkinsons lyse stemme løber parløb, og efter den dvaske start er tempoet forfriskende.

Samme virkning har “You”, hvor Bibios forkærlighed for J Dilla får frit løb. Nummeret starter godt nok i samme farvand som folknumrene, men så dukker en abrupt vokalstump op, og med ét tager et opklippet hiphopbeat over. Brudstykker af strygere, horn og Fender Rhodes accentuerer de rytmiske vrid og vendinger, og det er svært ikke at være begejstret.

Desværre er det symptomatisk for pladen, at det instrumentale guitarstykke “Sycamore Silhouetting”, der ligger mellem de to højdepunkter, er mere sympatisk og idyllisk, end det er mindeværdigt. Variationen mellem det upbeat og det lavmælte kommer således ikke til at give en kontrasteffekt, der fremhæver de forskellige udtryks styrker. ”Sycamore Silhouetting” skal snarere overstås hurtigst muligt.

På pladens sidste tredjedel er flowet noget mere velfungerende. Det søde, ærkebritiske folknummer ”Raincoat” danner et fint afsæt for den langstrakte og let funky synthekskursion ”Look at Orion!”, mens den uventede forvandling af ”Business Park” fra buklende IDM til håndspillet krautpop gør det tydeligt, hvor sart den stilfærdige afslutningssang, ”You Won’t Remember…”, er.

De afsluttende opmuntringer er dog ikke nok til at gøre Silver Wilkinson decideret anbefalelsesværdig. ”À tout à l’heure” er en lille perle, men resten af pladen kommer jeg helt sikkert ikke til at nynne, når dette års sommer er blevet til sensommer.

★★★☆☆☆

Deltag i debat