Koncerter

Keane, 14.06.13, NorthSide Festival, Aarhus

Det rutinerede liveband Keane havde slået autopiloten til ved deres fredagskoncert på NorthSide Festival. Hitsene virkede, og folk fik både fællessang og rockdrømme. Men rusen var i sidste ende lige så hurtigt glemt, som den var opstået.

Fotos: Morten Rygaard / NorthSide

Det er måske næsten for nemt. Det engelske rockband Keanes repetoire er som skabt til en tidlig aften på festival: Der er lidt for festaberne fra den elektroniske periode med Under the Iron Sea (2006) og Perfect Symmetry (2008) og lidt for de hjerteknuste fra Hopes and Fears (2004). Og så en god gang nostalgi, of course, fra det nyeste skud på stammen Strangeland (2012).

Alligevel var det svært for de fire rockstars med forsanger Tom Chaplin i spidsen at løfte stemningen op under den rødmende aftenhimmel, da de gæstede Aarhus fredag aften på NorthSide Festival.

Keane var klart et af fredagens store navne og med den stadig halvaktuelle og temmelig succesfulde Strangeland i bagagen, synes de som en nær ved perfekt booking fra NorthSides side. I øvrigt kan de fleste mennesker, der har hørt radio i begyndelsen af nullerne, skrue sig op til en fællessang til ”Somewhere Only We Know”, når der først er kommet en kold øl indenbords.

Og fællessang var der. Og dans i armkrog. Vuggende kærestepar. Et dejligt blandet publikum af midaldrende mænd, der udlevede rockdrømmen på luftguitar, selvom Keane primært er et klaverbårent band, unge mennesker med bankende hjerter i røgen fra den første cigaret og forældrepar, der (gen)oplevede festivalrusen med hinanden i hånden, var mødt op for at lytte og synge med på Keanes numre.

Himlen var næsten skyfri og solen var på vej væk fra Aarhus, da Keane gik på scenen 21.15 sharp. Lyden var, rimeligt forventeligt, ret stadion-agtig, men bassen dunkede i brystet, og det i sig selv var en tilfredsstillelse for os volumenhungrende festivalgængere. Bandet lagde ud med et par hits – ”You Are Young”, den smukke ”Bend and Break” og en rimelig  tam version af det ellers så uptempo og energifyldte nummer ”On the Road” fra Strangeland. Man må give Keane, at de har skrevet mange umiddelbart catchy numre, så hvis man hørte til den del af publikum, der ikke kendte hele diskografien, var der god mulighed for at lære den udenad undervejs.

Der er ingen tvivl om, at Keane er et rutineret koncertband. De spiller godt og har et behageligt flow i numrene. Alligevel synes jeg, at de mangler en væsentlig ting for for alvor at blive interessante live. Noget af det mest berigende ved at være til koncerter er, at man kan opleve de ellers så velkendte numre genfortolket. Instrumenteringen kan være anderledes, tempoet, lyden og udtrykket kan være et andet og sætte nummeret i et nyt lys. Ikke at numrene behøver at være helt forskellige fra dem, man kender, men man må altså godt kunne mærke, at det er live. Den oplevelse synes jeg, at Keane fratager deres publikum, når de spiller alle numrene så tro mod pladen. Alt, helt ned til forsanger Tom Chaplins fraseringer, var stort set identisk med pladeversionerne. Ærligt talt en lidt kedelig løsning, når man nu har så mange fine numre at lege med.

Det er nemt at spise folk af med hits, de kender fra radioen. Man er sikker på at være fuldt bestået, når koncerten er forbi. Men der er forskel på at være rutineret og rutinepræget, og Keane er rigtig gode til at slippe af sted med at køre på autopilot. De er sympatiske og nærværende på scenen, men musikken spiller bare. Uden rigtig at blive mærket.

På den nostalgiske ”Sovereign Light Café” lykkedes det at få festivalpladsen til at boble og sommernatten til at syde – men det er nok i virkeligheden mere nummeret, der tager æren for succesen, end det er selve fremførelsen.

Dét karakteriserer måske i virkeligheden liveoplevelsen af Keane meget godt. De har lavet stimevis af oplagte festivalbaskere, der virker, som de skal. Men de udfordrer ikke nogen. Og den lykkefølelse, der ved rigtig gode koncerter bliver siddende i kroppen i dagevis, er med Keane rimelig let forgængelig.

★★★½☆☆

Deltag i debat