Plader

Junip: s.t.

Skrevet af Daniel Niebuhr

Svenske Junips andet album er i og for sig rigtig fint; men et stort og middelmådigt kompositionsniveau, der alt for sjældent bliver forladt, præger desværre helhedsindtrykket en tand for meget.

Efter at have kombineret sin tid i Junip med en vellykket solokarriere, der har budt på to fuldlængdeudgivelser, har svenske José González igen valgt at skyde liv i sit snart 15 år gamle bandprojekt. Trioen, der foruden González’ vokal og guitar består af Elias Araya på trommer og Tobias Winterkorn på synth/keyboard, er derfor nu klar med opfølgeren til den sene debutplade, Fields, fra 2010.

Her tre år senere er der ikke særlig meget, der har ændret sig, hvis man skal tro pladens første komposition, “Line of Fire”. Der er både bløde synthakkorder, minimale trommer, et hint af akustisk guitar og så González’ karakteristiske vokal, der lader til aldrig at have en dårlig dag.

I forhold til åbningsnummeret trækker “Suddenly” tempoet gevaldigt ned, og man begynder at fornemme, at det hele kører lidt for meget på autopilot – også selvom de tre år mellem de to plader efter sigende skulle have modnet både gruppen og dens udtryk.

Jeg har i hvert fald meget svært ved at høre, præcis hvor bandet har udviklet sig. Langt hen ad vejen står man som lytter nemlig med materiale af nogenlunde samme kvalitet som på Fields, og derfor er det måske heller ikke overraskende, at de ting, der fungerede på debutpladen, også fungerer her i 2013 – og vice versa.

For nu at blive ved de ting, der virker, er Junip stadig en yderst gennemført plade, der fører lytteren gennem alsidige kompositioner, som, selvom pladen måske aldrig når et egentligt klimaks, afholder det samlede udtryk fra at blive hverken kedeligt eller trivielt. Et nummer som “Walking Lightly” indeholder hverken eksplosive musikalske elementer eller et væld af ekstraordinære effekter, men alligevel formår sangen i al sin enkelhed at fastholde min interesse gennem alle 5 minutter og 44 sekunder. Især González’ vokal redder her en hel del, når den nok en gang får lov til at stå som et solidt fokuspunkt, mens den får lov til at repetere sangens titel igen og igen.

Dér, hvor Junip så til gengæld ikke holder, er bl.a., når simpliciteten bliver for overvældende, og der mangler musikalsk forløsning af det potentiale, som gruppen ligger inde med. Desværre er denne problematik tydelig lidt for ofte. Eksempelvis løfter “Your Life Your Call” sig ikke fra sit udgangspunkt i en alt for forudsigelig popmelodi, selv om den naturligvis er forklædt i bandets karakteristiske udtryk.

Det er en skam, når nu man før har hørt, hvor varieret González kan gøre det ene mand med en akustisk guitar. Og når man så siddet og ærgret sig over det, præsenterer albummets sidste komposition sig heldigvis som den bedste. “After All Is Said and Done” er en gennemført outro, der udelukkende trækker på bandets bedste egenskaber. Molakkorder, svage enkeltstrengede guitaranslag og en gennemgående hi-hat er nok en gang med til at bygge op omkring centrum i form af González’ stemme, som får lov til at sætte det lyriske punktum i tæt samarbejde med lyden af en sekundviser, der symbolsk informerer lytteren om pladens uundgåelige afslutning.

I det store hele kan jeg meget godt lide Junip – om end jeg er en smule skuffet over den lidt for gennemsnitlige kvalitet. Det er et solidt håndværk, der i sine bedste stunder sagtens kan begå sig over for tidligere udspil – både i gruppeform og fra González’ eget bagkatalog. Lavpunkterne kommer derimod i form af ét stort, middelmådigt kompositionsniveau, der alt for sjældent bliver forladt, og desværre bliver dette også udslagsgivende i forhold til det samlede helhedsindtryk.

★★★½☆☆

Deltag i debat