Plader

Deafheaven: Sunbather

Skrevet af Jonas Sørensen

Sunbather er en af de smukkeste, mest emotionelle plader i 2013, der formår sømløst at kombinere en diversitet af genrer til et lydbillede, der er unikt. Black metal har aldrig været så opløftende eller så melodisk som dette.

Black metal-puritanerne er ikke tilfredse. Det er ikke kun Deafheavens fejl, men Sunbather føles som den sidste dråbe. Først opstod et ekstremt had mod Liturgy og især Hunter Hunt-Hendrix og hans manifest (for ikke at nævne et meget uheldigt interview, som han selv skammer sig over). Men de fleste kunne da stadig nikke genkendende til mange træk, der var grundlæggende black metal, og så langt var det da heller ikke fra genren. Udtrykket “hipster black metal” er blevet brugt om bands som Krallice, Alcest, Blut Aus Nord, Deathspell Omega m.fl. Bands, der – med Pitchfork i ryggen – bruger mange af de fundamentale træk fra black metal, men bevæger sig langt fra den kolde, norske 90’er-stil.

Grundlæggende er black metal som sådan også regressivt, konservativt og for så vidt homogent, så forargelsen er egentlig meget forståelig. Det er da også belastende, at en flok amerikanere fra solskinsfyldte steder iført skotskternede skjorter og jeans kommer og stjæler en lyd, der er så grundlæggende bygget på den geografiske placering og dertilhørende kvaliteter (kulde, isolation, mørke) for ikke at nævne et større sæt politiske og filosofiske værdier (nihilisme, paganisme, misantropi). Black metal-folket kunne lige håndtere det, da svenskerne stak af med lyden og lagde fokus på det depressive (se: Shining), eller da den blev fusioneret med death metal og blev langt mere brutal og ekstrem (se: Behemoth). Men det har aldrig været så varmt.

Se bare på det cover. Det er lyserødt. Pladen hedder Sunbather. Forsanger George Clarkes scenetilstedeværelse er en mærkværdig oplevelse, deres lysshow er ikke monokromt sort og hvidt, og de spiller gerne et Mogwai-cover. Deafheaven er ikke de første, der bevæger sig langt væk fra black metal-traditionen. Alcest og Wolves in the Throne Room har længe inkorporeret træk fra shoegaze, mens Nachtmystium blandede det med psychrock i Pink Floyd-traditionen, og Krallice tilføjede en større grad af kosmiske kvaliteter.

Deafheaven har derimod valgt postrocken. Heller ikke her er de på jomfruelig grund, men det er Deafheaven, der har gjort det bedst. Deres stærke debut, Roads to Judah, etablerede denne lyd meget fint, men Sunbather overgår den på alle punkter: Kompositionerne og melodierne er bedre, instrumenteringen mere kompleks og subtil, vokalerne er bedre udført, og produktionen rammer stærkere. Men vigtigst er den grundlæggende mavefornemmelse, den fundamentale, instinktive oplevelse.

“Dream House” åbner pladen med vibrerende guitarakkorder, og allerede her etableres en utrolig opløftende tone. En melodisk guitarlinje lægges ovenpå, før trommerne rammer og sprænger hele nummeret. Lynhurtige blastbeats føjer sig til lydmuren af guitarakkorder, der komplementerer hinanden harmonisk, men oplevelsen er ikke kvælende eller undertrykkende, snarere varm og omfavnende. Og da George Clarkes skrig kommer ind, føles de ikke skærende eller ekstreme, men harmoniske.

Nummeret er struktureret dynamisk med mange toneskift og en stor diversitet især i form af Dan Tracys elegant varierede trommer. Det bevæger sig ikke, som postrock normalt gør med en konstant retning opad, men synes at skifte konstant mellem at række mod skyerne og dykke ned i dale. Det er eventyrlystent og episk med en utrolig stærk patos, der især kommer til udtryk i teksten, som omhandler en søgen efter stabilitet, sikkerhed og tilfredsstillelse og slutter med den simple, men smukke udveksling »”I’m dying” / – “Is it blissful?” / “It’s like a dream” / – “I want to dream”«.

“Irresistible” følger op og fungerer som et simpelt guitarkoda, en kort indånding efter det emotionelle bombardement. Men denne pause varer ikke længe før den erstattes af titelnummeret, der er ligepå og hårdt og betydeligt mørkere end åbneren. Her illustrerer Deafheaven deres styrke som knusende, støjende giganter, før nummeret falder helt ned, og en blød guitarmelodi kun står alene tilbage, indtil nummeret endnu en gang eksploderer.

