Plader

Crystal Shipsss: s.t. EP

Skrevet af Joachim

Ifølge Crystal Shipsss skal deres selvbetitlede ep betragtes som et selvstændigt værk såvel som en ‘taster’ forud for efterårets fuldlængdeudgivelse. Ep’en bliver dog ikke til mere end en forsmag og en noget ligegyldig affære, der trods gode takter ikke for alvor formår at komme under huden.

For lige omkring et års tid siden udsendte aarhusianske Jacob Faurholt sit første album Yay under aliasset Crystal Shipsss. Albummet modtog store roser på musikblogs rundt omkring i verden, og her på siden var vores anmelder da heller ikke bleg for at smide en topkarakter efter foretagendet. Siden er enmandsprojektet blevet udvidet til et band bestående af medlemmer fra så forskellige steder som Berlin, San Francisco og Aarhus, og sammen arbejder de nu på en fuldlængdeopfølger til succesen fra 2012, som forventes at udkomme sidst på året.

Inden da har Jacob Faurholt og kompagni dog i form af en fem numre lang ep valgt at udsende en lille ‘taster’, som pladen med bandets egne ord kaldes. Som på debutalbummet er der her også tale om en række temmelig begrænsede kompositioner rent spilletidsmæssigt, og det længste nummer, ”Crushing Like a Skull”, er således ikke mere end lige godt tre minutter langt. Altså behøver de færreste en lommeregner for at nå frem til, at denne slags numre i et ep-format kun er garant for underholdning i ganske kort tid.

Og netop tidsaspektet er rent faktisk ganske væsentligt i bedømmelsen af Crystal Shipsss’ ep. Det faktum at den multinationale trio har valgt at holde fast i et ganske skrabet lydbillede – og om muligt endda har forsøgt at flosse kanterne en kende mere – er en farlig kombination med det korte format. Den væsentligste balancegang i lo-fi-produktioner vil til enhver tid være at tilføre velkomponerede produktioner et bevidst præg af sjusk og letsindighed og på samme tid få det til at fremstå meningsfuldt på en sådan måde, at det bidrager til forståelsen af værket. Den korte spilletid bevirker ikke desto mindre, at de fem numre på ep’en aldrig når at krybe under huden på lytteren. Og konsekvensen heraf bliver, at numrene i stedet kommer til at fremstå både skitseagtige og halvhjertede.

Dette er en skam, for gruppen besidder i den grad evnen til at begå musik af høj kvalitet. Det har Faurholt bevist på det føromtalte fremragende debutalbum, og det samme kommer også momentvis til udtryk på ep’en. Tag for eksempel indledningsnummeret ”Where the Wild Things Are”, som for lytteren forekommer at være indspillet i en lagerhal og undfanget på en spolebåndoptager. Indledningsvis buldrer trommerne derudad for efter få øjeblikke at indlede en skarp duel med en distortet guitar om at lyde så skramlet, rå og upoleret som overhovedet muligt. Aggressiviteten afløses dog snart af et simpelt klokkespil, og det dynamiske niveau farer gennem resten af nummeret op og ned som hos de ligeledes støjelskende grungeidoler fra 90’erne, som Crystal Shipsss givetvis må have skelet til mere end én gang under sangskrivningen.

For ud over de gennemgående lo-fi-præg er også netop støjen et afgørende karaktertræk ved ep’en. Stærkest kommer dette til udtryk på Daniel Johnston-hyldestnummeret ”Listening to Devil Town”, hvor et ensformigt beat i to minutter overdænges af guitarskratten og Faurholt, der… jah, synger om at lytte til “Devil Town”. Desværre bliver det aldrig helt spændende, og melodierne på førnævnte nummer såvel som værkets resterende fire numre får aldrig helt lov til at hænge ved. Det gør støjen til gengæld, og på den måde byder ep’en mestendels på form frem for reelt indhold, der hænger ved, og som gør indtryk

Som selvstændigt værk fungerer Crystal Shipsss’ ep desværre ikke særlig godt. Alligevel viser gruppen gode takter, og betragter man ep’en udelukkende som den ‘taster’, som den jo af Faurholt kaldes, er den såmænd ganske vellykket. For det skal nok blive spændende at se, hvad aarhusianeren til efteråret kan udrette i et band, såfremt han får mulighed for at udfolde sig i et format, der tillader en smule mere kreativt albuerum.

★★½☆☆☆

Leave a Reply