Plader

Kadie Elder: s.t.

Skrevet af Alex Nørregaard

Debutalbummet fra danske Kadie Elder sigter bredt med en skævt balanceret blanding af elektropop og folk. Desværre rammer de skidt med deres lidet følelsesladede musik og enkelte catchy skud.

Det danske band Kadie Elder har både optrådt på Spot og til Distortion, og en koncert på Roskilde Festival venter dem. Umiddelbart godt gået, da det er ganske forskellige scener, der tiltrækker hvert sit publikum.

Men Kadie Elders selvproklamerede blanding af electropop og folk sigter netop mod et bredt publikum – åbenbart helst et, der ikke kan stå stille. Og tro mig. Jeg prøvede virkelig på at lade mig rive med, da jeg lyttede til det eponyme debutalbum. Desværre fik Kadie Elder mig kun til at vippe med foden af utålmodighed.

Overordnet kan musikken på Kadie Elder betegnes som radiovenlig elektropop. Lyden fremstår enormt poleret og flad, hvilket gør det svært at dykke ned i og udforske lydbilledet. Synthen bobler vellystigt derudaf, bassen følger trofast, og enkelte steder vinder guitaren frem i lydbilledet. Men dybden og overraskelserne mangler.

Der er ikke voldsomt meget folk at spore, og mest af alt virker den påståede genreblanding som et forsøg på at vække interesse hos potentielle lyttere. At kalde det falsk varebetegnelse vil være at gå for langt, men ørerne snydes for det, som øjnene ser.

Kadie Elder redder dog lidt hjem, idet de trods alt formår at kaste lidt catchy toner af sted. Det gælder ikke mindst numrene “Simple Guy” og “Circles”, hvoraf sidstnævnte især vinder i kraft af en fin balance mellem stemningsfyldte klaverindslag og sprød synth. “Simple Guy” er et veldrejet popnummer, der minder om noget, som danske Asbjørn kunne have stået bag. Der er dog ikke meget at hente på tekstsiden, og det bliver en anelse frustrerende at høre Anders Rasks lyse stemme tvinge en tekstbid som bl.a. »I am a simple guy« ud. Det sætter sig fast, men på en noget enerverende måde.

Sine steder minder Kadie Elder om en noget mindre eksperimenterende og knap så fængede udgave af When Saints Go Machine og som Veto uden rock og kant. Derfor bliver melankolske numre som “Widen Rift” og “The Rope I Hold” også noget problematiske og uforløste. De fremstår utroværdige, og følelserne i sangene virker påtagede. Det er ikke, fordi Rask og resten af Kadie Elder nødvendigvis skal lide og have ondt i sjælen. Men som lytter skal man gerne sidde tilbage med en fornemmelse af, at der et eller andet sted er en mening med lidenskaben. Og det er desværre ikke tilfældet her.

Hvad angår Kadie Elders brede sigte, kan man sige, at musikken fremstår lidet følelsesladet, og at et par fine skud catchy elektropop desværre ikke redder dem. Selvom Kadie Elder sigter godt, rammer de skidt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat