Plader

Brazos: Saltwater

Det andet udspil fra Brazos har mange spændende detaljer og vinder på umiddelbar vitalitet og spilleglæde – løsrevet fra regler og skabeloner. Men på bundlinjen fremstår albummet desværre for rodet og for langt fra et samlet udtryk.

Der er plader, som kræver fuld opmærksomhed fra lytteren. Med skæve taktarter, hyppige temposkift, skøre indfald og masser af finurlige detaljer. Og der er album, der glimter ved deres enkelhed og lækkerhed, og som snildt kan fungere som baggrundslydtapet. Og så er der selvfølgelig alt muligt midt imellem.
Problemet med Martin McNulty Crane V’s seneste udspil under navnet Brazos, Saltwater, er, at jeg ikke kan finde ud af, hvordan jeg skal lytte til det og rubricere det. Det forhold kan selvfølgelig være positivt pirrende og skærpende for nysgerrigheden. Og det er det til en vis grad også i dette tilfælde. Men på bundlinjen fremstår udtrykket på Saltwater altså mere rodet end pirrende.

Ifølge pladeselskabet bag udgivelsen, Dead Oceans, har vi at gøre med dynamisk folkpop. Og lad os bare kalde det det. På den ene side fylder abrupte, snublende trommer, som hele tiden falder og stiger i intensitet, meget i lydbilledet sammen med en konstant aktiv bas og hist og her indfald af synth-producerede kluklyde. Men der er langt til et konsekvent og insisterende skizofrent udtryk som for eksempel hos Animal Collective. Udtrykket er meget mere poppet melodisk, men der er på den anden side også rigtig langt til guitarpop a la John Mayer. De to yderpunkter, som her er nævnt, er et forsøg på at understrege den indledende pointe. Saltwater indeholder elementer af begge dele, men også af meget andet. To numre er for eksempel skåret over bossanova- og calypso-agtige rytmer.

På Brazos’ debutalbum, Phosphorescent Blues, fra 2009 kunne man ifølge Dead Oceans høre ”a style that combined raw energy and dance rhythms with the subtle intricacies of jazz and folk”. På den nye udgivelse virker det, som om den unge Crane stadig er i gang med at definere et fuldt flyvefærdigt udtryk.

Egentlig ærgrer det mig, at Saltwater efterlader mig med en lidt tom følelse. For Crane og hans musikalske kumpaners tilgang til musikken er uortodoks og forfriskende. De lader sig ikke begrænse af rigide skabeloner eller formler. Hvert eneste instrument lever sit eget liv og fletter sig ud og ind mellem de andre. Crane og hans band har indspillet akustisk guitar, bas og trommer live. Efterfølgende er elektrisk guitar, synth- og klaverstykker lagt oven i livesporet. Detaljerigdommen i musikken er stor, og lagene er mange. Det gør udtrykket rodet, men er også det, der trods alt gør pladen til et spændende bekendtskab.

Allerbedst fungerer det i “One Note Pillow”. Her går vitalitet, skiftende intensitet og skubberiet mellem instrumenter, snublende rytmer og Cranes fraseringer op i en højere enhed. Det nummer har man lyst at gå på opdagelse i igen og igen.

Saltwater har mange spændende detaljer og vinder på umiddelbar vitalitet og spilleglæde – løsrevet fra regler og skabeloner. Men på bundlinjen fremstår albummet desværre for rodet. Udfordringen for den unge Martin McNulty Crane V og hans musikalske legekammerater må være at finde et mere samlet udtryk i al energien og overskuddet.

★★★½☆☆

Lyt til “How the Ranks Was Won”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/03%20How%20the%20Ranks%20Was%20Won.mp3]

Deltag i debat