Koncerter

Broken Twin + We Were Born Canaries, 30.05.13, Huset-KBH, København

Skrevet af Alex Nørregaard

Huset bød torsdag aften på dobbeltkoncert med de talentfulde danske bands Broken Twin og We Were Born Canaries. Der var plads og ro til at nyde musikken og lade sig rive med. Gemt væk fra byens larmende trafik og støjende Distortion.

Foto 1-7: Broken Twin. Foto 8-12: We Were Born Canaries. Fotograf: Anne Katrine Tan Nielsen

Huset bød torsdag aften på dobbeltkoncert med de to talentfulde danske bands Broken Twin og We Were Born Canaries. Fjernt fra byens larmende trafik og fjernt fra byens støjende Distortion. I stedet sørgede Huset for hyggelige og rolige omgivelser, hvor det var muligt at sidde ned, nyde musikken og lade sig rive med.

Broken Twin
Da Majke Voss Romme trådte ind på scenen sammen med violinisten Nils Grøndahl, var der for en stund fuldstændigt stille. Tilsammen udgør de to live-udgaven af Broken Twin, der på det seneste har fået en del ros i udlandet – ikke mindst fra NME og Pitchfork. Her var alt det dog lige meget. Nu skulle det handle om musikken.

Da Majke Voss Romme stille åbnede munden og lod de første toner glide ud, må jeg indrømme, at tårerne trængte sig på. Hun har virkelig en fantastisk stemme, der for alvor kryber ind under huden på en. Et melankolsk klaverloop blev bygget op, og Grøndahl tilføjede sørgmodig violin på nummeret, der formentlig vil være at finde på Broken Twins kommende album. Lyrikken indeholdt rammende linjer som f.eks. »Nobody wants to be alone« – og dér sad Voss Romme bag klaveret. Alene i andres selskab.

Herefter fulgte endnu et interessant nummer, hvor klaveret igen sørgede for rolig fremdrift. Undervejs brød Grøndahl ind med længselsfulde korskrig, og en let støj fandt også vej. Enormt rørende, hvilket også var tilfældet med den efterfølgende ”Out of Air”. Her kunne man læne sig tilbage og nyde Voss Rommes flotte og skrøbelige vokal, og ikke mindst Grøndahls’ violin, der nærmest græd.

En smule overraskende blev klaveret herefter for en kort bemærkning sat til side, og sangerinden fandt guitaren frem. Nummeret var funderet på en repetitivt guitarfigur, mens Nils Grøndahl byggede ovenpå med skæve fills. Et forholdsvist lyst nummer, der sendte tankerne hen på Feist. Hernæst fulgte et flot cover af Tim Hardins ”Reason to Believe”, der dog forstyrrede det samlede sæt en smule.

Om en gruppe som The Blue Nile har ageret inspirationskilde for Broken Twin er svært at sige, men noget kunne tyde på det. Trods sparsom instrumentering blev der skabt rum, fylde og indlevelse. Aftenens sjette nummer kredsede tekstmæssigt omkring lys og mørke og indeholdt en omgang imponerende violinspil, der ekkoede og havde en forløsende effekt. Violinspillet blev efterfølgende hevet i en hypnotiserende retning på det, der skulle vise sig at blive aftenens næstsidste nummer fra Broken Twin. Teksten var her en smule svær at høre, men linjen »There’s no place for you to go« fandt dog vej, mens Majke Voss Romme stod og vuggede stille frem og tilbage.

Broken Twin rundede af med endnu et guitarbaseret nummer. Takket være et stille, knitrende trommebeat blev tankerne flygtigt sendt i retningen af Massive Attacks ”Teardrop”. Et interessant nummer, der sluttede med linjen »Reminds me of a pattern and all we couldn’t be«. Igen pressede tårerne sig på. Alt i alt en meget smuk og dragende optræden, der tegner virkelig lovende for Broken Twins fremtidige virke.

★★★★★½

We Were Born Canaries
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kendte voldsomt meget til aftenens andet band, We Were Born Canaries. Inden koncerten havde jeg været en tur forbi gruppens Facebook-side, hvor de særdeles venligt har smidt et link til gratis download af deres selvbetitlede debutplade. Efter aftenens optræden kan jeg bestemt anbefale, at man anskaffer sig den plade.

We Were Born Canaries udgøres live af fem personer, hvoraf Stine Grøn er det eneste kvindelige medlem. Til gengæld er hun som sangerinde i front, og hendes fremtræden var denne aften ganske overbevisende. Hun levede sig ind i musikken, men havde samtidig en fin kontakt med publikum.

En drømmende intro indledte We Were Born Canaries’ del af koncerten. Grøns vokal blev kraftigt manipuleret og gled langsomt over i et vokalloop, der virkede mere og mere forvirrende. Herefter sparkede trommerne ind og ændrede nummeret fuldstændig. Oven på Broken Twins stilfærdige optræden virkede det enormt voldsomt, men det var svært ikke at lade sig rive med af nummerets catchy omkvæd. En fed live-udgave af ”Just Teens”, der tilføjede nummeret en hel del ekstra.

Der blev undervejs serveret lidt fra gruppens kommende album. Heriblandt nummeret ”Fish”, der dog var en smule stille og ikke gjorde meget væsen af sig. Det gjorde ”Go Let It Go” derimod. En sexet intro blev mødt af et dansabelt skift, hvor en fed rytme og en lækker bas fandt vej. Enormt sommerligt og på sin vis soulet.

Fra gruppens debutalbum fandt bl.a. ”Let It Drop” og ”My Beat” vej. De to numre blev bundet flot sammen, hvilket skabte en sjov forbindelse mellem førstnævntes skarpe trommer og power og sidstnævntes mere behagelige og afslappede udtryk. Herefter blev publikum bedt om at læne sig tilbage til ”I Still Like To”, hvor der var plads til lidt elektronisk leg. Også den lidt Beach House’de ”Dead In Silence” blev flot leveret med en svævende og kold lyd.

Afslutningsvis havde gruppen valgt forløberen for deres kommende album, nemlig nummeret ”White Gold”. En lidt syret sag, der blev bygget langsomt op, idet de forskellige instrumenter blev tilføjet en efter en. Det førte i sidste ende til en tyk og fyldig afslutning, der var ganske medrivende.

We Were Born Canaries virkede efterfølgende overrasket over folks lyst til ekstranumre, og Stine Grøn sagde åbent og med et venligt smil, at hun troede, at folk havde kedet sig lidt. Det var bestemt ikke tilfældet, og en smule perplekse valgte We Were Born Canaries at fyre den rockede ”Go Cold Turkey” af. Sangerindens overraskelse mindede mig til slut om, at festen foregik et andet sted i byen. Men musikken var her. Og folk havde blot lyst til at nyde den.

★★★★☆☆

Deltag i debat