“Sunbather” er et vendingspunkt på denne måde. Man kunne nemt forvente at pladen fortsatte i samme stil som åbneren, men de varme teksturer forsvinder hurtigt ved midtvejspunktet, hvor et skift i tonearten cementerer Deafheavens imponerende sans for harmonisk og dynamisk udvikling. Jo flere gange jeg lytter til nummeret, jo flere aspekter af den tykke lydmur synes at komme til syne. Der er et subtilt sammenspil mellem mange lag af guitartoner, som inkorporeres i akkorder, der primært synes at fungere som synthflader. Det skyldes de lynhurtige anslag, der reducerer melodien til dens tonemæssige kerne på en måde, som mest af alt genkalder Kevin Shields’ guitarmagi.

George Clarkes lyrik beskriver her ham selv, der kører gennem et rigt kvarter. Synet af en pige, der soler sig i græsset, resulterer i en bølge af depression og frustration over hans eget liv. Denne kontrast mellem det solbeskinnede og smukke omkring ham og det indre, selvdestruktive mørke er i sig selv meget skøn, men afslører også aspekter af musikken; mørk, men opløftende skønhed.

“Vertigo” bruger en god portion tid på et atmosfærisk optræk, hvor rene guitarer etablerer en stemning af melankolsk nostalgi, mens Dan Tracy endnu en gang brillerer med trommer, der formår at fremhæve hvert enkelt harmonisk skift. Da de forvrængede guitarlinjer kommer på, giver bøjningen af tonerne giver det hele et shoegaze-lignende svælg. Hen over dette spilles en kort guitarsolo, der fungerer elegant her.
Resten af nummeret er herefter blot rendyrket intensitet, med undtagelse af et kort mellemspil, hvor blødt, rent guitarspil giver plads til, at George Clarkes desperate skrig virkelig kan træde frem og illustrere deres styrke og emotionelle slagkraft. De minder om screamo/postrockbandet Envy, og på mange måder minder Sunbather også meget om screamo, især i form af de dystre, næsten gotiske tekster.

“Windows” er et ambient lydstykke, der genkalder GY!BE, primært grundet lyden af en mand, der som en gadeprædikant står og råber om religion, efterfulgt af en anden person, der snakker om ikke at have mere end »60 bucks, that’s it, that’s all I have.« Prædikanten giver nummeret en følelse af det apokalyptiske, mens samtalen om pengeproblemer, der følger efter, er jordnær og virkelig, og kontrasten mellem de to fungerer utroligt godt.

“The Pecan Tree” er om muligt det mest konventionelle black metal-nummer på pladen (i hvert fald de første fem minutter) og føjer for så vidt ikke meget nyt til den lyd, Deafheaven allerede har etableret, men er ikke desto mindre endnu et fantastisk og veludført nummer. Tekstmæssigt er det et af de mest personlige numre på pladen, hvor George Clarke indser ligheden mellem sig selv og sin far, der forlod ham som barn, og prøver at håndtere en emotionel apati med den sidste sætning »I am my father’s son. I am no one. I cannot love. It’s in my blood,« og musikken understøtter det hjerteknusende tema.

Sunbather er på grænsen til fejlfri. En magtdemonstration af en lyd, der er genkendelig som post-black metal, men alligevel er helt unik for Deafheaven. Kæmpestore lydflader opbygges af små elementer og afspejler det storladne i den introspektive lyrik. Man kunne argumentere for, at “Irresistible” og slutningen af “Please Remember” er for langtrukne, men de fungerer stadig fantastisk i kontekst af pladen, der er sublimt struktureret. Sunbather er et mesterværk, og det er ligegyldigt, hvorvidt det er ægte black metal eller ej. Hvad Deafheaven forstår bedre end de fleste, er at benytte sig af en bred vifte af musikalsk inspiration og gøre det til et udtryk, der er helt deres eget. Resultatet er en af årets allersmukkeste plader.

★★★★★★

1 kommentar

  • Helt igennem uovertruffen anmeldelse. Kender ikke Deafhaven, men lytter til samtlige af de refererede bands. Det er ikke sagen længere – alene på grundlag af denne flotte skrift, er Sunbather købt og på vej. Håber så de valgte ord passer på produktet – ellers kommer jeg efter dig J. Sørensen;)
    Tak for fem fine minutters indblik i Deafhavens univers…….

Leave a Reply