Plader

Iggy & the Stooges: Ready to Die

Skrevet af Pladeklubben

Bare fordi man er en legende, slipper man ikke af sted med hvad som helst. Det er lidt det, Iggy Pop forsøger på den ubeslutsomme Ready to Die.

Det lover ellers godt fra første strofe. Efter nogle gevaldige musikalske sidespring, med 2009’s Preliminaires som det måske mest besynderlige, genfinder Iggy Pop sammen med det meste af The Stooges på nys udgivne Ready to Die sin flabede grundtone i udkanten af punk – et sted, der på mange måder er mere punk end punken selv. For netop det, at man opfinder sig selv, gør det, som man vil, og ikke giver en saftig morgenprut for, hvad nogen måtte mene, er da punk i sin reneste form. Og sådan er Iggy – det har han altid været. Også når han laver jazz på fransk.

Ready to Die er Iggy igen sammen med det, der er tilbage af The Stooges, efter Ron Asheton stillede gummiskoene alt for tidligt. Og de lyder igen for det meste da som de gjorde i storhedstiden for 40 år siden.

Og dog…

For pladen er et miskmask af rå punkskæringer på den ene side og stille ballader med akustiske instrumenter i dominerende roller på den anden. Den er på den ene side et testamente og en status over et liv, der nærmer sig sidste salgsdato (se blot på titlen), når Iggy er iført bombebælte på coveret, og man præsenteres for sangtitler som “Unfriendly World”, “Ready to Die” og “The Departed”. På den anden side er pladen et besynderligt forsøg på at lyde ungdommelig og lige-i-fjæset. Og sidstnævnte er ikke voldsomt klædeligt, men lugter mere af midtvejskrise med påklistret hestehale og billig motorcykel.

Som når der synges »I signed a dirty deal« som en uvenlig hilsen til pladeindustrien. Helt ærligt, Iggy, hvis du ikke har styr på dine kontrakter efter så mange år i branchen, så er det sgu din egen fejl. Eller når han på “Job” beklager sig over et job, der ikke giver nogen penge, og som han er pissetræt af. Den slags klinger fint, når helt unge drenge debuterer, men deres troværdighed ligger jo i, at sangene er skrevet i pauserne ude i bagbutikken i den lokale brugs eller hjemme i garagen hos mor og far. Når et af rockens koryfæer gennem fire årtier begiver sig ud i den slags, kommer det med en meget mild term til at klinge lidt hult.

Iggy & the Stooges har altid været en slags soundtrack til følelsen af at være 16 og have en ven, hvis forældre er taget til Gran Canaria i en uge og er fuckin’ ligeglade med, hvad de vender hjem til. Iggy & the Stooges er bræk i sokkeskuffen og sex med vennernes lillesøstre op ad træet i baghaven, mens alle kigger på fra stuen, hvor gardinerne står i flammer, og barskabet for længst er tømt til sidste dråbe Campari. Det er lyden af afsindig ligegyldighed over for, hvad morgendagen bringer.

Den slags fester er fantastiske, men de slutter som oftest med, at man sidder på trappen ud til haven med den sidste knækkede smøg til deling, opkast på trøjen og en voldsom hovedpine.

Sådan er Ready to Die. Det er lyden af en fest, der er forbi eller endnu værre: Det er lyden af nogens lidt for gamle storebror, der dukker op og forsøger at feste med de unge iført rullekrave og diskodans.

Ready to Die begynder ellers fedt med “Burn” og et flænsende tonserriff, som enhver, der ejer en seksstrenget, må misunde ophavsmanden til, og får således forventningerne til resten af pladen helt op i de seksstjernede luftlag.

“Sex & Money” har herefter ikke helt samme umiddelbare appel, men er absolut heller ikke dårlig, og “Job” begynder også lovende, indtil Iggys stemme viser sig fra sin mest spinkle side, samtidig med at vi altså skal belemres med, at hans løn ikke er god nok.

“Gun” er sammen med titelnummeret det mest stoogede, pladen har at byde på, og som sådan også ganske udmærket. Desværre er det i teksterne, at man tit bliver lidt træt – ikke mindst når Iggy på “DD’s” bruger en hel skæring på at hylde store bryster :»I’m on my knees for those double D’s.« Jøsses.

Alt i alt er den del af Ready to Die, der forsøger at være punk, lidt svær at sluge enten på grund af halvtynde sange eller irriterende tekster, der vidner om en forfatter, som er et godt stykke over the top.

Men så er der de fine, nærmest ømme momenter på pladen, hvor Iggy i stedet for at lege ung mand, der ser fremad, omfavner sin alderdom og ser tilbage. “Unfriendly World” og ikke mindst afslutningsnummeret “The Departed” har smukke referencer til det liv, der er ved at passere og sidstnævnte lukker i øvrigt pladen med en hyldest til afdøde stooge Ron Asheton med det letgenkendelige riff fra “I Wanna Be Your Dog” som en lille reminder til os alle sammen om, at The Stooges nok aldrig igen bliver det, de var engang.

Man kan kun beundre Iggys vedholdenhed. Med tanke på, hvad han i årenes løb har martret sin krop med, er det intet mindre end naturstridigt, at han stadig er i stand til noget som helst.

Således er Ready to Die et monument over, at den rock, der brænder i brystet på Iggy, aldrig kan dø. Men pladen er desværre også og det understreges jo af titlen, hvilket næppe er tilfældigt en uskøn påmindelse om, at vi alle bliver ældre, og at årene så småt er ved at indhente gamle Iggy, der med sine 66 år nok burde være gået på efterløn for længst.

Det er han ikke, og det er vi som sådan glade for. Manden er en institution, han er mere rock end rocken selv, og det blotte faktum, at han så indædt bliver ved med at lave musik, er et bevis herfor.

At det så ikke kun er god musik, er en anden sag …

Bertel:

★★★☆☆☆

Mads:

★★★☆☆☆

Deltag i debat