Plader

Boards of Canada: Tomorrow’s Harvest

Skrevet af Mikkel Arre

Boards of Canada lyder stadig som sig selv og dermed som ingen andre på sit fjerde album. Undergangen er dog mere truende end før på Tomorrow’s Harvest, der er lige dele nedtrykt, paranoid og fremragende.

Der er ingen mennesker afbildet på coveret til Tomorrow’s Harvest, og det gør Boards of Canadas fjerde fuldlængdealbum til et særtilfælde i duoens bagkatalog. På de tidligere udgivelser har der optrådt ansigtsløse, men dog umiskendeligt menneskelige figurer, men selv i bookletten til Tomorrow’s Harvest skal man lede grundigt mellem de grynede fotos af ørkensand, bunkere, paraboler og pigtråd for at skimte nogle få fjerne og utydelige skikkelser.

Mens den skotske duos foregående plader har været akkompagneret af slørede, men alligevel klart aflæselige fotografier af børn og familieliv, giver billedsiden af Tomorrow’s Harvest indtryk af en næsten affolket jordklode under heftig militær overvågning. Og læser man så sangtitler som “Reach for the Dead”, “Cold Earth”, “Sick Times”, “Collapse” og “Come to Dust”, står det endnu mere klart, at noget er galt her.

Lige netop følelsen af snigende uro er stort set gennemgående for Tomorrow’s Harvest. Fra den ubehagelige flapren, der driver åbningsnummeret “Gemini” frem, til den dystre drone, der en time senere afrunder pladen, forfiner Boards of Canada den uhygge, der karakteriserede albummet Geogaddi. Det mere opløftende udtryk – og ikke mindst de akustiske guitarer – fra det seneste album, The Campfire Headphase, er fortrængt af brummende, ulmende lag af synth, støj og slørede stemmer.

Melodimaterialet er mere sparsomt end nogensinde og holder sig ofte til få toner eller korte, roligt rullende akkordrækker, der med deres idylliske og let drømmeriske præg kontrasterer uroen i resten af lydbilledet. På papiret lyder det trøstesløst og måske endda lidt kedeligt, men det er ganske sigende for brødrenes evner som minutiøse lyddesignere, at det tværtimod bliver ved med at være fascinerende at dykke dybere og atter dybere ned.

Er man først blevet draget af den subtile produktion, er det nemt også at fortabe sig i det vidtfavnende net af referencer, som Michael Sandison og Marcus Eoin spænder ud. Albumtitlen henviser muligvis til 1. Mosebog. “Come to Dust” er et Shakespeare-citat. “Jacquard Causeway” nikker til den franske forsker Albert Jacquard, der er fortaler for degrowth – et tankesæt, der foreskriver mindre forbrug og deling af arbejdet med større lykke for øje. I “Telepath” hører man en mand tælle til 10 på en susende optagelse, som var han igennem på en mellembølgeforbindelse – eller måske via en number station – og der er intet tilbage af den uskyld, der prægede børnestemmernes leg med tal på debutpladen Music Has the Right to Children.

Alle de her detaljer – inklusive mylderet af gurglende, mumlende replikfragmenter – kan let afvises som forceret mysticisme, og pladens mest upbeat og ligefremme numre kan sagtens nydes som små synkoperede forfriskninger. Men begynder man først at nærlytte pladen, er det svært ikke at blive fanget af lysten til at få de uudgrundelige enkeltdele til at hænge sammen og give mening. Bevares, måske er jeg manipuleret fra sans og samling af den heftige marketingkampagne for Tomorrow’s Harvest og duoens generelle gådefuldhed – men for mig er det under alle omstændigheder et kvalitetsstempel, at jeg selv efter 15-20 gennemlytninger kan fortsætte med at finde nye facetter i musikken og opdage (eller måske snarere: opfinde) nye forbindelsesled på kryds og tværs af numrene.

Egentlige landvindinger er der dog ingen af på Tomorrow’s Harvest. Ser man bort fra det kaotiske og noget langtrukne “Jacquard Causeway”, hvor metalliske arpeggioer og dumpe trommer i valsetakt konstant ligger helt skævt i forhold til hinanden, lyder Boards of Canada fortsat som sig selv – og dermed som ingen andre. Beatprogrammeringerne læner sig op ad de samme hiphopmønstre som vanligt og er ikke videre spændende, og i “Cold Earth” er det kun den mellemøstligt svajende synthmelodi, der ikke lyder som en rest fra Music Has the Right Children-optagelserne.

Manglen på nybrud opvejes dog langt hen ad vejen af duoens forædling af sit udtryk. Især pladens anden halvdel rummer en hidtil uhørt intensitet. I “Split Your Infinities” modsvares lyse, blide horntoner, der kunne have optrådt på en Stars of the Lid-plade, af en olmt rumlende basbund og en dæmonisk forvrænget stemme, og det er helt igennem foruroligende at lytte til. Også “New Seeds” udvikler sig uventet, men her skyldes det, at Boards of Canada tilføjer en slags guitarriff og en malende basgang, der trækker tråde til 70’ernes krautrock.

Og det er hér, midtvejs i “New Seeds”, at meningen med det hele begynder at dæmre. Kvindevokaler svæver ind som smukke overtoner, og en klokkemelodi dukker op som en forløsning: Der er lys for enden af tunnellen. De højtstræbende synths i det følgende og næstsidste nummer, “Come to Dust”, øger blot skønheden … og så snubler man ellers durk ned i et dybt, klaustrofobisk hul. Med en slæbende dronebund og ildevarslende langstrakte toner slår “Semana Mertvykh” fast, at lyset og håbet ikke var andet end luftspejlinger over det glohede ørkensand.

Den slags beske pointer forfører nok de færreste, og Boards of Canadas fjerde album vinder næppe heller duoen ret mange nye tilhængere – det skulle da lige være i New World Order-konspirationsteoretiske kredse. Men for de allerede overbeviste er Tomorrow’s Harvest en fremragende tilføjelse til samlingen.

★★★★★☆

Deltag i debat